Analyse
Læsetid: 5 min.

Røven på komedie

I morgen er der premiere på Casper Christensens nye tv-komedieserie ’Langt fra Las Vegas’, og man tager sig selv i at håbe på, at den kan være med til at hjælpe den trængte danske sitcom på ret kurs efter mange slappe år
26. februar 2001

I morgen er der premiere på Casper Christensens nye tv-komedieserie ’Langt fra Las Vegas’, og man tager sig selv i at håbe på, at den kan være med til at hjælpe den trængte danske sitcom på ret kurs efter mange
slappe år

Når Casper Christensen og hans slæng i morgen toner frem på skærmen med deres nye komedieserie Langt fra Las Vegas, der foregår på en tv-station, så kan det være, at de indvarsler en ny tid for dansk tv-komedie.
Det kan være, at de som de første her i landet har fundet frem til en holdbar udgave af den skematiske tv-komik, situations- komedien – sitcom’en. Det korte, ca. 25 minutter lange format, hvor de medvirkende rabler vittigheder af sig i ét væk, og karaktererne dag ud og dag ind, år efter år, forbliver de samme sympatiske fjolser, som vi kan grine af og føle med.
Sitcom’en er et format, som amerikanerne mestrer til perfektion. Siden de tidlige 50’ere har de skærpet deres udtryk på utallige serier, mange gode – I Love Lucy, Cosby & Co., M*A*S*H, Sams bar, Blomsterbørns børn, Skum – endnu flere dårlige, men som regel alle leveringsdygtige i et vist antal solide grin pr. minut.
Men hvad skal der egentlig til for at lave en sitcom, der fungerer? Blandt andet er der nogle helt bestemte genremæssige betingelser, som skal opfyldes.
Man tager en håndfuld sympatiske, troværdige karakterer, som publikum kan identificere sig med, og som hele tiden kommer i konflikt med hinanden og aldrig bliver klogere. Afsnit efter afsnit begår de de samme fejltagelser og lærer aldrig af det.
Dernæst tager man et genkendeligt miljø, hvori karaktererne kan boltre sig, og som publikum kan forholde sig til. En sitcom for de unge kunne f.eks. foregå på et gymnasium, mens de unge, hårdt-arbejdende storbyboer kunne få serveret en sitcom, der foregår på en hip arbejdsplads midt i storbyens sydende inferno af sex, sushi og singlekultur.
Man skal selvfølgelig også finde nogle gode skuespillere til at opbygge og forsvare deres karakterer og med tæft og timing at aflevere de rappe replikker.
Og, vigtigst af alt, skal man bruge en gruppe erfarne manuskript-forfattere til i et frugtbart samspil – den såkaldte teamwriting – at skrive de altafgørende og vittige dialoger og morsomme situationer, som karaktererne hele tiden havner i, og publikum kan grine af.
Sitcom’en er en folkelig og bredt appellerende genre, som vi finkulturelle nordeuropæere har haft det med at se ned på. Eller rettere sagt, som tv-producenterne har set ned på – for publikum har åbenbart altid været der – og resultatet er blevet en tv-flade med masser af danskproduceret tv-teater og -dramatik og så importerede komedieserier.

Kun englænderne har formået at skabe deres egen niche med blandt andet en mere crazy-komisk afart af sitcom’en – Absolutely Fabulous, Den sorte snog, The Young Ones og, nok mest berømt, John Cleeses Halløj på badehotellet.
Det var først, da Danmarks Radio i slutningen af 80’erne blev udfordret af TV2, at behovet for danske tv-komedieserier syntes at trænge igennem til cheferne, og op gennem 90’erne har både DR, TV2 og TV3 prøvet at skabe en sitcom, som kunne trække
ligeså mange seere til skærmen, som den stadigt mere populære tv-dramatik.
Men komedieserien er forblevet tv-mediets uægte barn. Ikke tilnærmelsesvis de midler, man gennem de seneste ti år har brugt på at udvikle og finpudse tv-dramatikken, er blevet sat af til komedieserierne, der også har lidt under, at man i dansk tv i mange år havde en idé om, at pengene skulle bruges på produktionen – det publikum kunne se – og ikke på manuskripterne.
At det ikke er lykkedes for tv-stationerne at skabe en sitcom af kvalitet, bliver man kun alt for smertelig klar over, genkalder man sig titler sig som Hjem til fem, Pas på mor og Madsen og Co. Underligt anakronistiske plot-tråde om midaldrende mænd med moderbindinger og kernefamiliens mange problemer klinger falsk i en tid, hvor det gammeldags familiemønster er blevet opløst, og hvor vores mediebevidsthed fordrer en vis hurtighed og originalitet om ikke i udtryk, så i hvert fald i indhold.

En af forklaringerne på, hvorfor vi i Danmark endnu ikke har formået at lave en effektiv sitcom, er indlysende, at vi ingen tradition har for det. Vores nationale humor, som den har givet sig udtryk på både film og tv, er mere folkelig og fysisk i sit udtryk end både den amerikanske og engelske, hvor replikker og dialog er alfa og omega.
Mange mennesker har gode minder om 70’ernes Huset på Christianshavn, der var en af de første danske tv-komedieserier nogensinde. Nogle af vores bedste forfattere – Lise Nørgaard,
Leif Panduro og Poul Hammerich – skrev på serien, der blev instrueret af Erik Balling og var yderst populær. Men genser man serien i dag, så er den altså ofte temmelig outdated og synes at mangle en vis sans for komisk timing – måske fordi den er meget tidstypisk.
Huset på Christianshavn er i familie med den fjollede danske folkekomedie, hvor det er klovneri og grimasser, ikke en verbalt baseret humor, der er i centrum. Og ironisk nok er det især de folkekomiske elementer i Ballings serie, der står sig dårligst i dag, mens man stadig trækker på smilebåndet over de bedste replik-skifter.

Fordi vi ingen årelang tradition har for sitcoms – og måske måler en series succes i forhold til Huset på Christianshavn – har vi også grebet genren helt forkert an, for eksempel ved uopfindsomt i indhold at gentage, hvad amerikanerne gjorde for år tilbage og ellers lade som om, der ingen udvikling er sket i samfundet eller seernes smag og humor gennem de seneste 20 år. Dét er sitcom-eksperten og manuskriptkonsulenten Kjeld Veirup godt klar over, og derfor arrangerer han i begyndelsen af marts et sitcom-seminar på Filmskolen i København. Her er det meningen, at film- og tv-folk fra ind- og udland skal diskutere sitcom-genren og måske endda nå frem til konkrete forslag til nye, danske sitcoms.
Problemet med de hidtidige danske udflugter til sitcom-land er ifølge Kjeld Veirup, at de mangler komediemuskulatur. Det hele er »blevet til papnæser og professor Tribini og råben og skrigen«.
Om Casper Christensen og Co. – der lavede den originale og skøre Mandril-aftalen – kan løsrive sig fra folkekomedien og har lavet en serie, der både er morsom, velskrevet og i tråd med, hvad seerne på den unge kanal gerne vil se, ja, det vil vise sig i morgen. Men man har jo lov at håbe.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her