Læsetid: 3 min.

På gyngende grund

Kim Larsen holder frikvarter med overflødig partyplade, mens Johnny Madsen atter giver sine danske Bob Dylan-efterligninger til bedste
19. februar 2001

Nye cd’er
For undertegnedes skyld kan vi godt kalde sangeren og sangskriveren Kim Larsen for »nationalskjald«. Ikke kun fordi konkurrencen stort set er ikke-eksisterende, men især fordi han i løbet af de sidste 30 år – alene eller i diverse alliancer – har skrevet en stribe uforlignelige og uforglemmelige sange, som oser af såvel personligt særpræg som udtrykker nogle af de bedste sider ved nationalkarakteren.
Ser man bort fra den formalisme, som prægede dele af 90’ernes kunstscene, opstod der parallelt en art ’hjemstavnskunst’ inden for litteratur, musik, film og fotografi, under det implicitte motto at »det lokale er universelt«. Med hiphoppen som nærliggende eksempel var Den Gale Pose stolte af at komme fra Hillerød, Malk de Koijn gjorde et nummer ud af at stamme fra Langestrand og L:Ron:Harald lagde ikke skjul på, at han var sønderjyde.
Og uden at gøre en bestemt lokalitet til det centrale, har Larsens bedste sange i tonefald, klang og udtale ofte udgangspunkt i den østligste del af riget, hvorfor han aldrig har virket overbevisende, når han forsøgte at få et internationalt publikum i tale. Hverken i Gasolin-tiden eller som solist er det lykkedes Larsen at overkomme et udpræget Valby-engelsk, så dansk som afsyngningen af »Susan Himmelblå«.
Alle hans triumfer – og der er mange, hvis man sætter sig ned og gør status – foregår på det forbistrede muddermål. Beklager, Kim.
Alt dette blot for at konstatere at Kim Larsen & Kjukkens seneste udspil, Weekend Music, er noget møg. Med 13 sange på ’engelsk’, ’fransk’, ’italiensk’ og ’tysk’ er det noget af det værste man har hørt fra den kant, trods udspillets karakter af musikalsk frikvarter.
Spontanitet og legesyge er i højsædet, og der skal ikke herske tvivl om, at de medvirkende har haft det sjovt. Det er værre for os, som skal lytte til resultatet, der er så usubstantielt at man må sig forbarme. Det skulle dog ikke undre, om store dele af befolkningen vil tage Kim Larsen til sig i denne rolle, thi selv om tant, fjas og ligegyldigheder er bærende elementer, glider melodierne ubesværet ind på lystavlen og der skal nok være dem, der finder det sjovt at afsynge lallegladt vrøvl på outlandish.

Problemtekster
Så er der Johnny Madsen, som musikalsk er det mindst danske man kan forestille sig. Siden gennembruddet i 1988 med albummet Udenfor sæsonen har han hentet næring i amerikanske urformer som blues, boogie, folk, sydstatsrock og andre roots-udtryk.
Det danske ligger i teksterne, hvis hang til rimet automatskrift a la Dylan anno 1965-66 har resulteret i alt fra det sanseløst poetiske til det rene vrøvl. Han overgår C.V. Jørgensen i anglicismer, og den konsekvente mangel på sproglig stringens betyder, at metoden sjældent udmønter sig i tekster, der holder fra start til slut, trods fine enkeltlinjer.
På hans nye cd – Den blinde lotterisælger sidder ganske stille på et flerfarvet lysstofrør og kigger opmærksomt ud mod havet (hvilket fluks rejser spørgsmålet: kan en blind kigge?) – får man Madsen, som han altid har lydt.
Måske bringer Billy Cross’ ferme produktion det musikalske mere i fokus, men teksterne slår stadig én med undren: »Det regner ved porten til Tempel Street/hvor den blinde ingenting ku’ se …« Vil det sige at blinde normalt kan se, Madsen? Eller hvad med følgende passus: »En lodsmand kom slentrende nede ved havnen/forbi den hviskende bro/han bad om vej til en højhælet kejser/ der talte flere sprog…« Det lyder da meget godt, men hvad er den dybere mening – hvis en sådan findes?
Et par steder – »Vejen hjem« og »Den dag cirkus kom til byen« – slår Madsen ikke et større brød op end han kan bage, og så hænger det sammen, mens den 14 minutter (!) lange titelsang er en (ufrivillig) demonstration af Madsens sproglige svagheder.
Holder man af Madsen, bliver man næppe skuffet, men for skeptikere er der ikke noget her, som ændrer billedet af en uoriginal roots-musiker med hang til usammenhængende automatskrift.

*Kim Larsen & Kjukken: Weekend Music (EMI-Medley) Udkommer i dag | Johnny Madsen: Den blinde lotterisælger sidder ganske stille på et flerfarvet lysstofrør og kigger opmærksomt ud mod havet (RecArt)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her