Læsetid: 3 min.

Studentereksamen kan tages over nettet fra august

Sangeren Poul Krebs og tidligere rektor for Det frie Gymnasium går sammen om nyt virtuelt gymnasium, der satser på kreative fag og fjernundervisning
7. februar 2001

En gymnasieskole helt uden bygninger og klasseværelser bliver en realitet, når netGymnasiet efter planen begynder til august. Størstedelen af undervisningen vil foregå via Internettet, og eleverne vil kun møde hinanden i korte forløb for at modtage almindelig holdundervisning. Blandt idémændene er sangeren
Poul Krebs, pladeproduceren Poul Martin Bonde og
den tidligere rektor for Det frie Gymnasium, Crilles Bacher.
Eleverne skal dels kunne afprøve deres kreative drømme inden for musik, dans og teater under intensive ophold på Samsø, mens hovedparten af den almindelige faglige undervisning skal foregå over Internettet.
Ifølge Crilles Bacher vil de kommende studenter fra netGymnasiet stå bedre rustet til fremtidens arbejdsmarked.
»De seneste år har gymnasierne i Danmark udviklet sig meget lidt. Man har ikke været gode nok til at efterleve de krav til samarbejde, projektarbejde og selvstændighed, som arbejdsmarkedet stiller i fremtiden. Skoleudviklingen er gået for langsomt, og en af de måder vi kan udvikle sektoren på, er ved at danne nye institutioner,« forklarer Crilles Bacher.
Han henviser til, at der de seneste 17 år ikke er oprettet et eneste nyt gymnasium i Danmark. Til sammenligning er der i Sverige kommet omkring 100 nye gymnasieskoler på otte år. Bl.a. det netbaserede Mobila Gymnasiet, der på få år er blevet landets største.
Ifølge Crilles Bacher er fordelene ved fjernundervisning, at det giver mulighed for andre undervisningsformer end traditionel klasseundervisning.
Som elev på netGymnasiet vil eleverne hjemme kunne modtage undervisning og rådgivning fra læreren. Desuden er det planen, at grupper af elever skal lave projekter uden fysisk at befinde sig på samme sted. De eneste tidspunkter eleverne mødes, er under såkaldte internatophold, hvor de i seks-syv uger skal modtage holdundervisning i for eksempel kreative fag og sprog på begynderniveau.
Sportsgymnasier

Poul Krebs, der tidligere har spillet håndbold på Skovbakkens førstedivisionshold, forklarer, at netGymnasiet ligesom landets sportsgymnasier skal give eleverne mulighed for at stifte bekendtskab med noget af det, de brænder for – samtidig med at de tager en studentereksamen.
»Kulturen herhjemme kunne godt bruge det. De unge har i dag ofte ingen chance for at vide, hvad deres drømme og ambitioner indeholder. Vi er ret mange, som godt kunne have tænkt os, at der havde været nogle, vi kunne have spurgt en gang imellem,« siger Poul Krebs, der dog ikke har nogen planer om at blive gymnasielærer.
»Men vi har en erfaring, og vi kan jo være tilstede, hvis nogen vil spørge os til råds,« fortæller Poul Krebs.
Han mener, at gymnasiernes åbningstider fra otte til 14 passer meget dårligt til mennesker, der gerne vil fordybe sig i en kreativ proces.

Krav til ansvarlighed
I forbindelse med den mere traditionelle faglige undervisning forudser Crilles Bacher, at netGymnasiet kan udnytte lærerkræfterne bedre, fordi eleverne kan lave projektarbejde, uden at læreren behøver at være til stede.
Fjernundervisning stiller dog store krav til elevernes ansvarlighed, erkender han.
»Vi skal selvfølgelig ikke kaste de unge ud på dybt vand, men det er vores mål, at de skal lære at arbejde selvstændigt. Jeg tror, at fjernundervisning kan være med til at udvikle de unges selvstændighed, hvilket man generelt gør for lidt ud af i gymnasiet. Universiteterne klager jo også over, at de studerende er for uselvstændige,« fortæller Crilles Bacher.
Det er planen, at netGymnasiet vil optage 60 elever fra august. Det vil koste omkring 800 kr. om måneden at være elev på skolen.
Interesserede kan få mere at vide om netGymnasiet på www.net-gym.dk eller besøge Café Rust på Nørrebro i København i dag klokken 16-18.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her