Læsetid: 9 min.

De sendte en due

De er så nerveberoligende, fortæller Gunni Jørgensen, Valby, der har haft brevduer i 71 år
2. februar 2001

(2. sektion)

Kulturer
Gunni Jørgensen husker tydeligt den sensommerdag i... var det i 1959? Et af de største øjeblikke i hans dueliv indtraf klokken halv otte om aftenen, da vejret netop var klaret op efter en hel dag med mørke skyer og tunge byger. Han stod på villavejen foran sit hjem i Valby, da tre prikker fangede hans opmærksomhed så højt oppe på himlen, at han dårligt kunne få nakken helt tilbage.
(Nu skal det indskydes, at Gunni Jørgensen, der i dag er 85 år og pensioneret politimand på syvogtyvende år, allerede i ’59 havde for vane at glane mod himlen i tide og utide, for han har været bidt af brevduer, siden hans far gav ham et dueslag i 1930.)
De tre prikker dér på himlen over 1959 var naturligvis duer, og en af dem var Gunni Jørgensens, skulle det vise sig. For pludselig pakkede den vingerne sammen og forlod fjerselskabet styrtdykkende på hovedet ind i hans store loftsdueslag.
Den – Jørgensen har aldrig gået og givet sine duer navne, ikke når man har 60 af dem – var ventet, men ikke nu; klokken seks om morgenen samme dag var den og et par tusinde andre danske langdistancebrevduer blevet ’løsladt’ i Nordfrankrig, og derefter gælder det som bekendt om at komme først hjem til sit dueslag.
Ingen aner, hvordan de finder vej, men hjem kommer de – hvis ikke høgen, brevduens fjende nr. 1, snupper dem på vejen.
Men vejret på ruten havde været for dårligt til, at duerne skulle være fremme allerede nu efter tretten en halv time. Mest nærliggende ville det være, at de overnattede et tørt sted i Tyskland, drak noget vand fra en sø og fløj videre tidligt den følgende morgen.
Da Gunni Jørgensen kom halsende op på loftet til den hjemvendte flyver, var duen i fin form og ikke spor træt – den fløj op fra gulvet til væggens siddepladser med et smæld. Sædvanligvis tager sådan en lang tur på en due; løslader man den f.eks. i Basel eller Antwerpen, som er de mest brugte ruter, i tørvejr og østenvind, er den godt medtaget, når den kommer hjem, og har som regel tabt halvdelen af sin kropsvægt på grund af indtørring.
Jørgensens due så imidlertid overraskende velsoigneret ud, så han sagde til sig selv: »Den har fan’me ikke fløjet 850 kilometer fra i morges af.«
Men der var ingen tvivl; det var den due, han havde sendt med De Danske Brevdueforeninger til Frankrig et par dage tidligere. Hvordan i alverden...?
Forklaringen på fænomenet, som Gunni Jørgensen senere ræsonnerede sig frem til, er fantastisk og blot endnu en grund til hans fascination af dyrene.
»De tre duer havde ligget lige i kølvandet på regnvejret hele vejen op. De var ikke blevet udtørret, fordi de havde fået fugtig luft ind hele tiden,« fortæller Gunni Jørgensen. Han må efterhånden have fortalt historien nogle gange, men udfaldet synes stadig at overraske ham, for han læner sig hviskende frem med løftede øjenbryn.

