Teater
»Nu har jeg gået over det samme lyskryds 121 gange, uden at blive set. Jeg skriver til dig for at se, om man så mig.« »Hver mandag lægger jeg tyve kroner i kagedåsen, men stadig er det som om, min mand ikke har opdaget, at jeg findes«... »Venlig hilsen Pølse«!
Brevet sendes adskillige gange fra campingvognen, hvor Pølse bor med sin mand Pind, men der kommer aldrig et svar fra Samfundet. Det er denne form for ubestemmelighed, parret med en naiv og stædig vilje til at få kontakt, som udgør motoren i Line Knutzons nye komedie, og som man genkender som hendes varemærke.
Det er ikke fortællingen, som driver hendes stykker, for hun tror ikke på forløsningen via en dramatisk handling. Så let kan det ikke løses, det lille mellemværende med det ukendte, som omgiver hendes personer.
Tilværelse på hjul
De er lammet af det-de-ikke-kender, og derfor bliver det konkrete hele tiden abstrakt, som når Pølse må stamme sig gennem tågeord, før hun finder dét banale ord, hun leder efter: »Hænder«. Og en abstrakt størrelse som Samfundet kan kun tilnærmes gennem et konkret brev, noget som den skingre pølse-pige dog kan forstå.
Tilsvarende er campingvognen med de to skabe, stol og stuebord både en lejlighed med en rungende opgang uden for døren og en omkringkørende fortabt tilværelse på hjul, med skiftende trøsteløse tableauer uden for vinduet:
»Sådan en udsigt kan man ikke tilbyde voksne mennesker!« Og sølle er de, Pølse og Pind, overladt til deres egne forskræmte forestillinger om det, de kun har hørt om. Det konkrete liv er en opløsning, kroppen lever af de mængder af franskbrød, som Pind hjembringer: »Køb ti, du sparer fem, sagde bageren, men jeg skal kun bruge ét!, jamen du sparer fem!« Og hjem kommer Pind med favnen fuld af luftig føde. Ikke så sært at kroppen »skider gult og taler sort«.
På én gang er sproget den afgrund, de hænger i, dér de forvikler sig ind i angsten, men samtidig deres redning, for de taler verdner frem, være-steder for en momentan tryghed, men de myldrende fortællinger kan ikke flikkes sammen, ligesom den karklud af en trøje, Pind strikker på, heller aldrig bliver til noget. Derfor falder de hele tiden udenfor, misforstår hinandens talemåder, ender i ensomheden og må forsøge at tale sig ud igen, trissende rundt i badekåbe.
Knutzons metode er således poetisk snarere end dramatisk, et mylder af forskruede monologer fanger hele tiden opmærksomheden. Og gu er det sjovt at følge, hvad de dog siger. Tales der om, at møde en i »fedtefadet« er det straks også et sted, man havner i efter 10. klasse »via nogle rør man havde lagt i skolegården«.
Skuespillerne Line Kruse og Kenneth Carmohn kan virkelig tale forvildelserne efter munden, og det er ikke derfor, man alligevel ikke rigtig røres.
Uden farer
Lad være at Knutzons forsøg på psykologisk forklaring af personerne forekommer som et dramaturgisk indlæg, som når Pølse fortæller, hvordan tremmesengen fik hamret en plade ovenpå, og at hun derefter blev fodret med salathoveder! Psykologi-forklaringen virker ikke i dette pølsevognsland. Nej, problemet er snarere, at Knutzon-opsætningen efterhånden er blevet så kanoniseret, at man, i dette tilfælde instruktøren Niels Anders Thorn, ikke vover at indlægge deciderede farer i stykket. Lad os grine ad uhyrlighederne, vi skal fandme ikke kede os og det gør vi så heller ikke. Men ramt bliver vi heller ikke for alvor, dertil skal uhyggen ud af badekåben. Hos Knutzon er den der, uhyggen, når personerne spejler sig ikke i hinanden men i deres egne stemmers ekkoer, men bunden, hvorfra gruen skal komme og gøre det grinagtige gribende, er ikke indbygget her. Ærgerligt at vildskaben, som Knutzon kan, således ikke sætter kløerne i nutidsmenneskerne, der ellers her bliver usædvanligt portrættteret.
*Den luft andre indånder af Line Knutzon. Instruktion
Niels Anders Thorn. Scenografi: Marianne Nilsson. Kostumer: Jane Barlebo Andersen. Spiller til 3. mar. Danmarksturne i 25 byer i mar.-apr.
