Læsetid: 2 min.

En ung tenormester

Stor aften i jazzhuset med Seamus Blake og en besætning af sjælden standard
20. februar 2001

Koncert og ny cd
Umiddelbart ville man måske ikke mene, at en jazzsaxofonist, hvis repertoire omfatter klassisk musik i jazz-tillempning og popmusik i jazzificeret form, og som med mellemrum kobler diverse elektroniske effekter til sit instrument – at sådan en musiker ligefrem skulle være noget at løbe efter. Men det skal jeg love for, at Seamus Blake er.
Denne 31-årige tenorsaxofonist – engelskfødt og canadisk opvokset, i USA siden 1988 – har tidligere besøgt Danmark, dels med Charles Mingus Big Band, dels med kvintetten Bloomdaddies. Men har han nogensinde været så overbevisende som i fredags, da han for første gang spillede her som leder af sin egen kvartet?

Som et ensemble
Allerede besætningen var af sjælden standard. På klaver den et par år ældre
Kevin Hays, et stort talent, nu yderligere udfoldet, og ved bas og trommer et par lidt ældre, erfarne musikere, Ed Howard og Victor Lewis, der bl.a. har spillet med henholdsvis Dizzy Gillespie og Stan Getz.
Blake har flere års erfaring i at spille med disse tre, og kvartetten lød virkelig som et ensemble, ikke som fire musikere sammenbragt til lejligheden.
To yderpoler i Blakes spil kunne derfor komme virkeligt til deres ret, et stærkt forenklet spil med lange, hvilende toner, delvis i halvt tempo, og et ekstremt komplekst, hurtigt spil, som i »Between Two Worlds«, med dens indledende tenor/tromme-duo, en tour de force i stil med John Coltranes og Art Taylors i »Countdown« (1959) fra Coltranes Giant Steps.

Schumann
Mest betagende var dog hans balladespil, især i aftenens andet stykke, Kevin Hays’ arrangement af materiale fra den langsomme sats i Schumanns cellokoncert, kaldet ’Du Pré’ som en hilsen til Jacqueline D.P. og hendes indspilning af den.
Blake benyttede her elektroniske ekko-virkninger med et sikkert kunstnerisk greb, på samme måde som i den følgende version af Bjørks »The Modern Things«. Også hans fortolkning af Beach Boys-klassikeren »God Only Knows« var et eksempel på hans fintfølende, komplet upoppede tilegnelse af kompositioner fjernt fra hans egen tradition.
Efter koncerten kunne man erhverve Blakes nyeste Criss Cross-cd, som også vil kunne fås i Jazzkælderen på Gråbrødre Torv.
Pianist er her David Kikoski, som skulle have været med i fredags, ellers er det samme kvartet, og fire af de syv stykker blev også spillet ved koncerten (foruden »God Only Knows«: »Circle K.«, »Why Not« og »Last Minute Club«).

Sondheim
Hvad der især gør pladen uundværlig, er imidlertid en vidunderlig udgave af Stephen Sondheims »Children and Art« (fra Sunday In the Park With George), fremført med himmelsk ro og overblik af Blake og Kikoski, som her er på niveau med Hays.
Tenorspil som dette kunne f.eks. betegnes som værdigt til en Jazzpar-pris.

*Seamus Blake Quartet i Copenhagen JazzHouse fredag

*Samme: Echonomics. Criss Cross 1197 cd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu