Læsetid: 3 min.

Perfektionisme eller inderlighed

Trods teknisk dygtighed og højt ambitionsniveau overbeviser trioen Swan Lee ikke, mens en lavmælt Ester Brohus med små virkemidler stikker dybere
7. februar 2001

Nye cd’er
Et par gennemlytninger af den neopsykedeliske trio Swan Lees debutplade Enter gør det klart, at den er et vaskeægte studieprojekt. Ikke at der er noget odiøst i det – nogle af verdens bedste plader er blevet til uden at de medvirkende har sat fod på en koncertscene, og perfektionismen og omhyggeligheden på nærværende udgivelse taler da også sit eget tydelige sprog. På Enter betyder det desværre, at musikken i fatal grad lider af mangel på glød og stoflighed, hvilket gør de i øvrigt løfterige sange livløse, som det kan gå for kompositioner, der enten aldrig er blevet afprøvet udenfor studiets kuvøseagtige uvirkelighed eller produceret med forståelse for musiks organiske karakter.
Pladens 12 sange lyder som omhyggeligt udførte soniske skulpturer – og som sådan fremstår de statiske og sterile. Hvis det har været intentionen, er den til fulde blevet indfriet. Man kan godt beundre resultatet, men ikke lade sig rive med, da der ikke er overladt plads til meddigtning i denne uhyrligt stræbsomme produktion. Man kunne have undt Swan Lee en producer, som havde været i stand til at træde et par skridt tilbage fra musikken og i processen have tilført de ambitiøse kompositioner åndedræt og nerve.

Teknisk dygtighed
Swan Lee består af to musikere fra det nu opløste Cactus Circle – et uoriginalt og øjeblikkeligt glemt rockband fra midt-90’erne – samt den altdominerende centrumsfigur, sangerinden Pernille Rosendahl, der har ligget underdrejet i udkanten af det danske rockmiljø i snart mange år. Rosendahls stemme er ikke verdens største, men til gengæld besidder den karakter – med ekkoer af en ung Annisette ejer den både sødme og passion, selv om den i lighed ikke rigtig formår at blive rigtig nærværende eller vedkommende her.
Som lytter reduceres man til en plads ved sidelinjen, hvor man kan stå og beundre den tekniske dygtighed ved udførelsen, uden mulighed for indlevelse eller identifikation.
Swan Lee er lyden af et band, som gerne vil lave noget nyt og anderledes – bare ikke alt for nyt og slet ikke anderledes nok. Man kunne måske forestille sig, at der kom liv i det foreliggende materiale, når det engang bliver fremført på en scene.

Beåndet materialet
Stort set modsat tager tingene sig ud i forhold til countryveteranen Ester Brohus, hvis femte album har fået den rædselsfulde titel Poor Pretty Little Me – en mindst lige så passende titel til Swan Lees plade – men ellers er et sjældent eksempel på, at en på alle måder traditionel og ortodoks pladeproduktion både kan ånde og eksistere udenfor studiets lilleverden.
At lave en traditionel produktion er på en gang nemmere og sværere end at afsøge nyt land. Nemmere, hvis metoden blot er den læst hvorover man skærer dyret til – resultatet bliver som regel også derefter, og man står med den berømte metervare, den der ’musik du kender’ (og hader). Men også sværere, idet den traditionelle metode kræver, at kunstner (og producer!) er i stand til at beånde materialet, gøre det til kunst – som en Dylan på Time Out Of Mind eller en Emmylou Harris på Red Dirt Girl – og det formår Brohus med minimale virkemidler netop her.
På Poor Pretty Little Me træder Brohus i karakter som sangskriver, og selvom countrymusikken myldrer med klicheer, styrer hun udenom de værste og overbeviser i processen lytteren om at hun har noget på hjerte, uden at der er tale om manifester og proklamationer. Modsat trenden i Nashville, hvor man atter er begyndt at læsse musikken til med orkestre og kor i forsøg på at nå et mainstream-publikum, holder producer Knud Møller som en art dansk Daniel Lanois lyden såvel helt nede ved jorden som tæt ind til kroppen, resultatet er varmt, organisk og vedkommende på den mindst påtrængende facon, og alt i alt er resultatet tættere på roots-musik end egentlig country.
Brohus er velsignet med en stemme, der syntes som skabt til at kommunikere det bedste ved country – smerte, glæde, anger og oplevelsen af de nære ting videregiver hun ubesværet – og syntes som de bedste af dem i stand til at indgå i nær kontakt med lytteren ved hjælp af antydningens underkendte kunst; Ester står sgu i stuen og synger, når man sætter pladen på! Med bittesmå armbevægelser har Brohus og Møller skabt en stor plade, man vil vende tilbage til igen og igen.

*Swan Lee: Enter (6060 Records/Playground)
Udkommer i dag
*Ester Brohus: Poor Pretty Little Me (Kick Music)
Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu