Læsetid: 5 min.

Nye bekendelser

Er en ny bølge af selvbiografisk litteratur på vej til at skylle ind over os?
27. februar 2001

I går aftes så jeg et ganske usædvanligt afsnit af The X-Files. Væk var den evindelige dystre underlægningsmusik og dunkle belysning og Mulder og Scully rendte i stedet rundt med et håndholdt kamera i nakken, som var serien forvandlet til en dogmefilm eller til et af de realityshows, danske satelitseere efterhånden må have vænnet sig til. Faktisk foregav dette afsnit at være et afsnit af en af de serier, Cops. Det slog mig, at dette blot var det seneste eksempel på, hvordan fiktion, virkelighed og faktion filtres ind i hinanden overalt i vores hverdag: En fiktion, der foregiver at være en faktion, der foregiver at være virkeligheden præsenteret på fiktionens vilkår.
I det, der i gamle dage hed de bildende kunster, har noget lignende længe været på færde. Kunst og virkelighed er blevet hvirvlet ind i en centrifuge og blandet sammen, og et underligt blandingsprodukt er kommet ud i den anden ende. I England er f.eks. Tracy Emin blevet herostratisk berømt langt uden for den moderne kunsts sædvanlige lukkede cirkler, fordi hun for et par år siden udstillede sin egen seng på Tate Gallery med et brugt kondom og nussede trusser og det hele. Emins seneste projekt har været at lukke sig selv indE i et gennemsigtigt værelse i en uge på et andet kunstmuseum, så museumsgæsterne havde fri adgang til at observere hende, mens hun malede nogle gammeldags malerier og foretog sig alt mulig andet, man nu gør i dagens løb.
Her er der selvfølgelig tale om en ganske særlig slags virkelighed, nemlig kunstnerens helt egen, biologisk så vel som historisk.
Den svenske forfatter Carina Rydberg skabte på lignende måde for et par år siden skandale i Sverige ved at udgive en selvbiografisk roman, der bl.a. fortalte om hendes forhold til forskellige navngivne mænd. Og hvad litteraturen i det hele taget angår, virker det som om, de dage er talte, hvor forfattere rettede sig efter, hvad Per Højholt engang sagde – at man ikke må tage af hovedstolen. Det selvbiografiske stof, al forfatterens materiale i sidste ende flyder fra, det sted ilden (eller lokummet som Højholt siger) brænder, det sted er helligt og urørligt, og begynder man først at pille ved det, dør ilden hurtigt ud af sig selv.

Udsigterne til dette skræmte imidlertid ikke Christina Hesselholdt fra at udgive en lille erindringbog med den mildt provokerende titel Hovedstolen. Senest har Kirsten Thorup på lignende vis i Bonsai brugt løs af sin og sin mands historie, på en måde som fik Informations anmelder Erik Skyum-Nielsen til at kalde den »hæmningsløst selvbiografisk« og fortvivle over hvilke kritiske kriterier man nu skulle kunne anlægge, hvis bogen både havde et etisk og et æstetisk udgangspunkt (eller hverken havde det ene eller det andet). Jeppe Brixvolds Hæfte fik af lignende årsager den ellers så avantgardeglade Lars Bukdahl til at gå helt i baglås over bogens blanding af selvbiografiske afsnit, essay-lignende spekulationer og fabulerende fiktioner, en blanding han opfattede som både selvmodsigende og umoden.
Det er ikke noget specifikt dansk fænomen. En af de mest omtalte bøger i USA og England sidste år var den debuterende Dave Eggers selvbiografiske bog A Heartbreaking Work of Staggering Genius, som udkommer på dansk senere på året. Det samme gør en anden af de varmeste nye internationale navne, canadiske Anne Carson, hvis Plainwater bl.a. pudsigt, men næppe tilfældigt beskriver en pilgrimstur af samme rute som Jeppe Brixvolds fra Roncesvalles til Compostela.

Nu er det jo ikke fordi, det er noget nyt, at forfattere bruger deres egne oplevelser som udgangspunkt for deres historier, og i poesien har der altid været en nær sammenhæng mellem det talende jeg (når der var sådan et) og forfatteren. Hvordan skulle man kunne skrive kærlighedsdigte f.eks., hvis ikke læseren troede på, at man (digteren selv) virkelig mente det, der stod i digtet? Og det er jo heller ikke, fordi selvbiografier som sådan er et nyt fænomen, selv om genren i disse år synes at blomstre som aldrig før. Det nye (hvis der er noget nyt) er sammenblandingen af genrerne – det er det, der får Skyum til at sukke og tænke tilbage på 70’erne og måske frygte en ny bølge af bekendelseslitteratur. En anden af Højholts små guldkorn, som ofte er blevet citeret, er den med, at sprækken mellem liv og værk kun bør være få tommer bred, men dyb som Marianergraven. Det lyder flot, men gad vide, hvad det mon egentlig betyder? Det må betyde, at der er to forskellige slags relationer mellem liv og værk. Den ene, kan man så forestille sig, har at gøre med de erfaringer, man gør sig som menneske, de ting man oplever. Den slags kan formidles via historier og små fortællinger, anekdoter (vi gør det alle sammen ustandselig lige meget, om vi skriver dem ned eller ej) og kan således uden besvær fragtes frem og tilbage mellem liv og værk. Den anden har at gøre med noget mere intimt og abstrakt på samme tid, nemlig forholdet mellem væren og sprog.
Vi er én ting, sproget er noge andet, derfor kan det, vi er, ikke gengives direkte i sprog, og derfor vil der altid være en afgrund til forskel mellem forfatteren og forfatteren-som-han-fremstår-i-værket.

Bekendelseslitteraturens fejltagelse (og her er det måske på sin plads at bekende, at jeg faktisk ikke har læst meget af den 70’erlitteratur, der er blevet hånet, udskældt og gradvis usynliggjort gennem 20 år nu) var, at den overså den fundamentale forskel mellem væren og sprog og naivt forestillede sig, at litteratur og forfatterens intention om at skabe litteratur var det samme.
Men hvad der kendetegner Eggers, Carson, Brixvold, Hesselholdt og Thorup m.fl. og adskiller dem fra bekendelseslitteraturen, er netop en høj grad af litterær formel bevidsthed og en viden om, at det såkaldt levede liv kun kan formidles og gøres interessant gennem en litterær skabelsesproces.

Fiktion er forførelse, og vi lever i et samfund, hvor vi konstant bombarderes med historier. Film, tv-serier, dokumentarprogrammer, nyhedsudsendelser, reklamer, aviser og romaner gør konstant deres bedste for at fange og fastholde vores opmærksomhed, men jo mere de gør det, jo bedre bliver vi til at gennemskue dem og de tricks, de bruger.
Forførelse kan foregå på to måder: Enten ved at overvælde med sanseindtryk eller ved at virke inderlig, ærlig og oprigtig. Jeg tror, de forfattere, jeg har nævnt, alle sammen er interesseret i at bruge af hovedstolen som en måde at forføre læseren (og ikke mindst sig selv) på, og som et trick, der skal overbevise læseren (og ikke mindst dem selv) om deres oprigtige intentioner.
Der ligger intet nedværdigende i at sige dette: Al litteratur består af tricks, og i sidste ende bliver de tricks gennemskuet. Gode forfattere er forfattere, der er i stand til at fange og fastholde vores opmærksomhed så længe som muligt, og hvis de virkelig kan gøre det ved at fortælle om sig selv, skal de for min skyld være velkomne til det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu