Læsetid: 3 min.

Når musik yder modstand

Billedkunst, digtning og musik i et tankevækkende samspil hos Decembristerne i Den Frie Udstilling
26. februar 2001

Koncert
Kun de mest optimistiske kunstpædagoger tør drage direkte paralleller mellem kunstarterne. Hvis man vil forsøge at sammenholde sigtbart med usigtbart, opstår der en uligevægt, for så vidt den usigtbare pol – musikken – jo kun kan fremstilles eller synliggøres indirekte.
Man kan dog være heldig at møde udtryksformer, som på hver sin vis udtrykker samme substans eller bearbejder et fælles problemsæt. Uden at man af den grund har lyst til at sætte ord på oplevelsen. De respektive materialers egensindigheder eller de rene historiske tilfældigheder kunne have villet det anderledes, og det er langt fra sikkert, at oplevelsen egner sig som fællesoplevelse.
På den anden side findes der vel næppe den kunstner, der ikke på et eller andet tidspunkt i livet orienterer sig i sine samtidige kolleger på de andre kunstneriske områder. Hvis vi ignorerer dette, pålægger vi os en unødig tvang og svækker den fordomsfri iagttagelsesevne.
Den sanselystne beskuer og modtagelige lytter kunne i Den Frie Udstilling lørdag eftermiddag høre Søren Ulrik Thomsen læste digte og Athelas Sinfonietta Copenhagen spille nyere musik. Decembristernes værker dannede et visuelt kontrapunkt til oplæsning og klingende musik.
Det var et setup lige efter denne lytters smag.
Ved denne lejlighed fik publikum mulighed for at høre Athelas når ensemblet er bedst. En velkomponeret koncert med tråde bagud i den umiddelbare forhistorie og med musikalske fangarme ind i fremtiden i kraft af uropførelse af to danske værker.
Stockhausens Adieu er skrevet til minde om en ven, der mistede livet ved en ulykke.
Mauricio Kagels Zehn Märsche um den Sieg zu verfehlen handler om krigens uvæsen, Med minimale – men meget virkningsfulde – musikalske iscenesættelser, latterliggøres det, vi forbinder med militær i bredeste forstand.
Hos György Ligeti er musikken mindre konkret henvisende. Hans Zehn Stücke udtrykker mere almene følelser som vrede og opgivelse. Men med Ligetis egne oplevelser med krigens rædsler, er der ingen tvivl om, hvor komponisten henter sin inspiration. Krigens meningsløshed er hos Ligeti skarpest udtrykt i enmandsteaterstykket Rondeau, som er opført forrygende godt i Danmark af slagtøjsspilleren Frans Hansen.

Traditioner mødes
Netop Hansen var ankermand ved koncerten – både som dirigent og musiker. Hans indfølingsevne og hengivenhed til instrumentalteatret som genre er slående. I dette tilfælde fremragende suppleret af kollegerne Thomas Sandberg og Lars Skov.
Deres loyalitet over for ophavsmændene og deres præcision og nærlæsning af partiturerne, var udslagsgivende ved uropførelsen af Andy Papes Talking Drums II (1992) og Niels Marthinsens Bolero (1995) for tre guiros.
Det er først og fremmest humor der præger disse værker. Et værk for tre guiroer – det kan man ikke! Netop derfor gør Marthinsen det. Og han skaber – mirabile dictu – et lille univers med det umulige instrumentarium.
Stockhausens, Kagels og Ligetis musik fremstiller æstetisk set en historisk betinget problematik. Disse værkers tidsspecifikke egenart har intet med Papes og Marthinsens musik at gøre. Det ville være helt urimeligt at påstå, at de fylder deres musik med tanketungt gods. De tilhører en helt anden tradition og deres musik skal ikke hjælpes på vej af forstå-sig-på’ere og akademiske brobyggere. Deres musik er som den lyder: Umiddelbar og humoristisk-finurlig.
I den forstand etablerede koncerten et æstetisk erfaringsrum af vældige dimensioner. Dette i et ikke nærmere definerbart men meget berigende akkompagnement af Thomsens digte og Decembristernes forskelligartede værker.

*Den Frie Udstilling. Ny kunst med Athelas, Thomsen og Decembristerne, lørdag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her