Læsetid: 2 min.

Sublime mønstre

Musikken og poesien flyder frit af munden på den iranske neyfløjtespiller Hossein Omoumi, der er på gæstevisit i Danmark
14. februar 2001

Verdensmusik
Skal man tillægge mellemøstlig og islamisk kunst i alle afskygninger – arkitektur, kalligrafi, tæpper, haver og anden udsmykning – blot én enkelt fællesnævner, må det være ornamentikken: Sublime mønstre, som man (især som vesterlænding) kan fortabe sig i og drømme hen over.
I den persiske musiktradition er de improvisatoriske ornamenter i højsædet. Musikken er bygget op omkring modalsystemernes centrale toner, figurer og mønstre, der skal ornamenteres ved fremførelsen. Det er musikerens og sangerens vigtigste opgave at afdække, udforske og fremhæve selv de mindste detaljer i det musikalske rum.
Den persiske musiktradition er på én gang solistisk og kollektiv. Solisterne ved en koncert spejler sig i hinanden i en konstant dialog, hvor musikerne skal svare hinanden og lægge op til hinanden. Hver enkelt musiker skal hele tiden være i stand til at tage tråden op fra det foregående og føre musikken videre med nye figurer og ornamenter. Ved fremførelsen af et digt sætter musikerne digtet i relief og fremhæver dets stemning.
I denne uge flyder både musikken og poesien af munden på den 55-årige iranske neyfløjte-spiller Hossein Omoumi. Neyfløjten er i den iranske klassiske musik et udpræget soloinstrument, gerne med akkompagnement af håndtrommen tombak og ikke sjældent i selskab med en sanger. I Omoumis tilfælde smelter sangeren og fløjtespilleren imidlertid sammen til én, for Omoumi er mand for at forny genren.
Den klassiske iranske musik har oplevet en regulær revival siden revolutionen i ’79. Flere yngre klassisk uddannede musikere har arbejdet ihærdigt for at give den klassiske musik en fremtrædende rolle i det ’moderne’ Iran – et modtræk til den fundamentalistiske forbudskultur, som heller ikke ser med milde øjne på persisk poesi, hvis hovedtema er noget så profant som kærligheden mellem mand og kvinde, vinen, skønheden og musikken. I dagens Iran bliver den klassiske iranske musik kun lige akkurat tålt, og populariteten til trods dyrkes den kun i snævre kredse. Så det er oftest uden for hjemlandet, at musikken får mulighed for at folde sig ud.

Mættes af billeder
Når Omoumi spiller, frembringer han en udtryksfuld, næsten støvet, hæs og luftfyldt klang. Og mens det lyder, som om han nærmest ånder gennem sin fløjte, blæser han snørklede arabesker og finurlige mønstre ud i luften, som mættes af musikkens rige billedsprog.
Hossein Omoumi er født og opvokset i Isfahan – en by, der langt tilbage i tiden har været kendt for sit kunstneriske miljø. Omoumi begyndte at interessere sig for neyspillet som 14-årig efter at have hørt Irans største neyspiller, Hassan Kassai. Senere var det Kassai, der hørte Omoumi og fattede interesse for den da 24-årige unge musikers talent.
Omoumi er i dag en af de mest fremtrædende iranske solister på neyfløjte og en fin fortolker af den persiske vokale tradition. Han har siden ’84 været bosat i Paris, hvor han underviser på Sorbonne universitetet i ney og sang.
Ved koncerten onsdag aften på Nationalmuseet spiller han på sin egen håndlavede model, der er modificeret med en klap i forhold til den traditionelle neyfløjte. Omoumi akkompagneres af den Londonbaserede percussionist Fariborz Kiani, der spiller på tombak og rammetrommen daf.

*Hossein Omoumi & Fariborz Kiani, on. kl. 20, Nationalmuseet
*Web: Lyt og læs mere om Hossein Omoumi, musikken og instrumenterne på:
http://www.kereshmeh.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu