Læsetid: 3 min.

Overtryk

Formel enkelhed til trods er Finn Naur Petersens udstilling i Århus Kunstbygning en stor indholdsmæssig udfordring
27. februar 2001

Udstilling
Et stort antal forsølvede sæbestykker sidder i et stramt rektangulært system på den hvide væg. Langs hele værkets underkant står en børnehaveklasse på strømpetæer, mens de nysgerrigt rækker de små næser op mod de nederste af de skinnende sæbestykker: »Man kan lugte sæben endnu,« finder de ud af, og det er ganske vist, at sølvskallen ikke kan tilbageholde de ædle dufte indeni.
Værket Hiroshima er skabt af Finn Naur Pedersen i 1998, som en stedbunden installation til et forladt militæranlæg i Hiroshima. Dengang var de 53 sæbestykker fastgjort på de slidte ydermure, som små forfinede erindringsobjekter, der på en stille poetisk måde kommenterer stedets historie og den stilhed, det nu henligger i, som en fortrængning i nutiden.
Sæben får metaforisk betydning som fastfrosset materiale og som duft, der vækker vores sanser. Vi sletter tavlen og håber på tilgivelse, når vi vasker vore hænder og forsøger at glemme og komme videre. Som bekendt er både bødler og ofre bundet i dette ritual, hvor den ene afvasker sin skyld og den anden sin skam. Vi kan ikke bortvaske Hiroshima eller nogen anden grusomhed begået mod menneskeheden, og det kan værket godt minde os om, her langt væk fra sit oprindelsessted.

Ophøjet stilhed
Naur Petersen er kendt for sine fortættede, næsten minimale ruminstallationer, hvor præcis formøkonomi og poetisk sensibilitet ofte går op i en højere enhed.
Her i Kunstbygningens anonyme ramme er der imidlertid ikke den intimitet, som kan hjælpe installationen på vej, kun rotundens cirkel giver anledning til indgriben, når et ottekantet spejlglas placeres i kuppeltagets centrum, som ’Guds’ altskuende øje.
Herunder hænger sorte og hvide spidsvimpler i ophøjet stilhed, hver bærende navnet på en litterær personlighed, som formodes at stå kunstnerens hjerte nær. »Comfort Me« lyder bønnen til Poul Erik Tøjner og Peter Laugesen.

Sprængfarlig cocktail
Hele Århus er, med 93 nationaliteter, repræsenteret ved 93 viskestykker med tryk, der angiver hvor mange borgere, der er fra hvert land. De mange forskellige bysbørn forenes i Potentielle århusianske opvaskere, for om denne simple dagligdags handling er vi fælles.
Et andet værk, der også forener uforenelige størrelser, er Hells Angels. Klanens klubreglement er trykt med rød arabisk skrift på glaskvadrater ophængt langs hele den ene væg: Den danske udgave udleveres i skranken, og her er det muligt at studere et selvbestaltet minisamfund, hvor broderskab cementeres med underkastelse og straf.
Herfra springer tanken villigt videre til andre former for fundamentalisme. Hvordan vil en muslim forstå teksten på glasset? Hvad synes rockeren om dette misbrug? Det er bestemt en sprængfarlig cocktail, der gemmer sig bag den pletfrie æstetik.

Kloden rundt
Udstillingen virker luftig og tilsyneladende enkel, installeringen er karakteristisk og stram. Disse bestræbelser til trods er det alligevel overvældende at bevæge sig rundt i denne vældigt opladede og komplekse billedtilstand.
Sammenstødene og kontrasterne undervejs er mange og provokerende. Vi kommer hurtigt kloden rundt fra det lokale til det globale, helt ud i det universelle og tilbage til barndom, Niels Bohr og Hells Angels. Her imellem findes en række kunstfaglige, kunst på kunst, værker, som i denne sammenhæng virker demonstrativt insisterende.
Naur Pedersens store erfaring med et præcist og nedbarberet udtryk gør ham i stand til at sige rigtig meget ved hjælp af minimale gebærder. Det betyder, at udstillingen, sin luftighed til trods, faktisk er voldsom og turbulent med sin rigdom af udsagn og indhold.
»Disposal« er en værkophobning, der med mange forskellige stemmer blotlægger en kunstner, hvis arbejde i høj grad tager sit udgangspunkt i en aktiv og levende dialog med den verden (også kunstverdenen), han eksisterer i.
Derfor er det skuffende, at udstillingen alligevel savner den nerve og koncentration, som en mere overskuelig og tematisk velafbalanceret udvælgelse kunne have befordret. Som helstøbt udstilling når den ikke i mål, derimod er den velegnet som katalog over en række udmærkede værker og installationer, der for de flestes vedkommende er blevet skabt til andre lejligheder.

*Finn Naur Pedersen. Disposal: Installation – objekter. Århus Kunstbygning J.M. Mørksgade 13, Århus. Ti.-sø. 10-17. Til 11. mar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her