Nu sidder han for enden af sofabordet i sin stue i det samme hus i Valby i år 2001 med den samme elegante, nu hvide moustache, som jeg så, han bar på et foto fra 50’erne. Hans kone, der slet ikke bryder sig om duer, og hunden, den første terrier efter syv (på hinanden følgende) rottweilere, er i køkkenet. Og lige over loftet høres en konstant kurren, en kurren fra duerne.
Som formand for Valby Brevdueforening gennem de seneste 21 år har Gunni Jørgensen oplevet entusiasmen for brevduer aftage. En 100 år gammel subkultur er ved at forsvinde. Gennemsnitsalderen for de 3.500 medlemmer i De Danske Brevdueforeninger er et stykke over de 50 år.
»Sådan er det bare,« siger Jørgensen, »der er for mange andre ting, som trækker i de unge i dag.«
Brevduen er heller ikke nogen årsunge. Den har en lang og glorværdig historie bag sig. Man kunne gå endnu længere tilbage, men i denne sammenhæng er det fint nok at starte med sultanen af Bagdad, som etablerede et brevduesystem i 1150, og Djengis Khan, der udbredte brevduen, efterhånden som han udvidede sit rige. Den danske brevduebestand er næsten udelukkende opbygget på duer, som gennem årene er importeret fra Belgien, hvor det især var i egnene omkring Antwerpen og Liège, forædlingen skete.
Ved belejringen af Paris i 1870-71 brugte man duer til at sende beskeder til de indespærrede. Under Første Verdenskrig havde militæret transportable dueslag trukket af heste, og selv om dueslaget blev flyttet 50 kilometer, mens duen var ude, kunne den finde tilbage.
Så sent som under Anden Verdenskrig spillede duen en afgørende rolle. Hver gang et fly gik på vingerne, f.eks for at afpatruljere Nordsøen, var der to-tre brevduer ombord. Hvis flyet blev skudt ned over vandet, skrev flyverne deres længde- og breddegrad på noget aluminiumsfolie. Det viklede de om duens ben og lod den flyve hjem til basen, så man hurtigst muligt kunne hente piloterne og få dem ekspederet ud at flyve igen.
Man gav duen et ansvar, og den voksede med opgaven.
Således modtog en brevdue under Anden Verdenskrig Victoria-korset, Storbritanniens mest prestigiøse orden, som gives for heltemod ud over det sædvanlige og egentlig aldrig til andre end mennesker.

