Læsetid: 5 min.

Respekt fra rødderne

Før var han sej, fordi han slog i stedet for at snakke, nu er han sej, fordi han skaffer arbejde og anerkendelse til rødderne på Nørrebro
9. februar 2001

(2. sektion)

Portræt
Fyren over for mig overvejer spørgsmålet et par sekunder – om han har fortrudt? – og svarer så med sikkerhed i stemmen:
»Nej, jeg har ikke fortrudt noget, for så havde jeg ikke været den, jeg er i dag, karakterstærk og principfast. Hvis jeg havde haft det lettere, da jeg var mindre, ville jeg nok ikke værne så meget om andre nu.«
Han vender den røde plasticlighter mellem fingrene et par gange, inden han fortsætter:
»Det, jeg har prøvet indtil nu, og det, jeg står for og er, er også det, der gør mig til Nick Johansson.«
Han har ikke fortrudt sin fortid; han har bare ændret sig, stille og roligt. Fra at være sej, fordi han sloges og ofte slog først eller hårdest, til at være sej, fordi han skaffer rødderne på Nørrebro arbejde og anerkendelse.
Det gør han gennem Gadepulsen, et værested for unge rødder, halvkriminelle gadedrenge, som ingen andre vil tage sig af. I Gadepulsen, der er åben hver aften fra klokken 18-24, får rødderne lov at være – og være sig selv. Og så får de et skub, hvis de vil have det.
Men hvorfor har Nick besluttet at give dem et skub, og hvem gav ham skubbet til at droppe slagsmålene og turene i spjældet?
»Jeg besluttede ikke fra den ene dag til den anden, at nu skulle alt være anderledes. Det kom ganske langsomt, og i starten kunne jeg ikke finde ud af at få tiden til at gå. Det svære er at tage sig i røven og sige, at nu er man stadig sej, og der er respekt om én, uden at man laver alt muligt decideret lort,« forklarer han.
– Hvad er decideret lort?
»Det er, når man bliver taget, ikke. Det sker bare, f.eks. en hurtig slåskamp på en burgerbar. Du når bare at tænke: Nu vapper jeg ham der én, så han er færdig med at stå og spille smart, og næste gang, han ser dig, er han bange, du ved.«

Nick retter på FCK-huen og råber til ham, der passer Gadepulsens bar i aften, om han ikke kan skrue lidt ned for musikken. Det er tyrkiske Dogan, en af de seks drenge, der er i aktivering her.
Musikken bliver lavere og Nick fortsætter:
»Jeg er blevet taget for en del... grov vold, slagsmål, tyverier... jamen altså, alt muligt. Men det har været sådan lidt ud og ind, for jeg er ikke blevet taget for så meget. Jeg har aldrig siddet rigtig lang tid, men det er sgu ikke sjovt at sidde inde, vel?«
Han læner sig tilbage og tænker. Måske på tiden i fængslet.
»Jeg vil sgu gerne sørge for, at drengene hernede bliver fri for noget af det, jeg har oplevet. F.eks. at blive taget og stå bag tremmerne og glo på, at din familie knækker sammen, fordi du sidder inde. Det er det værste,« siger han.
’Drengene’ er de 2-300 rødder, der bruger Gadepulsen. Omkring 20 af dem, fordelt på fire-fem nationaliteter, er her nu, spiller billard, ser video, hænger ud, snakker, slås for sjov.
»Vi har tre kodeord: sammenhold, respekt og tillid. Det handler da meget om, at de ved, at jeg har prøvet det samme som dem, og jeg kan snakke med om det. Det er ikke sådan, at de tænker, at ’ham Nick ligner en bogorm, og hvad fanden ved han om, hvordan det er at ryge en pibe hash, eller hvordan man ser ud, når man lige har lavet et bankrøveri’,« forklarer Nick.
Måske er det derfor, Gadepulsens statistik er så god. Over halvdelen af de unge, der har fået vejledning her, er kommet i praktik, i skole eller har fået arbejde. Andre er begyndt overhovedet at tænke i de baner.
»Vi siger det måske ikke lige ud, men det, vi arbejder på, er at fortælle dem, at de er nogle nørder, hvis de laver lort, og at man er et nul, hvis man ikke får en uddannelse.«
»Da vi startede for tre-fire år siden, handlede deres selvværd meget om det der ’fuck uddannelse og fuck systemet’, men i dag kommer de tit og spørger os, om vi ikke kan hjælpe dem med at få et arbejde, eller de fortæller, at nu har de klaret syv måneder af en uddannelse og mangler kun en måned,« siger Nick.
– Hvad betyder det for dig?
»Det er fedt at vide, at jeg har været med til den forandring. Jeg vælger da at tro på, at nogle af dem måske tænker, at det er meget sejt gået af os, der har startet klubben. Vi var nogle latterlige narhoveder før, der rendte rundt og røg en masse hash og tæskede folk og lavede pis og lort. Men siden har vi ændret meget på Nørrebro, og der er kommet mere anerkendelse omkring os, fordi vi også kan noget andet.«
– Men hvad er forskellen på dig dengang og nu?
»Selvfølgelig vil jeg stadig ikke finde mig i, at nogen kalder mig bøsse, men nu vil jeg gerne diskutere det – ’hvorfor siger du sådan?’ Før i tiden ville jeg bare have vappet ham en.«
– Hvorfor gør du ikke det mere?
Jeg har det bedre med at gøre mennesker glade i stedet for at lave lort. Jeg elsker at give af mig selv. Jeg tager tit fat i ungerne og giver dem et kram. I starten syntes de, at det var latterligt, men nu er de vant til det.«
»Hvis jeg ikke var god til det her, hvis alle syntes, jeg var en vatnisse og pissede på mig og ødelagde ting i klubben, så ville jeg ikke gide mere. Så ville jeg ikke føle, at der var respekt omkring mig.«

FAKTA
Blå bog
Nick Johansson er født i 1975 på Nørrebro, hvor han stadig bor. Efter 9. klasse havde han forskelligt arbejde – alt fra lagerarbejder til ekspedient i en sportsbutik. I weekenden tog han på druk, kedede sig, kom i slagsmål, stjal og røg hash. Han røg i fængsel første gang som 16-årig. For fire år siden fik han sammen med tre-fire andre rødder ideen til at lave Gadepulsen, et værested for unge ’gadedrenge’ mellem 15-25 år. Nick er leder af stedet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her