Læsetid: 3 min.

Vægt på maleriet

En blanding af stamkunstnere og gæster, nyt og gammelt i to meget forskellige udstillinger
21. februar 2001

Udstillinger
Den negative snak om sammenslutninger har været nyttig. Hver for sig har årets udstillinger vist gruppernes livsvilje. Nu leverer Decembristerne deres bud på en fremtid med hovedvægt på maleriet og et fast tag i traditionen og i medlemmernes personlige stil.
Maleriets centrale plads forsvares med bravur af Jens Birkemose med fire malerier med mat, blank, ru og rynket maling og spor som af javanesisk skyggespil. Mørkets dyb og flader, som holder styr på vilde farver, skaber ro i kaos. Det er flot, og det er Inge Ellegaards rosemaling også. Hendes kæmpestore roseportrætter skaber et duftrum, så absolut ROSE uden grønt eller torne. Hun er monomant koncentreret om sit emne og burde have været selvskreven til efterårets blomsterudstilling på Charlottenborg.

Engagement i verden
Doris Blooms vrede over den sydafrikanske konflikt er så levende som nogen sinde, men kunne for så vidt lige så godt være inspireret af situationen mange andre steder i verden. Hvert billede er et protestbillede og handler om vold og overgreb malet intenst og flimrende, næsten pointillistisk, og forstærkes af kontrasten til gæsten, hendes landsmand Willem Boshoffs lavmælte, men stærkt synlige demonstration.
Han har spredt to store rektangler af sand ud over gulvet midt i rummet, og med smukke sorte versaler har han skrevet afrikanske ord fra sprog, som er i fare for at blive udslettet af globaliseringens verdenssprog. Det handler om psykisk tortur, når kommunikation på modersmålet bliver saboteret. Mindre alvorlig, men dog også en reaktion på verden af i dag er en anden gæst, John Kørners, bekymringer for miljøet, om end hans måde at formidle den på er af en mere letbenet art. Hans billeder handler om truet natur, hvor træerne er grønne, blå, hvide og violette og jorden er gul, solgul og glad eller giftiggul og død. Resultatet er unatur, vitalt og skåsikkert.

Romantik
Anderledes er mødet med den australske kunstner Tracey Moffatt. Hendes angelsaksiske silketryk er så ironiske, og victoriansk romantiske, at det er en fryd. Til gengæld er det alvor med Jan Leths smukke akvareller, hvor bånd af farvebrikker skaber romantiske naturoplevelser. Sys Hindsbo mestrer de store kompositioner, som i den fire en halv meter lange udsmykning til Bispegården i Nykøbing Falster. Det ligner et maleri, men er faktisk ridset i marmor. Blot er man ikke altid klar over, hvorfor hun er så alvorlig. Hvad er det for ulykker, som truer de plastisk stærke og tidløse mennesker, og som får dem til at bevæge sig og gestikulere, som de gør? Er det nostalgi; handler hendes kunst om længslen efter det heroiske, om homerisk tid og orakler.
Også hos Hans Christian Rylander er man i tvivl om meningen. Han præsenterer ikke mindre end 23 numre omfattende maleri, skulptur, video og fotografi, alt afsluttet inden for det sidste år. Tingenes alvor er umiskendelig, men balancerer også pinagtigt på kanten af sentimentalitet. Det handler om liv, død og sorg. Ikarosmyten er en del af historien, og store granitblokke taler om Frygtens ømhed, Adskillelse og ensomt hus. Man kunne tolke kunstnerens febrilske aktivitet som en slags besværgelse, et forsøg på at standse og fastholde. Et pust fra en anden verden, hans store udkast til en danmarkshistorisk komposition til Provianthuset inspireret af Bjørn Nørgaards tapeter.

Andetsteds
En del medlemmer udstiller ikke, og blandt de savnede er Ingvar Cronhammar, men savnet kan opvejes ved en lille tur til Odense, hvor han har en smuk lille udstilling i Brandts Klædefabrik, et eksempel på Kunsthallens samarbejde med Fyns Kunstmuseum.
Udstillingen er sammensat af en række små modeller og værket Stage fra 1990, som ejes af Fyns Kunstmuseum, i fuld størrelse. Det er installeret i et mørkelagt rum, hvor ensomhedens talerstol er rejst foran en konkav stålvæg med syv lys. Eneste tilhørere til den imaginære taler eller orkester for dirigenten er spejlingerne i et stort, sort vandbassin. Stilheden er absolut ligesom den poesi, der genfindes i flere af de små modeller til arbejder fra 1998, f. eks. Shine og Ballroom, den sidste dog kun i fotografi, mens ironien dominerer i Well of Roses og den sære
Pioneer begge fra 1991. Også modellen til den diskutable Elia, som nærmer sig sin fuldendelse i det jyske, er med. Den er lige så smuk i det lille format, som den er uhyggelig i det store. Men det gælder jo i det hele taget for mange af Cronhammars arbejder, og det er en pointe, for hans kunst handler ikke om charme og behag, men om det uhåndterlige og formidable.

*Decembristerne. Den Frie Udstillings Bygning. Dgl. 10-17. Til 4. mar.
*Ingvar Cronhammar – Stage. Kunsthallen Brandts Klædefabrik, Brandts Passage, Odense. Ti.- Sø. 10-17. Til 28. mar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her