Analyse
Læsetid: 5 min.

Pokerspil i raket-sagen

Powell viger tilbage fra en konfrontation. Alle parter i raket-sagen forsøger lige nu at tale pænt og vinde tid. Mere dialog er det bedste, EU får fra USA lige nu
28. februar 2001

USA’s udenrigsminister Colin Powell havde i går sit første møde med udenrigsministerkollegerne i NATO-alliancen. Det sker på et tidspunkt, hvor samarbejdet er præget af voldsomme interne spændinger over de amerikanske planer om missilforsvaret, NMD. Men hvor hans kollega, forsvarsminister Donald Rumsfeld, for få uger siden fik pustet voldsomt til ilden på en konference i München, da han gik ud med forsikringen om, at USA faktisk vil gå videre med NMD, så anslog Powell mere forsonlige toner.
Den tidligere forsvarschef under golfkrigen har et solidt kendskab til sine europæiske partnere og førte sig under et møde med pressen frem med en næsten underspillet stil, der vakte sympati, i hvert fald hos hans ligeledes NATO-debuterende danske kollega, Mogens Lykketoft. Ingen havde ventet, at Powell ville komme med større indrømmelser, endsige opgive NMD.
Han gentog stilfærdigt forsikringerne om, at projektet vil blive udviklet i samarbejde med de europæiske partnere, for at beskytte både »USA, dets allierede og venner«. Og han tilføjede, at USA er »indstillet på tætte konsultationer for at se på disse emner, før der træffes beslutning om specifikke teknologier og arkitektur«.
Powell lovede også at tale med Rusland og Kina. Så hvad handler det alt sammen om? Har holdningerne reelt flyttet sig i Bush-regeringen på få uger, eller er det en klassisk ’good-cop’ – ’bad-cop’- situation, som vi kender den fra talrige gangsterfilm, hvor Rumsfeld taler hårdt og højt, mens Powell agerer den blide mere diplomatiske strisser, der byder arrestanten en smøg for at få ham til at samarbejde, tilstå og til sidst sige ja til det hele? Meningsforskellene mellem Pentagon-folk som Rumsfeld og statsministeriets folk er ikke opstået under Bush-regeringen.

Men det er interesserant, at den britiske ministerpræsident Tony Blairs udtalelser efter besøget hos præsident Bush i Camp David i fredags i store dele af europæisk presse blev udlagt som et britisk ja til NMD, den første klare kile i den europæiske modstand over for NMD. Omvendt i USA, hvor der fra visse sider er faldet hård kritik af præsident George W. Bush’ håndtering af sagen. Den konservative kommentator William Safire gik mandag i New York Times så vidt som til at sige, at Bush havde bøjet af over for Blair. Ifølge Safire gjorde Bush en dårlig handel. Præsidenten slog en streg over alle de tidligere reservationer over for EU’s forsvarsdimension, som bl.a. udtrykt af Rumsfeld, men Bush fik kun en lunken, halvhjertet støtte til NMD tilbage fra Blair:
»Ved at opgive amerikanske interesser i forhandlinger bliver Bush mere afholdt blandt fremmede statsledere, men lad os ikke håbe, at Vladimir Putin kommer til Camp David alt for hurtigt,« skriver Safire polemisk.
Det, Blair sagde i Washington til spørgsmålet, om han ville gå imod NMD, var ifølge Berlingske Tidende: »Nej, vi forstår, og vi deler de amerikanske bekymringer.« Den lidt overraskende vurdering, at der var tale om en amerikansk kravlen ned fra barrikaderne i NMD-sagen snarere end en europæisk ditto, deles af direktør i den forsvarspolitiske tænketank BASIC, Dan Plesch. Han siger til Information:
»USA fik ikke et klart løfte fra Storbritannien i Washington. Det hele er holdt i ret uklare vendinger. Der er ikke sat nye midler af til udviklingen af NMD på det amerikanske forsvarbudget. Endvidere kritiseres Bush for, at han ikke har brugt den konservative opposition i Storbritannien i sagen. Bush kunne have ventet til efter valget i Storbritannien,« siger Plesch.

Uanset hvor relevante disse betragtninger i sidste ende er for USA’s faktiske handlen i sagen, så er det klart, at EU-landene, stillet over for overmagten, har valgt at gå efter den næstbedste løsning i sagen. Tale, tale, og trække tiden ud og til sidst måske få USA på bedre tanker.
Efter at Frankrigs præsident,
Jacques Chirac, for få dage siden gik ud med den hidtil hårdeste offentlige kritik af NMD fra en europæisk statsleder, var det karakteristisk, at landets udenrigsminister, Hubert Védrine, lagde en anden stil. Han bad i går USA om at have tillid til, at EU’s forsvarsdimension kan spille en positiv rolle for NATO som helhed. Og så opfordrede han til åben samtale om de ting, der kan skabe uenighed: »At starte en ægte dialog om truslen og om anti-missilforsvarsspørgsmål er et skridt i den retning.«
Dialog lyder måske ikke af alverden, for lige meget hvor meget der diskuteres, så lover USA ikke sine allierede og venner i Europa noget veto i sagen. Alligevel er det nok det bedste, EU får her og nu.
Den klare vurdering fra Lykketoft i går var, at der trods en positiv fornemmelse af, at Washington nu er mere indstillet på en ægte dialog om NMD, så har USA stadig ikke har givet afkald på noget. Men Lykketoft erklærede sig dog tilfreds med, at der nu bliver en fase, hvor NMD-sagen kan blive diskuteret nærmere i detaljer. Han selv får lejlighed til at tale videre med Powell under et besøg i Washington den kommende uge. Og efter det mener Lykketoft, at der stadig er »adskillige måneder« endnu, før Danmark skal tage stilling til Thule-basens eventuelle rolle i NMD.
Uanset hvor rigtig den vurdring er, så er det tydeligt, at i hvert fald dele af den amerikanske regering har opdaget, at USA er nødt til i det mindste at lade som om, man lytter til europæernes bekymringer. Det er en chance, som europæerne må udnytte til fulde. Og man kan i den sammenhæng glæde sig over, at Danmark har fået en ny udenrigsminister, der tilsyneladende i højere grad end sin forgænger tør stille skarpt på de besværlige sager.
Powell bekræftede i går, at USA kan leve med EU’s forsvarsdimension. Det skal næppe tages til indtægt for, at der nu er lavet en handel om, at EU så vil acceptere NMD, som dele af pressen har hævdet. Det er for overfladisk en analyse og ville svare til at bytte en bil med et hus, som Dan Plesch siger. For der skulle både ond vilje og rigelig fantasi til for alvor at tro på, at EU’s forsvarsdimension kunne true NATO.
Mere vigtigt er den amerikanske melding om, at USA ikke vil trække sine tropper ud af Balkan for at overlade opgaven til europæerne. Det var ellers en af Bush’ trusler under valgkampen. Meldingen kommer på et følsomt tidspunkt, hvor freden på Balkan trues af albansk nationalisme og sender det signal til NATO, at USA står ved sit engagement i Europa. Og at solidariten inden for NATO-alliancen er noget, der ligger Bush-regeringen på sinde. Tiden vil vise, om den solidaritet også kan udstrækkes til for alvor at lytte til NATO-partnernes bekymringer om NMD, eller om de pæne ord fra Powell blot var et led i en større taktisk nedtælling til en realisering af USA’s NMD-planer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her