Læsetid: 6 min.

I skyggernes verden

3. februar 2001

Intermetzo
Inden klummen rigtigt begynder: en beklagelse af inderligt hjerte: Sidste uges Intermetzo var behæftet med et usædvanligt stort antal fejl. Ikke med hensyn til det åndelige indhold, som ifølge sagens natur er ufejlbarligt, men i korrektur og syntaks, som her og der var ganske læderet. Efterdi klummisten, som ellers er suveræn på hjemmecomputeren, i dyb trance over tekstens uforglemmelige visdom, snarere tåreblændet i erkendelse heraf, til avisens redaktører afsendte den version af klummen, der ikke var korrigeret for til gengæld i egen maskine at beholde det fuldkomne.
Kort sagt kvajede sig. Tilgiv!

Og nu til sagen: Lørdag er Sven Tveskægs dødsdag. Denne betydelige konge i tidlig dansk tradition afled nemlig hin 3. februar 1014 i småbyen Gainsborough i England, som han just da havde erobret, plyndret og hærget – utvivlsomt på det grusomste.
Søndag er det 56-års dagen for Jalta-konferencen, hvor Churchill, Roosevelt og Stalin blandt andet foretog opdelingen af det snart slagne Tyskland og fastlagde de fremtidige grænser for henholdsvis vestmagternes og det daværende Sovjetunionens interesseområder i Europa. Jerntæppets forudsætning kan man sige.
Stalin var et inderligt dumt svin, det véd enhver i dag, som man også tit kan læse i Berlingeren, og det vidste en hel del allerede dengang. For eksempel Churchill, som i denne sammenhæng ikke er helt ligegyldig. Han vidste det mere end nogen andre, for han havde både forstand på politik og dumme svin. Roosevelt vidste det såmænd også, men var måske på det tidspunkt for syg og vistnok også en anelse for villet naiv til at stille noget op mod kendsgerningen. Churchill var bestemt ikke naiv og heller ikke syg, og slet ikke så fordrukken, som nogen har hævdet. Men han måtte som Roosevelt og andre gode folk gå til biddet, eftersom Stalin i spidsen for sit undertrykte folk ligesom havde udkæmpet og vel at mærke vundet ikke så lidt af 2. verdenskrig mod Hitler og hans pak. Det var hvad det drejede sig om.

Sven Tveskæg var også et dumt svin. Dét har jo så trøstesløst mange været i historiens lange løb. I hvert fald gjorde Sven oprør mod sin egen far, Harald Blåtand – pudsige tilnavne i den familie – og foranledigede uden skelen til sentimentale hensyn Harald ekspederet på den lille ø Wollin ud for det nu atter samlede Tysklands østersøkyst. Nogen mener at Harald omkom, fordi han fik en pil i røven, mens han sad på das. Nogen mener, og sætter dermed trumf på begivenheden, at det ligefrem var Sven Tveskæg selv, der var ude med buen. Derfor har Sven altid stået i et mindre flatterende lys i dydsirede udgaver af danmarkshistorien. Man skyder ikke sin far. Og slet ikke i røven. Men måske var den daværende danske befolkning i virkeligheden – såfremt den virkelighed kan kaldes virkelig hvad den selvsagt ikke kan – langtfra utilfreds med Svens friske initiativ. Harald var nemlig også et dumt svin, der i årevis og uden skrupler havde pålagt den jævne befolkning store byrder for at finansiere sit omfattende fæstningsbyggeri. Tidens politiske moral – dertil at bemærke – fik ikke just nervøse trækninger over politiske drab – ej heller fadermordets probate opgør med fortiden.
Sagt med andre ord er Historien en umiddelbart ubegribelig størrelse:
The past is a foreign country: they do things differently there. Det er engelsk og betyder i tænksom tolkning, at fortiden kan og bør anskues ud fra fortidens egne forudsætninger som givetvis er andre end eftertidens. En god gammel kildekritisk læresætning, som her til lands fik mæle af Kr. Erslev, og som ovenstående citeret er sat i poetisk formulering af den britiske forfatter L. P. Hartley i romanen: The Go-Between – fra 1953. (Senere filmatiseret i 1970 af Joseph Losey med manuskript af Harold Pinter og med Julie Christie, Alan Bates, Michael Redgrave, Margaret Leighton og Edward Fox i hovedrollerne – så kom bare ikke her!)

