Læsetid: 3 min.

Et råb fra dybet

Sara Lidmans Norrlandsberetning fortsat
15. februar 2001

Ny bog
Men hør nu Nannapige – kom så skal jeg fortælle dig en historie
Sådan, uden punktum, slutter Sara Lidmans roman Uskyldens minut, som udkom for godt to år siden og nu foreligger på dansk ved Karsten Sand Iversen, der med stor investering af fantasi og sproglig viden har taget sig af de senere bind af dette Norrlandsepos, nu i syv dele, hvor Sara Lidman har skabt en egenartet komposition og diktion.
Hun er ikke epikeren med den brede fortælling, som byggeriet af indlandsbanen, der optog de første fem bind, kunne have inviteret til. Hun har skabt en modernistisk romanform, der forener det særegne talesprog i flækken Missenträsk, hvor hun voksede op, med fiktionens
Eksträsk i skriftens raffinerede arrangementer.
Det går helt ud i typografien med forskellig skriftstørrelse som markering af fortæller- og perspektivskift, med begreber i versaler, når de lyder for det indre øre, med lille begyndelsesbogstav i de fleste nye afsnit, hvor sætningerne heller ikke nødvendigvis afsluttes formelt. En suveræn, poetisk diskurs. Synsvinklen ligger ikke fast. De mange aktører er på skift ledefigurer, men en stemme trænger sig ind med forfatterrefleksioner over f.eks. enkelte ord eller om risikoen for, at bogen skal opfattes som ’køkkenvaskrealisme’.

Historisk Sverige
Dette nye og efter sigende afsluttende romanbind fra samme miljø og slægtsformation er, som de først citerede ord markerer, en åben scene for nye anekdotiske bestemmelser af dette historiske Sverige, nu i årene efter Anden Verdenskrig, tiden for Saras egen opvækst.
Som i forrige bind, Livsens rod, er husmoderen Rønnog hovedperson eller omdrejningspunkt for et mylder af mennesker, den nære familie med mand, børn og plejedatter, svigermor på loftet og naboer og slægt omkring. Den ydre realisme er markant nok med banken som den stadig truende inkassator af voksende gæld, en af grundene til Rønnogs mismod, vrede og stejlhed i modspil til den sangvinske husbond Isak Mårten.
Han ses i bogens første scene på slædefart med en fragt af rypeskind: Han er den udvalgte, HUN har fulgt ham fra begyndelsen, hedder det, og trænger nu ind i hans tanker, hun elsker hans blik, når han vågner, HUN vil være en del af hans blik, hendes vilje spændes i fjerene, HUN trænges i de finere og finere hulrum.
Denne kvindelighed ligner forfatteridentiteten, der smidigt bevæger sig overalt i en stil, som kan alt, som gør den mindste og særeste gestus naturlig og nødvendig. Læseren indskrives så at sige af denne skrift, som tager karakter af musik og grafik.
Man møder de store temaer, kærligheden, fødslerne, døden, selvmordstruslen, fattigdommen i et lokalsamfund, hvor alle er forbundne, med krig på kniven, men med spontan hjælpsomhed, som en eksistensbetingelse.
Sara Lidman, den gamle politiske og sociale frontkæmper, der skrev reportage fra elendighedens Grube, er her på flad mark med refleksionen lagt ud i sanserne som kendsgerningernes tale. Som idéroman betragtet uhyre diskret, men ikke mindre stærk. Perspektiverne er uanstrengte. Da ældstesønnen Hallvar med lillesøster Regina er ude at plukke multebær, falder hun i ’kalvehullet’, et bundløst mudderområde. Han fanger hendes hånd, mens hun glider nedad, han kender kun én bøn: Fra dyybet kalder jeg! og han råber det, om og om igen DYBET. Naboen Asser når frem ved den usædvanlige lyd og griber hans ben og trækker dem op. Og så Rønnogs reaktion. Vrede, snak om ansvarsfølelse, men med vågnende erkendelse af faren, fejring. Et af uskyldens minutter.
Redningen, hedder dette sidste kapitel – mod råbet fra dybet. En forsoning. Også med Rønnog. Med skæbnen.

*Sara Lidman: Uskyldens minut. Oversat af Karsten Sand Iversen. 244 s., 259 kr. Schønberg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her