Læsetid: 3 min.

Quiz med Mylle

Jørgen de Mylius deler ud af sin store viden i ny bog om det danske Melodi Grand Prix’ historie
7. februar 2001

Leksikalt
Danmarks Radio har netop lanceret en helt ny bog om det danske Melodi Grand Prix’ historie. Samtidig blev hjemmesiderne til årets nationale og internationale Grand Prix afsløret. Den danske hjemmeside indeholder en quiz med trivia-spørgsmål om Grand Prix. Både bog og quiz er skrevet af Jørgen de Mylius. Information var naturligvis til stede ved et enestående pressemøde sammen med resten af ugebladspressen, og vi fik en god snak med Mylle om de vandrehistorier, der har fulgt Grand Prix’et gennem tiderne.
Jørgen de Mylius synes utvivlsomt, at Deres udsendte virker uvidende om Grand Prix. De spørgsmål, der hagler ned over ham, preller fuldstændig af.
Er det rigtigt, at Søren var i livsfare ved Melodi Grand Prix’et i 1984? Jeg har hørt, der var vrøvl med de elektriske installationer, og der var stor fare for, at Søren ville få stød da han blev skubbet i poolen af Kirsten?
»Det er noget sludder og vrøvl,« siger en træt Mylle. »Den historie har jeg aldrig hørt før, den holder ikke.«
Det samme svar får man, når man spørger til historien om Kirsten, der højgravid stillede op til det internationale Melodi Grand Prix i 1985. Pressen skrev, at Kirsten højst sandsynligt ville føde på scenen foran en milliard seere.
»Det er rigtigt, at pressen skrev det. Men det er ikke sandt,« siger Mylle, der også afkræfter historien om en hæs Tommy Seebach, der efter sigende overvejede at droppe opstillingen til det internationale Grand Prix i 1993 på grund af tudser i halsen.
»Løgn! Det er falske rygter alle sammen,« er Mylles svar.

Omvandrende leksikon
Mylle ved sådan noget. Han er faktisk et omvandrende leksikon i Melodi Grand Prix. Og nu har han skrevet en bog om det. »Det falder mig meget naturligt at skrive sådan en bog. Det meste ligger på rygraden. Jeg har trods alt fulgt det, studeret det og planlagt det i 11 år,« siger han. I mange år har Mylle været den eneste ejer af den danske Grand Prix-skat. Men nu er Mylles enestående viden blevet hvermands eje. »På en måde graver jeg min egen grav ved at skrive denne bog. Tidligere måtte folk komme til mig, hvis de ville vide noget om Grand Prix. Det har været en god indtægtskilde. Nu kan man bare slå det op i bogen,« siger Mylle, tilsyneladende bekymret.

Trækker i trådene
Jørgen de Mylius har ikke fyldt så meget i det danske mediebillede i nogle år. Men bag kulissen har han altid trukket i trådene, og nu er han tilbage.
Med gråt hår, armybukser, kam i baglommen, bælte med ørne på, hvid skjorte, og stor selvsikkerhed kunne han i mandags præsentere den danske verdenspresse for ikke bare sin nye bog, men også Danmarks Radios nye Grand Prix-quiz på internettet. Mylle havde allieret sig med en mindre hær af tidligere Grand Prix-stjerner, der agerede testpersoner på online-quizzen, mens ugebladsfotografernes blitzer lynede. Ikke fordi der var meget glimmer og glamour over de tidligere stjerner. Både Gry (Kloden Drejer, 1983) og Anne Herdorf (En Lille Melodi, 1987) måtte melde afbud på grund af snestorm.
Tilbage var Dario Campeotto (Angelique, 1961) og de lidt mere ukendte navne Christian Have og Carsten Warming. Det lyder måske ikke af noget særligt, men det var rent faktisk Christian Have, der dunkede på stortrommen i Mabels Boom Boom fra 1978, og Carsten Warming, der skrev det lumre hit Alt Det Som Ingen Ser for Kenny & Lotte i 1992. Et trods alt ganske stærkt quizpanel.
»Der er altså nogle svære spørgsmål i den quiz,« mener Dario. »Hvem fanden kan huske, hvad der skete i 1967?«. Det er der mange, der kan, mener man i Danmarks Radio.
»Vi har forsøgt at skabe et community på nettet for Grand Prix-fans. Her kan alle udveksle erfaringer og historier med hinanden. Det bliver en stor succes,« siger Kresten Søndergaard fra DR.

Comeback til Dario
Det er ikke kun Mylles dag i dag. Også Danmarks gamle crooner Dario Campeotto er i vælten igen. Når Dario ikke lige sidder foran skærmen og quizzer sig igennem Mylles Grand Prix-spørgsmål, går han rundt til journalisterne og deler demo-cd’er ud. Dario har været igennem pladeselskabernes vridemaskine og relanceres som trendy kitsch-kunstner, Danmarks svar på Tom Jones. »Jeg sender en ny single ud i dag,« betror han Informations udsendte.
»Et gammelt Barry White-nummer i en helt ny indpakning. I marts kommer der en plade, hvor jeg synger Stevie Wonder, Bryan Adams, Lou Reed og alle mulige andre. Vi har været i New York og tage promotionbilleder og sådan.« På spørgsmålet om der kun er covernumre på Darios plade siger han:
»Vi kalder det ’undercover’, ha, ha.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her