Læsetid: 11 min.

’Nielsens’ hvidunderlige verden

I næste måned udkommer en stor bog om forfatteren og journalisten Hans-Jørgen Nielsen. Bogen kommer vidt omkring hans mange ansigter og skrivegenrer: Fodbold, litteratur, modefænomener og meget andet. Forfatteren Christian Dorph skriver her i et uddrag fra bogen om et begreb, Hans-Jørgens Nielsen var ophavsmand til
9. februar 2001

(2. sektion)

Portræt
et tyvende århundrede holdt op i 1960... Vi har fået fyrre år foræret. Fyrre år udenfor tiden«. Sådan lyder noget af slutfløjtet for den stort anlagte og vidtforgrenede essaysamling fra 1968, ’Nielsen’ og den hvide verden. Efter endt genlæsning kan man godt pludselig føle, at det må passe. At tiden faktisk ikke er gået, men på en eller måde har ladet sig komprimere, og at Nielsens essays først ankommer nu: »Eksplosionen indtræffer først om fyrre år eller aldrig.«
’Nielsen’ og den hvide verden udkom som bekendt i en opbrudstid, på tærsklen til informationssamfundet, i slutningen af de 60’ere, som på mange måder blev smeltedigel eller vugge for den moderne bevidsthed og livsstil med ligestilling mellem kønnene, seksuel frihed, afslappede omgangsformer o.lign. Så det er ikke så overraskende, at en kvik ung knægt som Nielsen – for stort andet var han ikke, da han skrev de tidligste af teksterne – ville være på omdrejningshøjde med begivenhederne og formulere de nye tanker, tendenser og muligheder før og bedre end alle andre. Men man kan stadig forbavses over, hvor præcist og nøgternt og ind imellem, ja, næsten profetisk han kan skrive, hvor ubesværet han holder betragtninger over vidt forskellige emner sammen, og hvor let og udogmatisk han fremlægger sin attituderelativisme og skriver om den konkrete digtning og om tidens musik og kunst.
At læse Nielsen er som at lytte til skæringerne på et album af Beatles eller Beach Boys fra perioden. Han er oppe på beatet, han har et tæt, klart sprog, og teksterne er korte som gode musiknumre og fulde af appetit på tingene. Og så er han nysgerrig som bare fanden og kommer godt ud i hjørnerne, litteratur, mode, tegneserier, billedkunst, musik og James Bond er nogle af emnerne, og han demonstrere således den attituderelativisme i funktion, som er et af bogens ærinder.

