Læsetid: 1 min.

Sprogblomst på flaske

Inden i æblet er en hyldeblomst, og inden i hyldeblomsten er den moderne fortælling
14. februar 2001

PIX - Magi i Netto
NEDE i Netto er de flinke – til at finde en udvej for folk, som ikke har så mange penge på madbudgettet.
Hyldeblomster hænger ikke på træerne i supermarkedskæden, men det er der råd for.
Netto har aftalt med bryggeriet Harboe, at man skal træde i forbrugernes tjeneste og fremstille en rigtig billig hyldeblomstdrik.
Så i den hyggelige by Skælskør, hvor Harboe holder til, går bryggeren til sagen med krum hals.

Først hælder han en hulens bunke postevand op i et kæmpekar. Så lader han sæk efter sæk af det dejligste sukker følge efter. Så flotter han sig og strinter en smule æblesaft i suppen. Og lige inden han slutter af med kunstig aroma og tre lækre E-numre, får blandingen en knivspids ekstrakt af hyldeblomst.
Se, i Danmark findes nogle mennesker, som frygter alle fremskridt, herunder kemikalieindustriens. Kedsommelige klidmostre findes der, som siger nej og ser fjendebilleder overalt, og som mistror samtlige markedskræfter og disses konsulenter.
Det er fra disse golde kritikeres midte, at der typisk vil lyde: Jamen, Harboes blanding er da bare parfumeret sukkervand.

TAB NU ikke modet, I to, Netto og Harboe. Titusinder af taknemmelige kunder kan ikke tage fejl. »Hyldeblomst« smager og dufter af hyldeblomst, og derfor er det selvfølgelig hyldeblomst, tilmed med 10 procent frugtsaft, som enhver idiot kan se på etiketten, og frugtsaft er sundt, uden saft og kraft dur helten som bekendt ikke. Er der i øvrigt ikke en hyldeblomst på billedet?
»Dette er ikke en pibe«, skrev Magritte på sit billede af rygeinstrumentet, og Harboe er vel for genert til at kopiere, for ellers ville man på etiketten have skrevet »Dette er ikke en vittighed«.
Men hvorfor egentlig være genert – det er gået af mode.
Fedt sælges rask væk som ’slagtermesterens luksus’, forurening som ’vækst’, krig som ’kampagne’ og spindoktorer som ’demokratiets fødselshjælpere’.
Det er fortællingen, der tæller i dag, også når kassen gøres op nede i Netto.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her