Læsetid: 4 min.

Spradebasse

Som en Fugl Føniks rejste Robbie Williams sig af asken efter drengebandet Take That og etablerede sig som en af tidens populæreste entertainere i bedste ’new lad’-stil
16. februar 2001

Fænomen
»Hvad blev der egentlig af Gary Barlow?«, greb deres udsendte sig i at tænke under et af de (meget få) stille tidspunkter under Robbie Williams koncert onsdag i et stopfyldt Forum. Og sikke et publikum den knægt dog har! Williams skulle bare materialisere sig, for at få salen til at gå seriøst bananas. Han kvitterede til gengæld for den gudelignende modtagelse med et show udover det sædvanlige. Musikalsk er Williams måske intet lys – hverken som sanger eller sangskriver befinder han sig blandt de bedste, til gengæld er han en ekstraordinært effektiv entertainer, den digitale generations egen Dean Martin, og han besidder stjernekarisma til overflod. En blanding af flabet nærvær, ligefrem seksualitet og troværdig uimponerthed er en del af tiltrækningskraften for det hengivne publikum.
For den uindviede skal det indskydes, at førnævnte Gary Barlow såvel som Robbie Williams har en fortid i 90’ernes første store drengeband, Take That, der i perioden 1992-96 var lige så populære i England som i sin tid The Beatles!
Da ’gruppen’ blev udmanøvreret af britpoppen i midten af årtiet, satte branchen sine penge på Barlow som den, der havde bedst chance for at gøre sig som solist, da han skrev det meste af gruppens materiale, og i processen fremstod som en slags George Michael Light.

En beruset hund
Og Robbie? Ikke mange satsede på ham. Han virkede som såvel den mindst talentfulde som den mindst cute i flokken, og selvom han var den første til – i utide – at forlade firmaet for at kaste sig ud i en hed kærlighedsaffære med Oasis-drengene, som han gennem 1995 fulgte som en trofast (om end voldsomt beruset) hund.
I processen opbyggede han et ry for at gå hårdt til alt – sprut, pulver, piger, you name it. Hvilket gav sig udslag i det største no-no på hele den populærkulturelle scene: Han blev småfed! Derouten var til at tage og føle på: Medlem af et af verdens populæreste ensembler som 16-årig, færdig med de 40 i en alder af 21!
Men Robbie var gjort af et stærkere materiale end forventet, og ved hjælp af flabet charme, hårdt arbejde, selvdiciplin og uforlignelig flair for de der fodboldstadionvenlige omkvæd, den britiske nation nu engang elsker, vendte han efter et par år i tovene stærkt tilbage i 1997 med sit debutalbum, Life Thru A Lens, hvor hitsinglerne stod i kø for at komme til. Med credoer som »Let Me Entertain You« og »Old Before I Die« ætsede han sig ind i den engelske nationalpsyke, mens en ballade som »Angels« betød, at også den ældre generation fattede sympati for denne ungersvend, der lignede naboens uvorne, men dybt elskværdige knægt.

Et populistisk greb
Den største overraskelse var, at Robbie – som dog aldrig har begået en original tone i sit liv – i samarbejde med sin faste sangskrivningsmakker, Guy Chambers i den grad syntes at have et populistisk greb om sangskriveriet, hvor alt fra teatralsk glamrock over Elton John-inspirerede powerballader og discopåvirkede grooves til solid britrock fusioneredes med et solidt melodisk fundament.
Dernæst passede han perfekt til den af medierne lancerede ’new lad’-type, hvor det med ét blev socialt acceptabelt at te sig som den gennemførte drengerøv, vild med fodbold, fisse og ’lager lager lager’ – øl i stride strømme. Retten til at være lidt dum, lidt sexistisk og allerhelvedes umoden, med andre ord. Hvilket Robbie selv demonstrerede, da han under koncerten lod følgende ¸be-lad bemærkning falde: »I don’t know about you, but I think the girls should get
their tits out!« Til forudsigelig jubel hos alle fremmødte, uanset køn.
Fra han gik på klokken 21 til festen afsluttedes et par timer senere måtte deres udsendte erkende, at han uden egentlig at have fulgt Robbies karriere ikke desto mindre kendte langt de fleste af sangene. Enten gennem Robbies egne versioner via radio og MTV, eller fordi de i den grad lød som alle mulige andre sange – således lyder hans seneste hit, »Supreme«, som summen af mindst 10 andre melodier, uden at man lige præcis kan sætte fingeren på hvilke! Det er vel også en kunst.

Vildt underholdende
Mere imponerende end det velfungerende show var måden hvorpå Williams ’played the audience’ – vi var ikke mange takter inde i åbningssangen, »Let Me Entertain You«, før denne drevne og totalt skamløse sceneveteran til publikums henrykkelse udbrød: »I played Sweden the other day and this is already better!« Og han lod ikke nogen chance for at håne det svenske publikum gå fra sig, efter at have opdaget hvor stor lykke det vakte hos de fremmødte: »I played a funeral once, and it had more life than those Swedish bastards!«
Deres udsendte gik i Forum med forventning om et ligegyldigt show, men forlod stedet vildt underholdt og i usædvanligt godt humør. Man tror på Robbie Williams, når han på sangen »Kids« med selvfølelse påstår at »I’m an honorary Sean Connery, born ’74/ There’s only one of me/ Single-handedly raising the economy/ Ain’t no chance of the record company dropping me/Press be asking do I care for sodomy/ I don’t know, yeah, probably!«

*Robbie Williams, Forum, onsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her