Zürich Da det højrepopulistiske FPÖ, Frihedspartiet, for et år siden gik i regeringskoalition med det kristeligt- demokratiske ÖVP, Folkepartiet, vakte det dyb uro i det meste af Europa.
Frihedspartiets leder, Jörg Haider, var ofte kommet med udtalelser, der bragte ham i nærheden af Østrigs nazistiske fortid. Man var derfor bange for, at partiets regeringsdeltagelse kunne føre til racisme, fremmedhad, autoritært styre og undertrykkelse af anderledes tænkende.
Efter ét års regeringssamarbejde mellem Frihedspartiet og Folkepartiet må det konstateres, at alt dette ikke er indtrådt, i hvert fald ikke i den udstrækning det var frygtet. Yderligere kan det slås fast, at der var gode grunde, der talte for et regeringsskifte. Socialdemokrati og Folkeparti havde for længe delt magten i landet mellem sig. De to partier betragtede landet som deres ejendom. De delte de betydningsfulde og indbringende poster imellem sig. Og de førte samtidig en uenighedens samarbejdspolitik.
Frihedspartiets tilslutning hos vælgerne kom ikke så meget af, at Østrig var faldet tilbage i sin brune fortid. Vælgerne ønskede simpelthen, at der skulle ryddes op i samfundets ledelse. Det har den nye regering bestræbt sig på. Den har behændigt udnyttet den martyrrolle, som EU-partiernes reaktioner på regeringsdannelsen kastede de to partier ud i. Derfor har regeringen i dag virkelige resultater at opvise. Den har samtidig følt sig forpligtet til at vise kritikerne som ikke mindst Frihedspartiet på forhånd betragtede som ondsindede at de havde taget totalt fejl. Begge partier bestræbte sig på en optræden, som i hvert fald udadtil skulle vise dem som helt korrekte. Og der opstod mellem partiernes ledelse en samhørighedsfølelse, som lagde grunden til en ny stil i regeringssamarbejdet. Selv om repræsentanter for regeringspartierne ikke bliver trætte af at fortælle, hvor hårdt det var at være uretfærdigt forfulgte af EU-partierne, så gjorde EU-sanktionerne det rent faktisk meget lettere at få samarbejdet til at køre.
En af de virkeligt chokerende kendsgerninger er i øvrigt den totale ufølsomhed, som et flertal af den østrigske befolkning og herunder så at sige samtlige medlemmer af de to regeringspartier den dag i dag udviser over for frygten fra den øvrige verdens side for Frihedspartiets regeringsdeltagelse. Det er, som om man i Østrig totalt har fortrængt den kendsgerning, at den nazisme, som hærgede Europa i trediverne og fyrrerne, rent faktisk var opstået på østrigsk jord, og at det derfor for det øvrige Europa ikke var utænkeligt, at historien ville kunne gentage sig.
Østrigernes holdning over for omverdenens reaktion tyder på, at de har fortrængt deres egen fortid ganske effektivt.
Den totalitære holdning er kommet frem i Jörg Haiders omgang med kulturens udøvere i forbundslandet Kärnten, hvor han er lokal regeringschef. Den er kommet frem i Frihedspartiets manglende evne til at optage en dialog med kritiske røster i pressen. Disse placeres straks i det yderste venstreorienterede hjørne, og der søges efter muligheder for at lukke munden på dem.
At det ikke er lykkedes for regeringen at gennemføre en strengere kontrol med radio og fjernsyn beror udelukkende på, at der her kræves et to-tredjedels flertal i parlamentet, og det har regeringspartierne ikke.
Endelig kommer holdningen frem i den måde, som Frihedspartiet forsøger at afskaffe det hidtidige system for magtfordeling i samfundet på. Frihedspartiet søger nu simpelthen at erstatte alle socialdemokrater på indflydelsesrige poster med folk fra eller i nærheden af Frihedspartiet.
Det er blandt andet gået ud over den tidligere socialdemokratiske minister Rudolf Streicher, der blev afsat som chef for det statslige holdingsselskab, ÖIAG, og lige for øjeblikket foregår der en kamp mellem fagforeninger og regering i anledning af, at denne muligvis retsstridigt vil afsætte den socialdemokratiske formand for det sociale forsikringsvæsen. I begge tilfælde træder forfølgelsen af en socialdemokratisk syndebuk, der får skylden for en fejlslagen politik på det pågældende område, i stedet for formuleringen af en ny politik.
Den tidligere vicekansler og formand for Folkepartiet, Erhard Busek, som selv var meget kritisk over for Frihedspartiets indtræden i regeringen, mener i dag, at regeringen i sit første år kan opvise følgende succeser: Bortskaffelse af den offentlige gæld, gennemførelse af privatiseringspolitikken, en reform af den offentlige forvaltning, en reform af universitetsvæsenet og udbetaling af erstatning til tvangsarbejderne i nazitiden og tilbagebetaling af de formuer, som blev frarøvet jøderne. Selv socialdemokratiets leder, Alfred Gusenbauer, indrømmer værdien af de to sidstnævnte til præstationer.
Men ellers bliver naturligvis alle de opnåede resultater vurderet forskelligt af regering og opposition.
Balancen på statsregnskabet fra år 2002 er nok det mindst diskutable fremskridt. Det var blevet nødvendigt, fordi den tidligere regering (Socialdemokratiet og Folkepartiet) havde bragt Østrig op som det mest gældsættende land inden for EU. EU- kommissionen har da også direkte rost regeringen for dens indsats på dette felt.
Privatiseringen er drevet mere konsekvent fremad end under tidligere regeringer. Men ikke altid med lige stort held. Salget af det statslige telekomselskab indbragte langt mindre, end man havde ventet. Og oppositionen kan pege på, at denne privatisering simpelt hen blev gennemtvunget på et tidspunkt, da det kunne forudses, at de ydre omstændigheder ikke var ideelle.
Yderligere henviser oppositionen Socialdemokratiet og De Grønne, til, at det er de svageste, som må bære de hårdeste byrder ved reformpolitikken. Der spares på skolevæsenet ved at forhøje lærernes undervisningstimer og skæres ned på antallet af lærere. Studenterne på landets universiteter skal pludselig til at betale et studiegebyr.
Og regeringen undlader at komme med den påkrævede reform af fordelingen af byrderne mellem staten Østrig og de ni forbundslande. Derfor er det stadig sådan, at forbundslandene vedtager udgifterne, statskassen betaler dem.
Politispionskandalen og ikke mindst vicekansler Riess-Passer, og justitsminister Böhmdorfers forsøg på at bremse opklaringen af den har kastet et besynderligt skær over Frihedspartiets retsforståelse.
I udlændingepolitikken har Frihedspartiet efter EU- sanktionerne bestræbt sig på at optræde politisk korrekt, men har samtidig blokeret for al tilvandring og modsat sig en integrationspolitik. Men i denne sag er forholdene i Østrig ikke stort anderledes end i andre EU-lande.
Over for EU-østudvidelsen har den østrigske regering nok truet med at modsætte sig et tjekkisk medlemskab, men begrundelsen har her været det usikre atomkraftværk i Temelin. Også det ligger altså inden for rammerne.
Alt i alt kan det siges, at det i det første år ikke er gået så galt endda. Og at EU-sanktionerne også fik nogle positive virkninger.
