Læsetid: 6 min.

Stropløs mosæk i DR

17. februar 2001

Intermetzo
Danmarks Radio udgiver et månedligt tidsskrift kaldet Klassisk Musik. Det handler sjovt nok om klassisk musik. Asiatisk i sin vælde kan man ikke uden at krænke metaforen kalde det let blegfimsede hefte på ca. 60 sider glittet papir, rigelige billeder og et hav af annoncer.
Den glade amatør med interesse i det opusopmålte, og som hjemmefra kan lidt mere end C-dur skalaen og Beethovens dødsår, henter næppe yderligere ved at grave i publikationen. I hvert fald ikke mere end gennemsnitsnørden kan finde på sin egen boghylde. Herom skal redaktionen i og for sig intet ondt høre. Eller ikke ret meget.
Det er jo på den ene side rigtigt, at nye læsere og sidste dages omvendte gerne skulle have adgang til uhøjtidelig og let tilgængelig viden. Jovist. Men man må på den anden side forvente noget ud over det nærliggende, så såre en public service virksomhed som Danmarks Radio går på gaden med en publikation, hvis konkurrenceevne ifølge sagens natur er i forudfinansieret særklasse. Næsten lidt ligesom med den øvrige virksomhed i DR. Som den altså burde være: original og anderledes. Bare en lille smule original og anderledes og dybdegravende og nyskabende. Aber nein, som de siger i Land des Lächelns.
Anskaffer man sig klassisk musik og læser, rystes man altså som antydet hverken i børnelærdom eller grundvold.

Ved blot tjatbladren i numrene hist og pist og grundigere i det seneste fra februar og med dette som reference står det nogenlunde lysende klart, at redaktionen først og sidst – også ind imellem – i det store og hele bringer historier, der handler om musikkens pudseløjerligheder. Meget, meget gammeldags musikpædagogik, som i oldemors opbyggelige musikopslagsbøger, der lagde vægt på, at Mozart døde fattig og ukendt, og det nok også var bedst sådan. Lige dét skriver man ganske vist ikke mere, men stilen er i samme boldgade.
Tonefaldet er til en vis grad også kendt fra radiomusikformidlingen, hvor det helst heller ikke skal være for svært.
Resultatet af denne redaktionelle praksis, over for den del af et potentielt publikum der måske mener, at livet ikke er langt nok til operetter, kan meget vel blive et brutalt fravalg af Klassisk Musik til fordel for klassisk musik. Man kan lige så godt høre det i stedet for at spilde tiden ved at læse almindeligheder og i tilgift føle sig skrevet og talt ned til.