Attituderelativisme. Nielsen skulle efter sigende være holdt op med at bruge begrebet efter 1968, sikkert fordi det kom på mode. Men altså: Attituderelativismen vil suspendere det jeg, der efter renæssancen er kommet i centrum som en fast, ukrænkelig etisk/psykologisk størrelse udstyret med et bestemt sæt af værdier, en bestemt social rolle etc. Rollerne slippes i stedet løs i en moderne maskerade, hvor tabet af entydig mening og sammenhæng, eller fremmedgørelsen, ikke længere begrædes, men fejres. Man kan godt lytte til Wagner på sin grammafon, mens man bladrer i det nye Batman eller Fantomet. Eller arrangere en happening på Strøget med gips og blå balloner, nå at blive arresteret og løsladt af politiet, før man tager i Idrætsparken og ser Fremad Amager mod KB, for senere at fejre Fremad Amagers sejr ved en privat fest, hvor man danser til Supremes og Beegees. De mange omskiftelser, de mange forskellig roller, man kan komme til at spille i et moderne samfund, er ikke udtryk for tragisk tomhed og tab af virkelighed. De er selve virkeligheden. Eller som århusianske idehistorikere kan finde på at fortælle hinanden her på den anden side af Nielsens 40 år lange vacuum: Moderniteten er omsider blevet beboelig.
Særligt progressiv er tankegangen ikke længere. Attituderelativismen bliver jævnligt banaliseret i f.eks. mode- og dameblade (i dag vil jeg gerne være en indfødt kvinde fra Mauritanien og går derfor rundt i bastskørt, i aften dyrker jeg SM, og i morgen møder jeg igen på arbejde iført slips og briller. Osv.). Men i sen-60’erne var det nyt og uhørt at sideordne høj- og lavkulturen, årgangsrødvine og høkerbajere, Beethoven og Beatles, pibetobak og hash. Og det var sørme frækt og provokerende, når de unge gik klædt, så man ikke kunne skelne køn og sociale tilhørsforhold. I dag har vi fået den modeindustrielle maskerade, som vel er mere konform end egentlig frigørende, og vi kender fleksibilitets-manien fordi-det-går-så-stærkt-hele-tiden fra erhverslivet. Attituderelativismen har sejret ad helvede til og er blevet til livsstil og accepteret vilkår. Og dog. For det var tydeligvis ikke ambitionen for Nielsen at blive bannerfører for konformiserende trendskift og erhvervsvenlig fleksibilitet. Afgørende er det derimod, at der ikke opstår hierarkier: Sideordning frem for over -og underordning. Værdipunkter fremfor systemer. Horisontalitet og relativisme. Som en strategi, kunne man sige, hvorefter man kan styre i det kaos af muligheder, tilbud og krav, der hele tiden sig hober sig op, uden at blive sindssyg, fremmedgjort eller deprimeret.
Og samtidig, bag om relativismen, bag om suspensionen af et klart defineret jeg og sammenbruddet for de store fortællinger og værdisystemer, som genlød i den postmoderne retorik i 80’erne, og bag om det åbenlyse opgør med de kulturradikale, med Fjord-Jensen, og med aristokratmodernismen, aner man en anden tanke eller indsigt, nemlig den ny sensibilitet. Eller måske snarere den ny zen-sibilitet. For der er ikke tvivl om, at zen er en joker for Nielsen, som han tøver med at spille ud. Og den tomhed, som må opstå af ethvert rollespil er en zen’sk tomhed, altså en tomhed af mere paradoksal karakter: »På samme tid det helt synlige fravær af alt og alts usynlige nærvær. Hvilket, indrømmet, stadig lyder fælt metafysisk. Men det er vistnok ikke ment sådan. Det er bare svært at forklare«. Og gu måtte det være svært at forklare, hvad der menes med »en helt hvid hvidhed«, eller hvad John Cage mener, når han taler om »totalt felt; mangfoldighed uden brændpunkt« og lignende små kryptiskheder i de ellers så klare essays. Men det var heller ikke afgørende. For zen kan og kunne ikke gøres til et program: »Man kan bruge zen til en hel masse,« skriver Nielsen, »bare ikke til intellektuelt alibi«. Noget helt afgørende var derimod den ny sammensatte livsfølelse, som spirede frem »i de her vigtige år«, og den ny menneskeopfattelse, som Nielsen gjorde sig til talsmand for i grænseløs tillid til, at 60’ernes unge kunne forstå og følge både sensibiliteten og relativismen og modnes med disse udfordringer:
»Senest om tyve år er vore egne kulturrevolutionære ved magten her i landet,« står der med henvisning til Rødgarden i Kina. Og der fik han ret igen. Men havde han forestillet sig generationen så nyliberal og nålestribet, som den trods alt blev? Næppe.
Men stadig, og alligevel, forføres man af Nielsens letfærdighed og optimisme, f.eks. når han afslører, hvor let man kan slippe af med den psykologiske og etiske klumpfod af et jeg, som europæisk civilisation har udviklet og humpet rundt på siden renæssancen: »...det befriende spring ligger i selv accepten. En accept som ser i øjnene, at der ikke findes nogen virkelighed, nogen verden hinsides spilstrukturerne. Men som samtidig ikke glemmer, at det er spil.« Her bliver Wittgensteins spilteori krydset og krydret med den ny sensibilitet. Og det er lidt med samme suveræne umærkelighed, hvorefter Wittgenstein hævder at løse alle filosofiens problemer, at Nielsen frisætter det gamle splittede, ulykkelige og fremmedgjorte europæiske jeg. Men Nielsen var da også suveræn, og fuld af gåpåmod, og så var han hurtigt og ferm til at sætte prædikater på alting, og han var ret god til at bringe sig selv i centrum.

