Læsetid: 5 min.

En usynlig mand

Ib Tardini er udadtil en usynlig mand i dansk film, men produceren bag ’Bænken’ og ’Italiensk for begyndere’ har befundet sig i centrum af filmbranchen siden starten af 1970’erne
9. februar 2001

(2. sektion)

Interview
»Det, der irriterer mig ad helvede til, er, at folk taler som om, jeg har siddet og sovet hele mit liv.«
Ib Tardini er en smule irriteret. Irriteret over, at det først er med sine to seneste film, Per Flys Bænken og Lone Scherfigs dogmefilm, Italiensk for begyndere, at offentligheden er begyndt at lægge mærke til ham – denne interviewer inklusive – og derfor tror, at han intet har udrettet hidtil. Ib Tardini, produceren og produktionslederen, der har været aktiv i dansk film siden de tidlige 1970’ere, og som har et utal af film på samvittigheden.
Omvendt kan man argumentere for, at årene 2000-
2001 alligevel er noget særligt – et kunstnerisk og kommercielt højdepunkt i Tardinis ti år som producer på Lars von Triers og Peter Aalbæks Zentropa.
Ikke nok med, at både Bænken og Italiensk for begyndere blev vel modtaget af både kritikere og publikum, Bænken vandt også en håndfuld Robertpriser for en lille uge siden, og mens De læser dette, sidder Tardini og Lone Scherfig i en fyldt biografsal i Berlin og overværer den internationale premiere på Italiensk for begyndere, der deltager i hovedkonkurrencen ved den prestigefyldte filmfestival i den tyske hovedstad.
Men Ib Tardinis irritation skyldes måske også mere, at han sætter en stor ære i at gøre sit arbejde ordentligt, og at de film, han laver, faktisk betyder noget.

Samtaler
»Min opgave er at lægge så meget drive og optimisme i projektet som muligt,« understreger Tardini, der i dag, hvor han sidder i en chefstol på Zentropa og råder over to millioner til hvert af de filmprojekter, han sætter i gang, stadig har fingrene med i alt, der har med hans film at gøre. Lige fra idéudvikling over manuskriptskrivning til selve filmenes produktion.
»De kommer her og sætter sig ungefähr en time hver dag, både Lone (Scherfig, red.) og Per (Fly, red.), og dem, jeg arbejder sammen med,« fortæller han om sin ’metode’. »De sidder her og snakker og fortæller om, hvor de er henne. Hvor er der kriser, og så har jeg lov til at mene uden at skulle tage ansvar for det. Vi snakker sindssygt meget om historien, om hvorfor han ikke gør det? Om livet og døden og alt muligt. Både med Fly og Lone sidder jeg og endevender og propper alle mulige nuancer ind i historien.«
»Og så læser jeg løbende, hvad de laver, og laver planer for dem, hvilket er meget vigtigt. Laver aftaler med dem. ’Når du er kommet dertil, skal du have nået det og det’ osv. osv. for, at det hele ikke glider ud. Nu arbejder de herude, og det hjælper meget på deres arbejdsdisciplin. Men tidligere sad instruktørerne jo derhjemme og mulede i det, og så smuttede den ene dag og den næste.«

Passer på
»Jeg har dem mistænkt for, at de bare giver mig lov til at snakke en gang i mellem. Men det er jo det, der gør det lidt fedt for mig. Og når jeg så kan se et lille fingeraftryk dér og et dér – du får dem aldrig til at indrømme, at nogen af mine ideer er kommet med i filmene.«
Samtidig med at han gerne og ofte spiller med, ved Tardini også godt, hvornår han skal lade instruktørerne være.
»Der er ingen tvivl om, at der ikke kommer noget originalt ud af det, hvis man ikke hele tiden lægger det over til kunstneren og siger, ’det er dig, der har den fuldstændig totale magt i det her projekt’. Det eneste, jeg skal passe på, er, at vi ikke ryger på røven af det. For det gavner hverken instruktøren eller producenten. Instruktøren kan få svært ved at lave sin film, hvis det går galt økonomisk, og producenten kommer måske aldrig til at lave film mere,« forklarer Tardini, der ikke har sit eget firma, fordi han ikke har lyst til at gå på røven, og fordi han tror, at det sikrer kreativiteten, at han som producer ikke kun behøver at tænke på pengene.

Påvirkning
Ib Tardini, der er uddannet elektriker, gik ind i filmbranchen, fordi han ville gøre en forskel.
»Jeg ville først være skolelærer, fordi jeg troede, jeg kunne påvirke børnene,« forklarer han. »Min helt klare plan var at påvirke børnene i en socialistisk retning. Men da jeg kom ud i praktik, opdagede jeg, at de forbandede unger sagde, at ’jeg har set i fjernsynet’, og ’inde i fjernsynet siger de sådan og sådan.’ Så tænkte jeg, at ’det der medie er nok mere kraftfuldt end at være skolelærer’. Og så begyndte jeg at lave film for at være med til at lave om på nogen ting.«
Det blev til politisk ladede film som Lasse Nielsens og Ernst Johansens La’ os være (1975) og Måske ku’ vi (1976), der med deres ligefremme filmsprog og improviserede dialog var med til at starte den bølge af ungdomsfilm, som foldede sig ud op gennem 70’erne og begyndelsen af 80’erne. Tardini udviklede kreative fællesskaber med unge, fremadstormende instruktører som Nils Malmros, Søren Kragh-Jacobsen og Bille August, og han har været med til at producere både Kragh-Jacobsens og Malmros’ film helt frem i 1990’erne. »Jeg gjorde det, at jeg meget tidligt committede mig, altså satsede på, hvis en eller anden instruktør skulle lave en film, f.eks. Søren (Kragh-Jacobsen, red.), så gik jeg og ventede med ham. Hvis filmen blev rykket år, måtte jeg finde på noget at lave, mens jeg ventede på, at producenten skaffede penge. Jeg skaffede jo ikke penge på daværende tidspunkt. Men det var meget med at holde kontakten til vores producent ved lige og finde ud af, om vi kunne blive hos ham.«
Sammenhæng
For Ib Tardini hænger tingene sammen. Han er nødt til at forstå en film ned i de mindste detaljer for på den bedst mulige måde at kunne »servicere og hjælpe instruktørerne med at prioritere,« forklarer han. »Når du står derude på settet, skal du have en dyb forståelse for, at det skal være grønt. ’Selvfølgelig skal det være grønt, for det snakkede vi om dengang. Men vi har kraftedeme aldrig snakket om dét der’.«
»En af mine største opgaver er at holde fast i det overordnede under optagelserne. Det når instruktørerne ofte heller ikke. De når ikke at se alt det, de optager. Det ser jeg. Og der er det mig, der bliver sparringspartneren på, om det går hjem, det vi har snakket om. Instruktørerne skal gå fra den enkelte del til den næste del i det her kæmpe puslespil. De kan have problemer med nogen gange at se, hvordan helheden bliver. Der er hele tiden problemer. At være filminstruktør er én stor nedtur. Man har set hele filmen oppe i sit hoved tidligere, og så er det bare ikke sådan, overhovedet ikke.«

*Den 18. februar bliver det afsløret, om ’Italiensk for begyndere’ vinder i Berlin. I slutningen af marts er der premiere på endnu en af Tardinis film, nemlig Åke Sandgrens dogmefilm ’Et rigtigt menneske’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu