Teater
Forestillingen Hovedrengøring er slået op som en sprudlende komedie af dimensioner, der går spanske Pedro Almodovar i bedene. Tekstforlægget, der er skrevet af den internationalt anerkendte ungarske forfatter Péter Nádas, kan også bære sådan en betegnelse. Men det kan forestillingen på det lille
intimteater FÅR302 ikke.
Her møder man en nøgen, grumset-hvidlig scene med spindelvævstråde hængende ned fra loftet og udefinerbare, men alligevel på sin egen måde interessante firkantede fordybninger i væg og gulv. Louise Becks gennemførte og stringent understregende scenografi er nærmest det eneste, der holder sammen på trådene.
I dette blege rum er rengøringshjælpen (Charlotte Munksgaard) lige ankommet og koster manisk væggene ned med messende besværgelser om skidtets og støvets mange fremtrædelsesformer. Den aldrende frue i huset (Bente Eskesen) og ynglingen Josef (Philippe Christiansen) ser til og kommenterer.
Herfra udspiller forestillingen sig som en turbulent kamp mod støvet mod sporene af forfald og degeneration alt imens hovedrengøringen skrider frem.
Hovedtemaet er en skrøbelig magtbalance mellem de tre personer, der skiftevis er herskab og tyende, tilbeder og tilbedt, fortæller og tilhører, master og slave. På intet tidspunkt er deres plads i magthierarkiet fast og veldefineret, og med sine utvetydige erotiske understrømme flipper og tipper magtbalancen flere gange undervejs som en farefuld og utilregnelig kædereaktion.
Ordene, fortællingen og forholdet mellem sandhed og løgn synes at være balancens magtmidler. Men også de glider personerne af hænde og kan ikke skilles ud fra hinanden.
Stykkets endlösung på denne uholdbare situation personerne imellem er et blodigt opgør; det er som om dette menneskelige kaos kun kan redes ud ved hjælp af døden som det forkrampede livs endelige hovedrengøring.
Tabt på gulvet
Meningstabet og det fundamentalt uklare skel mellem sandhed og løgn er langt fremme i Nádas tekst. Men i Lene Froms instruktion har meningsløsheden grebet om sig. Selvom desorienteringen synes at være et villet element i forestillingen, lader det til, at ikke engang skuespillerne er klar over, hvad al den meningsløshed har at sige.
Nádas tekst råber på præcis timing og minutiøst tilrettelagte knæk, på en formmæssig stramhed der kan tøjle alle disse ord og betydninger i flugten.
Men bortset fra forestillingens få rigtig velspillede detaljer for eksempel Philippe Christiansens kluklækre dansebevægelser og en rytmisk gulvskrubbeseance, hvor Charlotte Munksgaard og Bente Eskesen bølger orgiastisk derudad er det som om, skuespillerne har tabt karaktererne på gulvet. Ordene smuldrer på læben, hvilket i al pinlig tydelighed bliver understreget af Charlotte Munksgaards gentagne kiks i replikkerne.
Tilbage står en flosset forestilling: Excentrisk og kunstlet.
*Hovedrengøring. Teater FÅR302. Instr.: Malene From. Scen.: Louise Beck. Til 15. mar.
