Læsetid: 2 min.

Nyt jazzforum

De første koncerter ved ToneArts biennale viste lidt om, hvor meget der sker blandt nutidige danske jazzkomponister
17. februar 2001

Koncert
En af de mest interessante udviklinger i 1990’ernes danske jazzmusik har været den stigende opmærksomhed over for det kompositoriske udtryk blandt musikere, som ellers tilhører en primært improvisatorisk tradition.
Tilstrømningen til Bob Brookmeyers kompositions-kursus på Rytmisk Musikkonservatorium og til kurset »Den Tredje Vej« har været tegn på, at en række af vore bedste jazzmusikere har ønsket at udvikle sig som komponister.
For at skabe en ramme om disse musikeres arbejde og give det en platform blev komponistforeningen ToneArt dannet i 1998. Den har nu 32 medlemmer, og den afholdt sidste år seks koncerter. Foreningen – som ikke bør forveksles med det københavnske netgalleri af samme navn, der bl.a. beskæftiger sig med undergrundsmusik – indledte i onsdags sin første biennale.
Den omfatter seks portrætkoncerter og en workshop-koncert, hvortil andre fem komponister har skrevet nye værker.
Anmelderen hørte programmerne onsdag (to portrætkoncerter) og torsdag (workshopkoncerten).

Større besætninger
Alle portrætkoncerterne præsenteres af Copenhagen Art Ensemble, til lejligheden udvidet med fløjte, slagtøj, cello og vokal. Det kom om onsdagen Lotte Anker og Simon Spang-Hanssen til gode.
Hun, der selv er medlem af orkestret og en af dets to ledere, viste i aftenens første afdeling sin interesse for fri musiceren, ambitiøs, men ikke nødvendigvis homogen. Efter et par indledende stykker med mindre besætning gav en flersatset komposition, I Is Another, til tekster af Paul Auster og for den fulde besætning, derimod et overbevisende indtryk af hendes kompositoriske evner.
Efter pausen begyndte også Spang-Hanssen med mindre grupper fra orkestret, men fik især noget ud af den store besætning i kompositionen Space Is a Maze. Som hos Anker kunne man glæde sig over mange fine detaljer fra orkestret, herunder fra
Josefine Cronholm, både med sang og recitation.
Torsdagens workshop-ensemble var en specielt sammensat oktet med fem blæsere, to basser og trommer. Det fremkaldte især fra Maj-Britt Kramer (Oktet) og Jan Kaspersen (Music For Eight Players) noget af deres hidtil bedste ensemblemusik.
I aften og søndag eftermiddag er det udvidede Art Ensemble tilbage med nye kompositioner af Kim Kristensen og Susi Hyldgaard, Svend
Hedegaard og Pierre Dørge.

*ToneArts biennale med Copenhagen Art Ensemble og en workshop-oktet i Copenhagen JazzHouse onsdag og torsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu