(2. sektion)
Til næsen
Hvad har gale køer, rød Bourgogne og depressioner med hinanden at skaffe? Lad mig prøve at forklare.
På vor lille avis har jeg været involveret i en lille disput om sammenblandingen af begreberne depression og nedtrykthed.
Jeg hører til dem, der mener, at man ikke skal bagatellisere det første ved at bruge ordene som synonymer. Jeg mener: depression er en svær sindslidelse, mens nedtrykthed er et fælles livsvilkår, som vi alle kender til.
Det stod jeg og grundede over en morgen, hvor jeg inspicerede køleskabet.
Habakuks råd
I lågen stod en flaske Crème de Cassis (solbærlikør) fra Bourgogne og så kom jeg til at tænke på Habakuk, som engang anbefalede T-bonesteak og en go Bourgogne som det bedste middel mod nedstemthed.
Associationsrækken gled naturligt videre til det forestående forbud mod salg af T-bonesteak som et led i forebyggelse af spredning af kogalskab fra dyr til mennesker.
Nu har T-bonesteak lige siden min amerikanske ungdom, hvor jeg havde venner fra Texas, hørt til mine yndlingsspiser, og jeg var noget nedstemt (men ikke deprimeret!) ved tanken om fremover at være afskåret derfra.
Så jeg besluttede mig straks for at indtage en slags sidste nadver i overensstemmelse med Habakuks anbefaling.
Til den ende begav jeg mig til Kultorvet i København, hvor den økologiske slagter og Højbro Vinhandel ligger næsten dør om dør.
Revet væk
Jeg startede hos Jens Slagter (idet jeg antog, at det økologiske kød ville øge mine overlevelsesmuligheder) og bad om den sidste T-bonesteak.
»Desværre,« sagde han smågrinende. Gud og hvermand ville tage afsked, og T-bonesteaks var revet væk. Men jeg kunne få et par store højrebskoteletter med ben. De skal nemlig også forbydes.
Så måtte jeg jo tage til takke med det. Den gode slagter lovede mig, at de var møre som smør. Det var de nu ikke, men de var fulde af god kødsmag, og det finder jeg personligt vigtigere.
Så var det ind ved siden af efter Bourgognen. Jeg køb-
te dels en billig »generisk« hvid Bourgogne til at blande
i solbærlikøren til Kir (én del Crème de Cassis til fem dele vin), dels bad jeg vinmanden om en rød Bourgogne i
den fyldige og drikkemodne stil, som samtidig ikke ville gøre Bogholderen helt afsindig.
Letter nedstemtheden
Hans forslag var en Morey-Saint-Denis 1996 fra Marc Rougeot, som i denne forbindelse optræder som négociant, altså har stukket den sammen af indkøbt most.
1996 var et middel til godt år i Bourgogne, Morey-Saint-Denis er en udmærket kommune, selv om den ofte står lidt i skyggen af naboerne Gevrey-Chambertin og Chambolle-Musigny.
Og vigtigst Marc Rougeot er både som producent og négociant et pålideligt navn, hvad der nok betyder mere i det uover-
skuelige Bourgogne end så mange andre steder.
Denne Morey-Saint-Denis er altså en jævn kommuneappellation ikke en Cru, og den koster 225 kroner. Det er alt andet lige en sjat penge, men taler vi rød Bourgogne må man se i øjnene, at det
ikke rækker til vin fra superligaen.
Den havde en pæn Pinot Noir-næse, et godt, fast bid og middel længde. En tilfredsstillende ledsager til den snart forbudte kotelet.
Alt i alt nok til at lette min nedstemthed. Men næppe noget anvendeligt middel i behandlingen af depressioner.