Per Kirkeby kan huske , at de sad nogle stykker på et værtshus lige før udgivelsen af ’Nielsen’ og den hvide verden, det kan have været Bjørn Nørgaard og Henning Christiansen blandt andre, og så pegede Nielsen rundt og sagde »du er med og du er også med« osv., og så pegede han til sidst på Peter Louis-Jensen, som var en drivkraft bag blandt andet Eks-skolen og tidsskriftet ta’, og sagde: »du er ikke med, Peter, for jeg synes ikke, at du har lavet noget, der er rigtigt interessant i den sidste tid.« Nielsen havde ikke viet et essay til Peter Louis-Jensen, som han havde det til Nørgaard, Christiansen og Kirkeby, og det var på denne demonstrative måde, at han fik det at vide. Anekdoten skulle afsløre Nielsen som et usympatisk magtmenneske, men spørgsmålet er, om den gør det.
Man skal huske på, at de var meget unge, midt i 20’erne, de har følt sig vældig betydningsfulde, og Nielsen var på mange måder et midtpunkt for det, der skete, for han var vildt interesseret i alting, og han havde som den eneste adgang til medierne, fordi han skrev i Information. At det så også er steget ham til hovedet burde ikke undre. Og Per Kirkeby og Peter Louis-Jensen var altså ikke to mundlamme statister, de har også været ret stridbare og indbildske, og det miljø de skabte med tidskriftet ta’ og Den eksperimentende Kunstskole var afgjort hårdt.
En anden anekdote : Hans-Jørgen Nielsen sidder i et tog sammen med Svend Aage Madsen og Per Højholt, og så siger han, at han ikke kan forstå det, for det er jo ham, Nielsen, der får alle ideerne, mens de to andre skriver bøgerne! Højholt, for det er ham, der kan anedokten, mener, at Nielsen her i et anfald af ydmyghed indrømmer, at han ikke kan måle sig kunstnerisk med de to jyder. Og det er muligt, at Nielsen således pludselig blev ramt af ydmyghed i det tog, men det kan også være, han mente noget andet, nemlig at han brugte sin tid på at skrive kritik og på at få ideer, blandt andet til glæde for de to kolleger, mens de i ro og mag kunne skrive deres bøger.
Som psykologisk portræt er de to anektoder ikke meget bevendte, dertil er de for atypiske, Højholts historie er tilmed uklar. Men polemisk mod Højholt og Kirkeby kunne man kalde dem for et lille attituderealitivistisk portræt af Nielsen. Han optræder nemlig i to meget forskellige roller. Først, med sin egen fodboldmetaforik, på hjemmebane, på et værtshus i København omgivet af vennerne lige omkring udgivelsen af en af forfatterskabets centrale bøger, hvor han påtager sig rollen som en spillende træner, der skal sætte et landshold. Altså den selvsikre unge Nielsen, som nok overspiller rollen. I den anden historie er Nielsen kommet på udebane, i et tog i Jylland, sammen med eller rettere klemt inde mellem to jydske forfattere, digtningens Henning Munk Jensen alias Per Højholt, og prosaens Per Røntved, Svend Aage Madsen, og i noget som måske er et anfald af ydmyghed, indrømmer han, at de to andre er ham overlegne. Men Højholt og Kirkeby vil gerne fastholde Nielsen i de to roller, og det kan de selvfølgelig ikke, og derfor siger de to anektoder næsten mere om Kirkeby og Højholt. Det er jo for det første en ret fiks og indirekte måde, at Per Højholt får Nielsen til at sige at han, Højholt, er en meget betydningsfuld forfatter, for hvis en god forfatter gør noget så atypisk som at underordne sig en anden god forfatter, må det være virkelig storhed, der får ham til det.
Hvad der motiverer Kirkeby er mindre klart, men han er åbenbart stadig gal på Nielsen, måske fordi han ikke fik det rygstød af ham, som han mente, at han havde fortjent. Kirkeby synes nemlig ikke, at han har fået tilstrækkelig med anerkendelse(!) som forfatter. Og det kan der såmænd være noget om, for hans bøger er bestemt ikke uinteressante. Men at sige at Kirkeby er blevet snydt for anerkendelse som kunstner er absurd. Mon ikke hans berømmelse som billedkunstner også har skygget for hans indsats som forfatter.
Her Nielsens dom i ’Nielsen’ og den hvide verden:
»...hans roman og to digtsamlinger er præget af vaklende sproglig materialebevidsthed«, hvorefter han tilføjer, at man ikke dermed kan kategorisere Kirkeby som »en god billedkunstner, men en dårlig forfatter«, for hans samlede værk er »interessant i dybere forstand«. Naturligvis er det umuligt at vide, hvad der får Kirkeby til at bagtale Nielsen, det overstående er bare nogle gisninger. Man tankevækkende er det i al fald, at forfattere og kunstnere, som i dag er feterede og berømte, stadig har mange følelser i klemme fra de år, hvor deres skæbne blev afgjort, og hvor udfordringen og uvisheden var dobbelt, fordi de både skulle etablere sig og arbejdede i eksperimentets modvind. Og Hans-Jørgen Nielsen befandt sig, som den knalddygtige og yderst bevægelige seismograf han var, på én gang i begivenhedernes hede centrum og på en en iskold urias-post.