Nåh, kan du ikke klare mosten?« spørger Gunni Jørgensen.
Vi har forladt stuen, lukket flere døre bag os og står nu på loftet og ser på tresindstyve kurrende kæmpeduer, der bevæger sig uregerligt både horisontalt og vertikalt på seks-syv kvadratmeter, mens små hvide fjer lægger sig som klæbende snefnug på vore skuldre. Jørgensen har åbenbart noteret sig, at jeg holder en vis afstand til hans duer, mens min fotograf forsøger at fange dem i flugten for at få lidt eksotisk Valbyvingefang med på billederne. Jørgensen afviser, at han kan sætte en due på fingeren.
»Nej, det er sgu ikke papegøjer,« udbryder han.
Vægge og loft herinde er dækket af hvidt støv – et tørt, talkum-agtigt lag, som duerne afsondrer om vinteren. Det er deres »regnfrakker« – sikken et spektakel, her er.
Den ældste due i slaget er født i 1988, men brevdueentusiaster mener at have kendskab til en due, der fyldte 30 år. Duerne her har tillid til Gunni Jørgensen, for han fodrer dem to gange om dagen, men vores tilstedeværelse bringer dem ud af fatning. Vi skal bare sørge for at flytte os søvngængeragtigt, så duerne kan nå at »absorbere« vores bevægelser, får vi at vide.
»Jeg synes, at duerne er smukke, og den daglige omgang med dem virker så afstressende og nerveberoligende,« siger Gunni Jørgensen.
Når han kommer ind i dueslaget, kan han hurtigt se, om en af de 60 duer mangler, og om en af dem er syg, eller om noget trykker den.
Og hvis én kommer til skade – hvis den f.eks. er fløjet ind i wire og har fået fjerdragten revet drastisk op – så syer Gunni Jørgensen selv duen sammen med nål og tråd, mens hans kone holder den. Duer heler hurtigt, og næste dag er den ved godt mod igen.
Selv om interessen for brevduer er aftaget betragteligt gennem den seneste snes år, betyder det ikke, at udviklingen er helt stagneret. Brevduen (der er sammensat af perserduen, klippeduen og mæfikken) bliver hele tiden forædlet; udholdenheden, flyvningen, vingeformen – alt kan blive bedre ved avl og god behandling, og som Gunni Jørgensen siger, vil man jo gerne lige skære et et par hundrededele af her og der, så ens due kan komme først hjem. Nogle brevduer kan flyve over tusind kilometer og komme op på 120-130 kilometer i timen.
»I gamle dage var der ingen, der havde sådan et slag, som jeg har. Der havde man duerne i et skur nede i en gård, og man satte ølkasser op som reder – og så blev der jo ikke ligefrem gjort rent hver dag. Men efterhånden er man blevet klar over, at skal man virkelig drive det til noget og være i toppen, så skal der en mægtig indsats til,« forklarer Jørgensen.
Når hans duer ankommer til dueslaget efter lidt motion eller konkurrenceflyvning, bliver de scannet og registreret elektronisk, for nu har de små mikrochips viklet om foden. I gamle dage – som dengang i 1959 – skulle Gunni Jørgensen styrte op i slaget og fange den indkomne due, for at stemple ringen om benet hurtigst muligt.
Tilbage i stuen gør Jørgensen rede for, hvordan han selv har udviklet sig i relation til duerne. Han fik »bacillen« fra sin far, der også var politimand og havde raceduer som ti-årig i 1898. Jørgensen har altid været dyre-mindet, og inden han fik duerne for 71 år siden, plagede han sine forældre om at »få en hest nede i cykelskuret og alle mulige børneluftkasteller«.
»Når man får brevduer, tænker man, ’Ih, de kan jo flyve hjem igen’. Og så prøver man dem. Jeg kørte på cykel helt ud til Vridsløse og slap duerne løs, når jeg kom hjem fra skole. Ja, så melder det sig selvfølgelig, at så skal du sgu i en brevdueforening og konkurrere med de andre. Det udvikler sig, og så er jeg altså blevet hængende i suppedasen,« siger Jørgensen og ler.
Konkurrencerne har han stort set droppet i dag. Han lader ikke sine brevduer flyve langdistance- og mellemdistanceture, men sidste år blev han mester på kortdistance, dvs. flyvninger indtil 300 kilometer med en forud opgivet, afkrydset due.
»Jeg var meget, meget heldig,« påstår han.
Eftersom duerne er noget, han pusler med for sin fornøjelses skyld, er det svært at vinde over de professionelle udøvere, der måske har 200 duer, som de går og passer i dueslag til 100.000 kroner med indbyggede støvfiltre og ventilation. Derudover kører de professionelle ud med duerne og træner tre-fire gange om ugen, så topformen kan holdes.
»Det har en mand, der arbejder, jo ikke tid til,« siger Gunni Jørgensen.
Brevduesporten er historisk arbejderens eller håndværkerens tidsfordriv, og derfor kaldtes brevduen ’den lille mands travhest’. I gamle dage tiltrak syslen enkelte spidser såsom en hotelejer Neiiendam og et par folk fra militæret, fortæller Jørgensen, »og de var så højt på strå, at de ragede op som hele himmelspir i forhold til den øvrige flok.«

Som læseren nok forstår, er brevduesporten ikke i rivende udvikling, hvad angår medlemstal. Brevdueforeningen, som Gunni Jørgensen driver i Valby, havde i sin tid 50 medlemmer. I dag er der 15, men det ødelægger ikke hans humør, for betingelserne er de samme for alle andre foreninger, siger han.
»Om det er skak- eller fodboldklubber – alle tørster efter medlemmer og har økonomiske vanskeligheder.«
For nogle år siden udkonkurrerede lotto, lyntips og skrabelod brevduetotalisatoren, der til sidst fristede en tilværelse i Damhus Tivoli uden for København. Man havde ellers kunnet spille på brevduer siden 1920’rne.
»Folk vil hellere vinde 17 millioner end 280 kroner for en femmer,« siger Gunni Jørgensen.
Han tror imidlertid ikke, at brevduesporten vil forsvinde helt, for »den har jo været der siden oldtiden. Men det vil nok forandres lidt.«
Rent teknisk forestiller han sig, at der vil komme flere og kortere flyvninger midt på ugen i sommersæsonen, hvor der i dag hovedsageligt flyves om søndagen i en meget lang sæson, der gør, at familier med børn må vælge duerne fra.
Men for hans eget vedkommende er konkurrencerne ikke alt.
»Jeg har duen for duens skyld. Mens nogle har høns, og nogle har kaniner og kalkuner, har jeg duer. At de så kan flyve ved siden af er lidt mere krydderi på tilværelsen, ikke?«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her