Læsetid: 5 min.

Våde, sorte drømme

Udsigten til at oliemilliarderne kommer til at strømme op fra den færøske undergrund får nogle til at ægre sig over, at Poul Schlüter ikke opførte sig som en koloniherre i 1992
16. februar 2001

I den sidste uges tid har Ekstra Bladet over mange sider afsløret, at Schlüter solgte den danske stats rettigheder til olie og naturgas for 360 milliarder kroner i den færøske undergrund alt for billigt til færingerne. Afsløringens kronvidne er daværende lagmand Atli Dam, som nu her ni år senere fortæller, at han den gang var villig til at gå på kompromis med danskerne, men at han aldrig nåede at få det sagt, fordi Schlüter forærede ham hele molevitten.
Der er to gode, sammenhængende grunde til, at den sag bliver hevet frem nu. For det første, at færingernes selvstændighedstrang har rørt voldsomt på sig siden sagen om Færøbanken. I slutningen af maj skal de til folkeafstemning om en køreplan for løsrivelsen fra Danmark. For det andet, at 19 olieselskaber – her i blandt DONG – til sommer skyder jagten ind efter olie i havet syd for Færøerne. Hvis færingernes våde, sorte drømme går i opfyldelse, og de færøske felter viser sig at indeholde lige så meget olie som de nærliggende britiske felter, bliver færingerne stinkende rige. Og dermed brister ethvert dansk håb om at binde de nordatlantiske øer fast til Rigsfællesskabet med en bistandssnor.
Ekstra Bladets afsløringsjournalister har ret i, at der skete en afgørende vending i forholdet mellem Færøerne og Danmark i 1992. Den 11. september udsendte Ritzau en meddelelse under overskriften ’Færøerne får deres undergrund tilbage’: »Den færøske undergrund med dens mulige indhold af olie og gas overgår til færingerne selv. Det blev det overraskende resultat af et historisk møde fredag mellem statsminister Poul Schlüter (K) og den færøske lagmand Atli Dam (S).«
Telgrammets forbavsede ordlyd skyldes, at færingerne havde kæmpet længe for at få overdraget rettighederne til undergrunden. Selv om den mulighed er præciseret i hjemmestyreloven fra 1948, havde skiftende danske regeringer hidtil afvist kravet.
22. december samme år meddelte Ritzau, at statsminister Poul Schlüter var ankommet til Færøerne i en specialchartret militærflyver for at underskrive undergrundsaftalen mellem Danmark og Færøerne. Han medbragte syv embedsmænd, der ligesom landsstyremedlemmerne skålede underskrifterne ned med champagne.
Hermed blev der sat et punktum for 17 års forhandlinger – gentager: sytten år – og sagsområdet ‘råstoffer i undergrunden’ blev flyttet fra hjemmestyrelovens liste B – som omfatter sagsområder, hvor det skal afgøres ved nærmere forhandling, om og i hvilket omfang disse spørgsmål kan henføres til færørske særanliggender – til liste A, som ‘principielt’ betragtes som færøske sagsanliggender.

Aftalen præciser blandt andet, at Hjemmestyret overtager den lovgivende og administrative myndighed over råstoffer i undergrunden og udgifterne i forbindelse hermed. Samt at »eventuelle indtægter fra fremtidig råstofindvinding vil udløse forhandlinger om nedsættelse af statens tilskud til Færøerne«.
Og så slutter aftalen med pæne ord om, at regeringen konstaterer, at Landsstyret er indstillet på »til gavn for såvel færøske som danske samfunds- og erhvervsinteresser, forudsat konkurrencedygtighed at anvende sagkundskab indenfor dansk forvaltning og forskning samt i danske erhvervsvirksomheder i den færøske råstofudvikling«.
Spørgsmålet er så om afsløringsjournalisterne har ret i, at Schlüter ‘for villigt’ gav afkald på indtægter fra den færøske undergrund. Om der er grund til at kræve en undersøgelse af sagen, som SF’s formand Holger K. Nielsen forlanger. Eller om Danmark lige frem skal forlange aftalen genforhandlet, som Dansk Folkeparti kræver.
I Statsministeriets referat af et møde den 29. september 1992 – altså før aftalen blev underskrevet – mellem regeringen og folketingets partier om den færøske undergrund, kan man se, at Schlüter begrundede regeringens beslutning således:
»1) Det umulige i at finde et kompromis mellem de hidtidige danske og færøske synspunkter.
2) At øjeblikket var modent historisk til at overdrage sagsområdet.
3) Ønsket om et fortsat godt forhold til Færøerne inden for rigsfællesskabet.«

