Læsetid: 6 min.

Øl, forlag og hornmusik

Anekdoter fra den interne Gyldendal-mytologi handler om opfindsom optræden, butterdejens gåde og manuskriptet, der blev væk
16. februar 2001

(2. sektion)

Forlagsportræt I
Ethvert forlag har sin historie – og sine historier. Ada Therkelsen og Inger Andersen er blandt de medarbejdere, der har arbejdet længst på Gyldendal (Ada har lige haft 40-årsjubilæum) og kan erindre en hel del af anekdoterne plus dem, der er overdraget. En af de mest sejlivede er den om en forfatter, der var så forhippet på at få foretræde for Gyldendals navnkundige direktør, Ingeborg Andersen, som havde kontor på de øvre etager, at han lejede et stillads, så han kunne forcere forsvarsværkerne og uhindret træde ind gennem vinduet.
Den er nu ikke helt rigtig, korrigerer de to forlagsfolk, for han lod sig hejse ned. Han kom ret tit, hvorfor man med alle midler forsøgte at undgå hans besøg (folk skulle jo passe deres arbejde). Hvordan det teknisk lod sig gøre, om det var ved Falcks hjælp, huskes ikke præcist mere, men han »kom ned fra himlen«.
Den hede drøm om at få en bog ud har også ytret sig på andre interessante måder. Således havde en forfatter lejet et helt hornorkester og stillet det op i Gyldendals fornemme forværelse – for at gøre sig tilbørligt bemærket. I den mindre fornøjelige afdeling har forfattere i mindst to tilfælde truet med pistol, den ene med den besked, at hvis hendes manuskript ikke blev antaget, ville hun skyde sig.
En forfatter, der jævnligt var i pengenød, blev ved med at opsøge forlagsredaktør Erik Vagn Jensen. Denne bad derfor sekretæren sige, at han var bortrejst til Færøerne.

Gemte sig på Bo Bi Bar
»Det var da beklageligt,« noterede forfatteren sig og gik – for lidt efter at vende tilbage med ordene: »De må da tage fejl, for jeg har lige set ham komme ud fra Bo Bi Bar.«
Dette værtshus, kendt fra Christian Braad Thomsens film, Den blå munk, ligger i Klareboderne over for Gyldendal og har derfor været stamsted for mange forfattere.
Den nyligt afdøde digter, Lean Nielsen, der aldrig gjorde en hemmelighed af, at han holdt af en god øl og snaps, havde skrevet en novelle om en musiker i et københavnsk orkester og nævnt personen ved rette øgenavn. Denne genkendte sig selv, blev rasende og anlagde sag mod Lean og Gyldendal. Han krævede en stor erstatning, hvilket fik Lean Nielsen til at blive lidt spag i mælet.
En dag kom musikeren op for at tale med forlagsdirektør Mogens Knudsen, for nu ville han give ham nogle tæv. Man advarede ham med en skrøne om, at Knudsen havde det sorte bælte i karate, men han gik ind alligevel – og kom ud med 300 kr. i stedet for de 20.000, han oprindeligt havde forlangt. Det viste sig, at han og Lean var blevet helt gode venner over et par bajere på Bo Bi Bar og nu manglede til flere øller.
Regin Dahl, konsulent på forlaget, havde engang fået et originalmanuskript med hjem, og det var – oh, rædsel og skræk – forsvundet. Mogens Knudsen og Erik Vagn Jensen drog nu rundt til værtshuse i den indre by for at lede efter det – men med uforrettet sag. Til sidst måtte de fortælle den stakkels forfatter, at manuskriptet desværre var bortkommet.
Da Regin Dahl et halvt år senere kom til frisøren (han blev åbenbart ikke klippet så tit), sagde denne: »Var det ikke Dem, der glemte et manuskript?« Det havde ligget på hattehylden lige siden.
Det sker normalt ikke, at et manuskript forsvinder, og i dag indleveres det som regel på diskette, men dengang det blev skrevet i hånden, var det en mere alvorlig sag.
En dag kom en henvendelse fra en mand på Stegekanten, der var forarget, da han havde talt med en anden, som for seks år (!) siden havde indsendt et manuskript, men intet hørt. Forlagsfolkene fik røde ører og gennemsøgte alt. Erik Vagn Jensen skrev til forfatteren, at han var forfærdelig ked af det, men hvor og hvordan havde han mon indleveret det? Jo, han havde givet det til en kolportagesælger, der gik rundt og stemte dørklokker.
Det viste sig ved nærmere efterprøvelse, at sælgeren ikke alene var flyttet til Aalborg, han var også død. Enken måtte ned i kælderen og gennemgå alle kasserne, og der lå ganske rigtig manuskriptet. Det viste sig at handle om svineavl i Stege i 1700-tallet...

