Koncert
Tag et kobbel seriemordere: Charles Manson, John Way-ne Gacy, David Berkowitz, Richard Ramirez, Albert Fish, Ed Gein og Henry Lee Lucas. Tag derefter en række babe-navne: Marilyn, Daisy, Madonna, Twiggy, Ginger, Gidget og Sara. Bland dem og navnene på et af det sidste årtis mest kontroversielle band og dets medlemmer træder frem.
Det drejer sig naturligvis om Marilyn Manson, der med dette viser et Amerika, som lige uhæmmet tilbeder me-diepersoner, fra kult-mordere til kvindeidealer.
Marilyn Mansons cocktail af sex, vold, stoffer og antikri-stendom er pakket ind i pro-vokerende erklæringer i en goth-inspireret industrial-lyd, fuldt på højde med Nine Inch Nails, som i sin tid opdagede bandet, og langt bedre end forbilleder som Alice Cooper og Kiss.
Men det er vel at mærke, når snakken falder på Marilyn Mansons plader, for på scenen er det helt noget andet.
I Forum i København fredag aften var Manson som en gammel, træt sceneklovn, der kun takket været den sidste selvopholdelsesdrift formåede at trække sig selv rundt i manegen. Der blev spillet urimeligt højt, og de nuancer, der trods alt er i Mansons musik, druknede i Forums betonhelvede. Salen var knap fyldt op, stemningen var slatten, køerne til barerne og lokummerne var beskedne, og bagerst kunne der i ro og mag stenes til larmen. Unge mænd med hvidmalede ansigter og let overvægtige goth-piger dem som ikke hører til i skoleklassens tøseklike luskede rundt og spyttede i plasticølkrus. Oppe på scenen spillede Manson som en træt gammel luder, der for 117 tusinde gang spreder ben på det beskidte lagen. Nu har manden og hans slæng været forbi landet tre gange inden for to år, og det samme show er blevet serveret hver gang: Manson i sit karakteristiske sorte korset, Manson på stylter, Manson hejses op i vejret, Manson som diktator fra en talerstol, bagprojektioner af børn i spændetrøjer hængt op på kors, kors dannet af våben, et krakeleret Stars & Stripes, osv. Efter sigende er Manson-koncerterne i Amerika begivenheder, der får forældre til at demonstrere uden for spillestederne, men her i lille Danmark er vi enten for frisindede eller for dopede til at hidse os op. Koncerten var ganske enkelt dødssyg!
Den nødvendige nar
På trilogien, der omfatter pladerne Antichrist Super-star, Mechanical Animals og Holy Wood, fortæller forsan-geren Manson, tangentspille-ren Madonna Wayne Gaycy, bassisten Twiggy Ramirez, trommeslageren Ginger Fish og guitaristen John5, historien om rockstjernen Adam, hvis ambitioner om at ændre verden bliver kvalt i mediein-dustriens omklamrende favntag. Det er Mansons egen historie, der bliver fortalt, og det er fascinerende, men i en koncertsituation fremstår det endnu engang som rockens evige stridssætning: rebellen, der går imod den vestlige verdens grådighed, alt imens han sniffer stoffer og fjams på det hotelværelse, han lige har gennemsmadret.
På pladerne er Manson den moderne nar, der med pro-vokerende virkemidler peger på den tiltagende grådighed, selvtilfredshed, materialisme og dobbeltmoral, og i stedet prædiker for retten til frihed i tanke og sind, men de samfundsomvæltende tanker fordamper, når Mansons rutinerede og hyperprofessionelle koncertmaskineri kommer forbi. Den gamle tese om oprørernes afhængighed af det, de gør oprør imod, kan også luftes i Mansons tilfælde.
Der er brug for en Marilyn Manson til at vrænge ad os dovne røvhuller. Og det gør han glimrende på pladerne, men live er det et forstem-mende vækkelsesmøde.
Imod slutningen af koncerten blev et par bannere hejst ned på scenen med billeder af Jesus, Marilyn Monroe, Lenin, Elvis, Charlie Manson og Kennedy. Marilyn Mansons portræt kunne tilføjes rækken af disse ikoner, der forførte folk, men som aldrig formåede at gøre verden bedre.
*Marilyn Manson, Forum i København, fredag