Årsagen til disse springende betragtninger om sæd, skik og omgangsformer i hhv., datids og nutids adfærd er dét dilemma, hvori Berlingske Tidendes tapre koldkrigere med forsinket udløsning for tiden er ved at anbringe sig selv og højst ufrivilligt andre. Med redaktør Bjarke Larsen i spidsen for et trofast kor har bladets inkvisitoriske debatsider fat i den håndterlige ende af lansen rettet mod levende og døde i opgøret med en tryg, tilsyneladende skråsikker urokkelig fortidsopfattelse. I månedsvis har red. Larsen og co. sat næsen op efter den store kollektive autodafé grundigt tilsat visse – kan hænde mindre noble motivbetingede moralforestillinger, hvor toppen af bålet efter den endelig sejr over vantroen helst ses kronet af Encyclopædiens hovedredaktør Jørn Lund. Afdøde professor i økonomisk historie, den navnkundige Albert Olsen er koristerne, inden de antænder, i færd med at grave op og anbringe samme sted. Det hele er temmelig usmageligt i al kampagnens, for det er en kampagne, ahistoriske selvgodhed.

Passende kunne opgøret medtage Winston Churchill, der som historisk opvakte véd, priste Stalin i høje toner og på det britiske folks vegne forærede ham et brilliantbesat æressværd, som i øvrigt én i Stalins rædselsslagne følget symbolsk tabte på gulvet. Churchill var ikke kommunist, vil næppe nogen hævde – end ikke Berlingerens sidste dages hellige. Han var heller ikke fascineret af noget som helst i den retning. Tværtimod udtalte han – med slet skjult hentydning til Sovjetunionen og deres store leder, at han, Churchill var parat til at samarbejde med satan selv i kampen mod Hitler. Og det gjorde han, samarbejdede, som så mange andre retsindige mennesker fandt ind i sære alliancer i disse år.
Tredivernes unge danskere med hjertet på rette plads vendte sig således fortrøstningsfuldt til Sovjet og Stalin i deres forbitrede afstandtagen til nazisterne i Europas snart altdominerende magt. Hvorhen skulle de ellers vende sig i dette opgør? Bj. Larsen og kor synes af den opfattelse at datiden i det store og hele fungerede på nutidens betingelser og ser bort fra den kompakte borgerlige majoritet i dansk forvaltning, kulturliv, kirke, som dengang stadig betød noget, undervisning, debat og presse.
Ved tilbageblik på denne periode i forsøg på nøgtern vurdering af vilkår og stemning i landet, forekommer det nærliggende at klummisten i givet fald og kontrafaktisk tænkt havde tilsluttet sig kommunisterne, eller i hvert fald sympatiseret med denne markante side af venstreoppositionen.
Hvorvidt dette, såfremt man handlede således, førte til farlig fascination af stalinismen, er i det enkelte tilfælde en skønssag, men jo retfærdigvis ikke altafgørende i tilbageblik for vurderingen af en Albert Olsens liv og virke. Den hedengangne professors eventuelt rosende bemærkninger om Stalin har næppe haft samme betydning og rækkevidde som Churchills. Med andre ord, fandt man de venner, der var for hånden, tilpassede sig med sin øvrige overbevisning af social og politisk art et system i kampen mod ét, som man fandt usammenligneligt værre.
Ved efterretningerne i efterkrigsårene om USA’s fremfærd hist og pist samt heksejagten på de intellektuelle og andre, fandt tredivernes og krigsårenes danske kommunister ikke alle ligefrem inspiration til at skifte hest. Mærkværdigvis. Heri ligger nøglen til en historisk forståelse af tiden og personerne – også hvad angår professor Olsen. Ikke i et forsinket, aldeles risikofrit forlangende om retrospektiv offentlig selvpiskning samt krav om særligt udvalgte artikelforfatteres og leksikonredaktørers indrømmelser af graverende fejltrin, som de ikke har begået i deres beskrivelse og valg af det væsentlige.
Skudt forbi er hvad det er.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her