Jeg skrev Gulliver
Der er i det hele taget mange, der henvender sig med alle slags problemer, så man på forlaget til tider kan føle sig som en filial af Nikolaj-tjenesten... Så siger man: Hvorfor henvender du dig her, har du skrevet en bog om det? Næh, det har de ikke, de har slået op i telefonbogen, og den første, den bedste, der tager telefonen får hele deres historie lige i hovedet...
Så er der dem, der ringer og siger: Hvordan kan vi være sikre på, at I ikke hugger vores ide? Hvis I nu siger nej til at udgive min roman, hvordan kan jeg så være sikker på, at I ikke udgiver den under andet navn? Der er også nogle, der har ringet og påstået, at det er dem, der har skrevet den og den roman, Jonathan Swifts om Gullivers rejse f.eks.
Engang kom en mand ind, som virkede særdeles normal, og som af ydre lignede Aage Marcus, en nobel, ældre herre med hvidt overskæg, der nåede at være konsulent på forlaget i 50 år. Dobbeltgængeren havde fået alle tiders bogide, sagde han: Han ville gerne udgive en bog. Hvad det drejede sig om? Jo, han havde løst butterdejens gåde...

Skrønen om Høeg
Der har gået vedholdende rygter om, at Peter Høeg fik afvist sin første bog, Forestilling om det tyvende århundrede, hos Gyldendal. Både Inger Andersen og Ada Therkelsen ryster energisk hovedet. De vil gerne mane den historie (som de også har hørt) i jorden.
Den rigtige er, at Peter Høeg sendte et manuskript ind. En medarbejder havde det liggende natten over, så sendte hun det til en konsulent, for hun kunne se, at der var kvalitet. Hun fortalte om det på et redaktionsmøde, men dagen efter trak Høeg manuskriptet tilbage, for det var blevet antaget på forlaget Rosinante. Gyldendal havde manuskriptet i 48 timer, så blev det afhentet.
Bagefter har historien også gået, at en redaktør smølede med det i flere måneder. Det har intet på sig, siger Inger Andersen og Ada Therkelsen.
Men hvad Villy Sørensen angår, gik der to år, før man turde beslutte at udgive Sære Historier. Villy Sørensen havde forgæves prøvet at få den udgivet hos Ole Wivel på Wivels forlag, men det blev Otto B. Lindhardt på Gyldendal, der antog den.
Forlagsdirektør Mogens Knudsen har et fornemt eftermæle på forlaget som Danmarks bedste læser, intet mindre. Han kunne lige slå ned på et bestemt sted i en tekst og sige dér!
Han havde desuden en evne til at skrive afslag, så folk ikke blev kede af det. Et afslag fra Mogens Knudsen var som et ridderslag, og mange gemte hans afslagsbreve, fordi de var så smukt skrevet.
Krønikeskriveren Paul Hammerich har engang beskrevet, hvordan han kom ind på Mogens Knudsens kontor. Først fik de en sildemad og en snaps, så fik Knudsen ild på cerutten og tog manuskriptet frem fra sin slidte mappe og sagde: »Jaeh, Paul, nu har jeg læst dit manuskript. Der er en vending på side 254, som er utrolig godt formuleret, gå hjem og lav resten lissådan!«
Og så tøffer man lykkelig ud ad døren, skrev Hammerich. Det forunderlige var, at man slet ikke blev sur eller nedtrykt.

FAKTA
Gyldendal
Koncerndirektør: Stig Andersen. Litteratur: Johannes
Riis. Undervisning: Ken Barnewitz. Fagbøger: Lars Boesgaard. Børn- og unge: Flemming Møldrup. Marketing: Tine Smedegaard Andersen. Bogklubben: Tine Weppler. Encyklopædien: Jørn Lund. Økonomi: Per Hedeman.
Antal medarbejdere: 495.
Nettoomsætning: 554,7 mio. Udgivne titler: 2.294 (1.640 nye). Solgte bind: Ca. syv mio. (Tal for 1999).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu