Læsetid: 4 min.

Statuetten der kom i bevægelse

Kammermusik i koncertsal har fanden skabt. Anne-Sophie Mutter kæmpede mod publikums hosteanfald, men kom igennem koncerten og fik Leonie Sonnings Musikpris
24. februar 2001

Koncert
»Hun har genfødt den europæiske violintradition«. Sådan sagde Steen Frederiksen fra Leonie Sonnings priskomité, da han torsdag aften motiverede den prestigefyldte pris på 400.000 kr. til Anne-Sophie Mutter.
Hvad skudsmålet så egentlig går ud på, kan man diskutere. Og det gjorde publikum, både store og små. Stilen, teknikken, fraseringen med meget mere blev drøftet i pausen blandt fag- og lægmand. Hvad er det hun kan i forhold til
asiater og amerikanere? Hvad er det, hun kan – og ikke kan – i forhold til en anden violinkomet, Nikolaj Znaider?
Den ene mere snusfornuftige betragtning afløste den anden i forsøgene på at indkredse det særlige ved Mutters spil. I den utilgiveligt forenklede forklaring, som alligevel har noget for sig, kan Mutter fylde musikken med indhold, hvor mange asiater opleves som tekniske vidundere, der ikke rigtig ved, hvad de skal stille op med teknikken.

En musikalsk surprise
Ved at hævde at Mutter har genfødt den europæiske violintradition, kan man konkludere, at den har været fraværende eller ligefrem død i et ubestemt antal år. Det er måske lidt vel overdrevet, men det er rigtigt, at Mutter er rent ud fabelagtig god til at tilegne sig essensen i et musikalsk udsagn.
Det er banalt at sige, at Mutter er perfektionist, det er enhver musiker på det plan. Dog har hun en omhu for den enkelte tones klang og en vilje eller bevidsthed til at gøre noget ved den eller lade den være i fred, som er enestående.
Det med at lade tonen være i fred, blot stående helt nøgen uden vibrato, fremstillede hun med næsten pædagogisk tydelighed i andanten i Faurés Sonate for violin og klaver, opus 13. I en hel frase sættes tonerne an uden vibrato, helt forsigtigt og stille. Når så den efterfølgende, kommenterende frase klinger med en blodfyldt, vibrerende tone, mættet med varme og bund i klangen, udspændes fraseringen til det yderste, og musikken sitrer billedligt talt om mundvigene. Det bliver hjerteskærende, men uden at være omklamrende.
Mutter vil styre og have overblik, hvilket kunne betyde, at der er tale om safety
first-spil. Det forunderlige er imidlertid, at der ud af al kontrollen siver udtryk ud gennem sprækkerne i det musikalske bygningsværk. Udtryk, som virker så meget mere voldsomt, fordi det fungerer som en surprise eller mentalt ryk i det musikalske flow.
Mutters tre ekstranumre af Kreisler blev således ikke svulstig salonmusik, men udtryk for en henrivende dekadence i afstemt harmoni mellem udtryk og konstruktion. Intonationsbøffen i det andet ekstranummer, Liebeslied, var et vidnesbyrd om, at musikeren trods alt er et menneske.
Mutters største problem er egentlig publikum, som er et frygteligt instrument at samarbejde med. Det skyldes, at musikken, som hun spillede torsdag aften, slet ikke er skabt til en koncertsal, men til en stue, eller et ’kammer’.

Musikalsk Gajolvejr
En generøs musikelsker inviterede engang anmelderen til hjemmet i Wien, hvor Alban Berg-kvartetten kom og spillede Schubert. Det er sådan, musikken er tænkt, som adspredelse for sjælen i et lille rum. Harpiksen fra buen skal næsten drysse ned i skødet på tilhørerne.
I en koncertsal kommer denne musik slet ikke til sin ret. På 15. række midtfor lød Mutters pizzicato slet og ret grimt. Blandt andet på grund af den enorme akustik og de alt for mange mennesker. Da det tilstedeværende publikum ydermere var angrebet af epidemiske hosteanfald, måtte det gå galt. Mutter henvendte sig til det sygdomsramte publikum og sagde: »Husk, at akustikken går begge veje! Jeg hører også jer. Kan I for pokker ikke hoste i et lommetørklæde eller i jakkeærmet«.
Derefter måtte stemningen nødvendigvis være anspændt, og man led med de stakler, der gispede efter vejret, og de i bund og grund gode viljer lod frygt og bæven sætte sig som en plet på den musikalske oplevelse: Hvornår stopper hun i protest? Det gjorde Mutter heldigvis ikke, så havde hun nok også for alvor fået publikum imod sig.

Musik som varemærke
Strengt taget lyder denne aftens program med musik af Mozart, Schubert og Fauré bedre på et godt cd-anlæg med gode hovedtelefoner. Kammermusik i en koncertsal har fanden skabt.
Når man kommer for høre den levende Mutter spille, er det mere for totaloplevelsens skyld, se giraffen, nyde den akkompagnerende pianists leg ved klaviaturet, forundre sig over at det, der mest af alt ligner en bevægelig Bodil-statuette, i virkeligheden er en musiker, der kan frembringe toner, som lever videre i rummet.
Sonning-Frederiksen håbede, at Mutter herefter (underforstået: Efter at checken skiftede ejermand) ville overveje at spille Nielsens Violinkoncert. Det venlige smil fra musikerens side skal nok ikke overfortolkes. Pladeforlag og andre planlæggere har bestemte ideer om repertoire set i forhold til optimal markedsføring. Som føres efter alle kunstens regler, hvilket i Mutters tilfælde ikke har så meget med musikken at gøre. Faren for, at hun kører i den outrerede Kennedy-grøft, er ikke nærliggende, dertil er der for meget stilren Mercedes Benz over Mutters fremtoning.
Spørgsmålet er om et geni af en musiker, af Vorherre puttet i et Quasi Modo-lignende hylster, ville have samme chancer hos Deutsche Grammophon som Mutter. Det ville vedkommende nok ikke. Det er med musikbranchens frontfigurer som med tv-branchens studieværter: De skal være unge, smukke og ikke underspille rollen som sexobjekter.
Det er formodentlig kun begyndelsen.

*Anne-Sophie Mutter (violin), Lambert Orkis (klaver). Værker af Mozart, Schubert og Fauré. Tivolis Koncertsal, torsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her