Stilarten er som sagt den velkendte: musikkens betydelige personligheder, og dem er der jo nok af, anskues via gængse myter, hvormed en mere eller mindre benovet tradition – og langt fra altid lige pålidelig – har udstyret dem. Således en artikel om den canadiske pianist Glenn Gould, hvis excentriske levevis indleder en artikelserie, redaktionen uden at stikke noget under stolen kalder: Legender. Den begavede forfatter og komponist Karl Aage Rasmussen skriver og besvarer givetvis bestillingsopgaven perfekt. Fokus i teksten er noget nær ufravigeligt rettet ind efter Glenn Goulds særheder. Disse var utallige – og i og for sig temmelig ligegyldige, når man dengang som nu hører hans tolkninger. Redaktionen levner ufanatisk sagt ikke plads til megen kompetent analyse af, hvorfor Gould var og er så betydningsfuld i moderne opførelseshistorie, når det gælder bl.a. Bach, Händel, Haydn og Strauss (opus 5). Nul putte, det er ulige mere interessant for Klassisk Musik, at manden åd nervepiller i store håndfulde og gik på Burger Bar i sin fritid.
I samme nummer af Klassisk Musik præsenteres den engelske tenor Ian Bostridge. Brødteksten viser sig at være lange citerede telefonudsagn ved sangeren selv om sangeren selv.
Også her er Klassisk Musiks stil og redaktionelle linje mærket af tidens forlorne tand og forunderlig uoriginal og eftersnakkende. Hvornår kan man snart åbne for tv uden at bivåne en eller anden filmstar, der ydmygt beretter om sin næsegrus betagelse, den dag da han eller hun modtog og læste manuskriptet til filmen, den pågældende tilfældigvis sidder og reklamerer for. Og så fortæller skuespilleren lidt mere om sig selv og om instruktøren, der er alle tiders og fik det bedste frem i lille mig. Halsbrand mig i røven.
Man får til sidst et vældigt, uopfyldeligt behov for ikke at vide noget om disse iscenesatte superstars, men bare se dem optræde på det lodrette lærred eller høre musikerne spille på redekam eller tage det høje C og ellers holde kæft. Også fordi de i denne håbløse vision om saglige medier ikke bliver spurgt.
Med mindre, med mindre fagfolk af format stiller relevante spørgsmål, baseret på kyndige iagttagelser; spørgsmål, der gør verden, lytteren, seeren, læseren klogere. Det sker næsten aldrig, fordi musikmennesker sjældent eller næsten aldrig har noget oprivende at meddele om deres eget værk. De afleverer det jo i musikform, hvilket i bund og grund er sympatisk. Men det sker, at de kan, og så er det sjovt at få indsigt i overvejelser om skaberværket. Bestemt.
Det er det ikke, når Klassisk Musik tager fat i Anne-Sophie Mutter, der modtager Sonning-prisen i næste uge.
Det vil sige: det er ufrivilligt skrigende morsomt.
A-S. Mutter, det skønne skår, er på forsiden med den ene af sine Strads. stolt støttet på hoften (!) og buen nedadvendt i fingrene, men klar til angreb på strengene. Inde i bladet er der mere guf, idet Mutter dér er gengivet i den velkendte stil i bare skuldre, hårets pur i modlys og henslængt på gulvet i cowboybukser og bare-kom-an-udtrykket i hele talentet.
Fint nok, sådan gøres dét, når man gnider en god violin og gerne scorer kassen. Det siges, at Karajan lærte hende ikke så lidt i så henseende.

Men her er det så at et rigtigt musiktidsskrift ville vise kloen og ikke tvære videre rundt i disse trods alt inderligt, snorkende ligegyldigheder – for alle andre end Mutters pladeselskab, bank og det tyske skattevæsen.
Men det bliver værre endnu. Citat:
»Anne-Sophie Mutter er en af de få klassiske instrumentalister, der er kendt vidt og bredt omkring, måske især på grund af sit varemærke:«
Og her tror jo så den musiktossede læser, at der efter : følger en henført beskrivelse af Anne-Sophies vibrato i mellemlejet eller hendes forhåndsgreb på G-strengen. Sådan er det ikke; efter : skriver Klassisk Musik: »Den stropløse kjole. Den er, hvad A-S.M. er kendt for viden omkring.«
Og der kommer endnu mere i samme tonart:
»Kjolerne er stadig de karakteristiske, stramme, stropløse, når Anne-Sophie Mutter spiller koncert. Ved den sidste af de tre Beethoven-koncerter i Tivoli sagde en nydelig ældre dame til en anden nydelig ældre dame på vej ud til pausen: ’Jeg er sikker på, at hun ikke har en trævl (sic!, red.) under den kjole!’«
Hva’behar! Man skulle jo tro, at det var en eller anden liderlig gris, der skrev noget sådant.
Klummisten, hvis underbevidsthed i et øjebliks distraktion under Beethovens opus 30, nr. 1 strejfedes af samme citerede tanke, må med forbløffelse konstatere, at forfatteren til disse linjer om den formodede manglende trævl under den stropløse Mutter-creation ifølge navnet er en god dansk kvinde i sin bedste alder. Oven i købet lægges dette citerede musik-usaglige udsagn i munden på en ældre, unavngiven medsøster, hvis jævnaldrende medsøster ifølge citatet ikke har nogen indvendinger. Skribenten fraskriver sig behændigt ansvaret. Tror hun. Men hun vil blive husket – og hjemsøgt af Mathilde Fibigers, Amalie Skrams og Clara Schumanns respektive genfærd.
Resten af artiklen handler om Anne-Sophie Mutters udadvendte liv – som godt nok ikke forveksles med hendes kunst, thi denne nævnes knap – men som gøres til samme hovedsag som den stropløse.
Er det DR’s opgave at udgive et Se og Hør i halvdannelsens navn? Ja, det er det. De skyldige behøver såmænd ikke svare.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her