Læsetid: 3 min.

På vildspor

6. februar 2001

HISTORIEN LÅ lige til højrefoden. Jyllands-Posten kunne i juli sidste år fortælle, at »fire unge arabere fra Odense gik amok og truede pædagogerne på livet«, mens de var på kommunal vildmarkstur ved søen Vättern i Sverige.
Da dette stykke journalistisk nam-nam i et par dage var blevet serveret for læserne af Danmarks største dagblad i den sædvanlige garniture, fandt avisen tiden inde til et par borgerlige ord på lederplads, hvor det om teenage-drengene fra Vollsmose hed, at det var »nærliggende, at de med fordel kunne blive hjemme og lære ordentlig opførsel bag tremmer«.
Den uge gjorde Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard den »skatteyderbetalte ferietur« til hovedtema i sit ugebrev og havde i samme håndevending løsningen parat: »Det ville kunne klares med hårdere straffe påhæftet truslen om udvisning. Det virker. Det ved vi.«
Senere – kort før jul – blev de »unge arabere« straffet. Ikke med udvisning ganske vist – det kan nås, hvis de fremturer – men dog med betingede fængselsstraffe. Ekstra Bladet fastslog i sit retsreferat, at de voksne ledere af vildmarksturen fik »oprejsning« i retten. Ganske vist havde de tiltalte »hævdet, at de blev revet i håret, smidt på jorden og slået i ansigterne«, og at de havde fået at vide, at de skulle på en slags ferietur. »Men domsmandsretten troede mest på turledernes udlægning af bataljerne,« noterede Ekstra Bladet.

HER I DENNE UGE – mange måneder og adskillige forsidehistorier om voldelige andengenerationsindvandrere senere – har offentligheden fået kendskab til Odense Kommunes og teambuildingfirmaet Q-Courages pædagogiske (eller hvad man nu skal kalde dem) overvejelser bag turen. Det skete, da dagbladet Politiken søndag startede offentliggørelsen af en serie artikler om turen ud i den svenske vildmark.
I kommunens dokumenter kan man læse, at den pædagogiske målsætning med turen er noget så velgennemtænkt som, at de unge først og fremmest skal langt væk – samt at »give os selv et pusterum«.
Til det formål hyrer kommunen så Q-Courage, som ud af sin hær af freelance-instruktører sætter jægersoldater, en seniorsergent, en kaptajn og et par aktive politifolk på opgaven.
Chefen for Q-Courage, Bent Kock Nielsen, bevæger sig rundt blandt sine tropper i jeep. Sammen med sine befalingsmænd fører han logbog, hvor turens udvikling mod det katastrofale klimaks fastholdes i militær jargon. Den øverstkommanderende selv kommer allerede i løbet af turens første døgn i slagsmål med en af drengene, da han vil konfiskere hans discman. Kock Nielsen vinder slagsmålet, og om denne pædagogiske sejr noteres det i logbogen, at han sætter sig på drengen, »indtil der kan føres en dialog«.
Af Q-Courages planlægningsoplæg for turen fremgår, at drengene helt bevidst holdes hen i den tro, at de skal på en fælles tur domineret af samvær med kammerater og spændende fritidsaktiviteter. Virkeligheden viser sig at være, at de splittes op i par, at de ikke må tale arabisk indbyrdes, og at de kommanderes til luge- og malearbejde.

HELT KLARE grunde gør det nødvendigt, at drengene ikke kender programmet, fremgår det af oplægget: »Årsagen hertil er at uvished er et stærkt moment, som vi ønsker at udnytte i forløbet«. Og at Q-Courages instruktører ikke er belastet af indsigt i de enkelte drenges situation, er heller ikke noget tilfælde, for det er »en fordel, at instruktørerne fra Q ikke er bundet af forhistorie og lokalt kendskab til de unges interne hierarkier«.
Anonyme og navngivne medarbejdere i Odense Kommune, der deltog i turen, supplerer dokumenterne med beretninger om fysisk magtanvendelse, der sker som disciplinering – ikke i selvforsvar. Og om ordrer som »Ti stille, når jeg snakker«, der viser noget om niveauet for pædagogisk fingerspitzengefühl i
Q-Courage.
Med al denne ekspertise, der er samlet hos jægersoldater, befalingsmænd og politifolk – og som Odense Kommune betaler omkring 700.000 kroner for – kan det kun undre, at turen ender i konfrontation, anholdelse og betingede fængselsdomme for vold og trusler over tre af drengene, mens en fjerde endnu venter på at få sin sag for. Der fik de – inden turen ustraffede – unge mænd sig en gevaldig lærestreg. Det samme kan ikke siges om Odense Kommune, hvor direktøren for børne- og ungeforsvaltningen Peter Steen Nielsen siger, at »om Q-Courage skal bruges igen, afhænger af et konkret skøn«.
At offentligheden først efter mere end et halvt år får adgang til et mere dækkende billede af, hvad der egentlig skete under det svenske vildmarkseventyr, siger en del om en ulige medieadgang og om mediernes ukritiske viderebefordring af de dele af historien, der passer ind i billedet af Vollsmose-drengene som rabiate, voldelige og uden for pædagogisk rækkevidde.

ni.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her