Skrællet ind til kernen drejer hele Ekstra Bladets kampagne om punkt 1: Var kompromiset muligt? I går refererede de to afsløringsjournalister en færøsk ‘hemmeligholdt betænkning’ om de krav, færingerne i 1992 var parate til at acceptere for at få en aftale med den danske regering. Det drejede sig om fire punkter: At Danmark blev sikret olie- og gasleverancer i form af forkøbsret. At danske firmaer blev sikret adgang til olieudvindelsen. At bloktilskuddet faldt væk. At hjemmestyret skulle være med til at dække omkostningerne til Rigsfællesskabet – kongehus, militær og udenrigspolitik.
Bemærk: Der står ikke et ord om, at færingerne var villige til at dele den politiske og administrative myndighed over undergrunden eller indtægterne fra eventuelle oliefund med Danmark.
I den endelige champagnefejrede aftale står faktisk, at bloktilskuddet skal forhandles, hvis olien begynder at strømme. Der står også, at færingerne er indstillet på at benytte danske virksomheder i olieefterforskningen – forudsat konkurrencedygtighed! Hvad der ikke bare er rimeligt ud fra færøsk nationaløkonomisk snusfornuft, men også realistisk ud fra EU’s konkurrenceregler. Punktet om dansk forkøbsret til olien er stormasket som et tunfiskenet, fordi der ikke er nævnt et ord om pris, og lige som punktet om økonomisk tilskud til rigsfællesskabet at sammenligne med blonder, der skulle forskønne, at færingerne krævede deres ret.
Med andre ord bekræfter dette kapitel af afsløringen faktisk Schüters påstand om, at færingerne stod klippefast på deres eneret til råstofferne i den færøske undergrund.
Så er det, man begynder at undre sig over, hvad dælen der ligger neden under denne mangesiders ikke-afslørende føljeton. Og det, man får øje på, er overleverede rester af kolonial tankegang. For det er præcis, hvad vores lille socialdemokratiske hyggestat i et vist omfang stadig er og i helt kontant forstand har været: En kolonimagt. Eksempelvis er den grimme bagside af Wilhelm Heinesens vidunderlige danske prosa, at færingerne måtte kæmpe længe for at få anerkendt deres sprog og lov til at undervise på færøsk i skolerne og prædike på færøsk i kirkerne.
Hele postyret om, at Sclüter solgte olien for billigt, bygger altså på forestilingen om, at Danmark har eller har haft ret til den færøske undergrund. At hjemmestyreloven er en slags statslig uddelegering af opgaver til det grønlandske og færøske hjemmestyre på linie med den statslige uddelegering af opgaver til kommuner og amter.
Den forestilling skød dr. jur. Frederik Harhoff i sænk med sin banebrydende doktorafhandling om Rigsfællesskabet fra 1993. Hans pointe er, at med hjemmestyreloven bristede Rigets enhed og ideen om, at intet stod over eller ved siden af Folketinget. I stedet for en enhedsstat fik vi et Rigsfællesskab bestående af tre dele med hver deres autonome kompetence. Det fik hverken Grønland eller Færøerne forærende af den danske kolonimagt; det kæmpede de sig – lykkeligvis ublodigt – til. I det perspektiv kan man kun have respekt for Schlüters handlemåde i 1992.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu