Læsetid: 2 min.

Valg i voldens skygge

Frygt for uro i den israelsk-arabiske sektor
6. februar 2001

TEL AVIV – Mens mere end 8.000 valgsteder var ved at blive gjort klar til at modtage de godt 4,1 mio. israelske vælgere på landets skoler, beordrede ministerpræsident Barak hæren sat i forøget beredskab. Man gik igang med at stramme grebet yderligere om Vestbredden og Gazastribens palæstinensiske befolkning, hvis bevægelsesfrihed i forvejen er stærkt begrænset og har været det stort set uafbrudt siden starten på Al Aqsa intifadaen den 28. september.
»Spændingen på de besatte områder er øget igen, og det er ikke utænkeligt, at grupper som Hamas eller Islamisk Jihad kunne finde på at gøre alvor af truslen om at vise deres utilfredshed med Sharon i form af et bombeangreb,« siger politologen Joel Peters fra det israelske Ben Gurion Universitet. Søndag skød og dræbte israelske soldater en palæstinenser, som med en rygsækfuld spræng-stof var på vej over grænsehegnet omkring Gazastriben.

Martyrer stemmer ikke
Valgkampmedarbejdere fra Ehud Baraks lejr udtalte i går, at ministerpræsidentens popularitet atter er voksende i den israelsk-arabiske vælgerbefolkning, men ingen analytikere regner med nogen større overraskelse.
Ehud Barak tabte voldsomt i anseelse blandt de israelske arabere, som udgør en halv million vælgere, da 13 af deres unge blev dræbt af israelsk politi under demonstrationer i intifadaens første dage.
»I byer som Nazareth, Sak-hnin og Umm el Fahem, som nogle af de 13 kom fra, regner jeg ikke med at stemmeprocenten kommer over 10,« siger Jafar Farah fra Mossawa Centeret for Palæstinensiske Borgere i Israel. Han advarer også om, at det visse steder kan komme til uroligheder på valgdagen. »De, som møder frem for at stemme, vil blive hilst med plakater med portrætter af de 13 og teksten ’Hvis martyrerne stemmer, stemmer jeg også!’« siger Jafar Farah.
Kifah Massarwi oplyser fra kommunekontoret i byen Baqa el Gharbiyeh, at man har fået underretning om, at radikale grupper kan rette angreb mod arabiske vælgere, som benytter deres demokratiske ret.
»Men på den anden side er vi også stærkt forbeholdne overfor et for stort politiopbud ved valgstederne, hvilket kan virke provokerende,« siger hun.

Sejren i syne
»Selvom de arabiske vælgere skulle beslutte at stemme alligevel, vil det ikke være nok til at røre Arik,« siger Ei-tan Lasri, som er valgkampmedarbejder hos Sharon.
Likud-lederens selvtillid blev yderligere styrket lørdag aften, da han umiddelbart efter afslutningen på den jødiske sabbat sikrede sig opbakning fra det ultraortodokse parti Forenet Torajødedom. Dette parti havde indtil da været en af valgkampens ubekendte størrelser, som kunne have skubbet resultatet i Baraks favør.
Bekymring over valgdeltagelsen, som i Israel traditionelt ligger omkring 90 pct., truer dog med at gøre skår i Likud-glæden. Kommer den til at ligge helt nede omkring de 50 pct, som visse analytikere forudser, vil det kunne skade Sharons legitimitet som landets leder.
»Jeg ved også, at Sharon ikke ønsker at vinde for stort over Barak, for dette kan være til stor skade for Baraks støtte i sit eget parti,« tilføjer Lasri.
I Arbejderpartiet har man planlagt at holde møde torsdag, hvor man vil overveje næste skridt. Hvis nederlaget på det tidspunkt viser sig at have været for stort, er det tænkeligt, at partiets centralkomité vil kræve Barak fjernet fra formandsposten, og dette ønsker Sharon ikke, fordi det vil komplicere hans planer om en national samlingsregering med Barak som minister.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her