’Nielsens’ hvide verden eller ’Nielsens’ hvidunderlige verden, for det er virkelig en skøn, hvid verden, som han fremmaner eller snarere borttager for øjnene af os, er på en gang blevet til virkelighed og til vrængbillede, og det er besynderligt at kigge baglæns og se, hvordan hans ideer og forudsigelser både holder stik og er blevet overhalet og forrådt. Nielsens sprog er også mere nutidigt og vedkommende end f.eks. den politiske og akademiske gang kaudervældsk, som var så udbredt i 70’erne. Perioden 63-68, de år som essayene i bogen dækker, var så afgjort vigtige år. Indenfor litteratur er det slut med det umådelige mådehold, som Brostrøm havde talt om i 1959, da nogle af de bedste digtere i nyere dansk litteratur gør deres entre: Inger Christensen, Henrik Nordbrandt, Peter Laugesen, Dan Turéll, Kirsten Thorup og Nielsen m.fl. Og Højholt får et gennembrud. Kendetegnende for de kunstneriske eksperimenter er denne nulstilling af alting. Man kunne ikke blive ved med at skrive melodier eller finde på metaforer, og man kunne ikke blive ved med at spærre kunsten inde på museer osv.
Men da man dårligt kunne fjerne ordene fra sproget, lydene fra musikken og farverne og formerne fra billedkunsten, fjernede man det vigtigste kendemærke for den gamle kunst: det guddommeligt inspirerede kunstnerjeg med dets følelser og indsigt samt verdslige institutioner. Men det er interessant, at 60'er avantgardens aflysning af subjektiviteten blev så tæt fulgt af en frigørelse og individualisme, som ikke har noget historisk sidestykke.
En anden nul-tid må være perioden omkring Første Verdenskrig, fra 1915 til 1923, da Hugo Ball, Tristan Tzara, Duchamp m.fl. lavede dadaistisk anti-kunst, blandt andet som protest mod krigens meningsløshed. Man kan så lægge fyrre år til fra 60’erne og sætte sig til at vente på næste nul-tid, som må være lige om hjørnet.
Men moderniteten er ikke bare blevet beboelig, den er også blevet lidt af en gummicelle. I 60’erne kunne avantgardekunstneren endnu forarge publikum og ryste autoriteterne og skabe de brudflader og forskelle, som gjorde ham synlig som outsider. I dag laver højtlønnede kunstprofessorer ny-avantgardistiske hundetricks med blod og pis. Og Peter Laugesen er blevet medlem af Det Danske Akademi.
Nielsens attituderelativistiske program er på mange måder gennemført. Som livsindstilling, som pluralisme og åbenhed. Og kommercielt i medieindustrien, i moderæset og i moderne ledelsesstrategier. Hierarkierne er blevet afløst af fleksibiltet og af nærhedsprincipper, og den strenge fader er blevet forvandlet til en venligt smilende management-buddha. Og vi har alle fået gåseøjne omkring vores navne og kan svæve rundt i det tomme rum som astronauter med rollerne, æstetikkerne og attituderne indenfor rækkevidde: »På den ene side løsslupne billeder af mere eller mindre syntetisk art. På den anden side også en vag fornemmelse af airkonditioneret mareridt. Af tid som står stille, mens et eller andet løbsk projektionsapparat løber vildere og vildere» . Og »sådan er klassesamfundet« stadig. Så kan man selv om, om man vil synes, at det er forfærdeligt eller hvidunderligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her