Læsetid: 4 min.

Verden ifølge Ricoeur

Ny bog om Ricoeurs filosofi giver et ensidigt positivt billede af den aldrende tænker
27. februar 2001

Ny bog
Den fremragende bogserie Filosofibiblioteket fra Hans Reitzels Forlag udsendte for nylig en monografi over den franske filosof Paul Ricoeurs (f. 1913) forfatterskab forfattet af Jacob Dahl Rendtorff. Nu er dette ganske vist ikke den første udgivelse om Ricoeur, men det er den første, der forsøger at favne om hele hans vældige forfatterskab. Indtil videre i hvert fald. For trods sin høje alder er Ricoeur stadig aktiv: Han forelæste om etik i 1999 på Københavns Universitet, udgav sidste år den 680 sider lange La mémoire, l’histoire, l’oubli (Edition Seuil) og synes efterhånden at nærme sig den 100-årige Hans Georg Gadamers åndsfriskhed.
Ricoeur står derfor ikke uden grund som fransk filosofis grand old man. Efter at have forladt universitetet i 1934 med en mindre grad i filosofi og uden efterfølgende at blive optaget på den elitære overbygning école normale supérieure skulle der rent held til at sikre den unge Ricoeur en filosofisk karriere.
Det hændte nemlig under krigen, at Ricoeur som krigsfange blev interneret i Pommern under så lempelige vilkår, at han sammen med filosoffen Mikel Dufrenne kunne fortsætte studiet af tysk filosofi. Resultatet af læsningen i krigsfangelejren blev en oversættelse af første bind af Husserls Ideen, der kort efter dannede grundlag for en doktordisputats.
Faktisk har Ricoeur lige siden deltaget i den filosofiske og humanistiske debat i Frankrig, hvor han har gjort sig bemærket, ikke blot som en polyhistor, hvis kundskaber strækker sig vidt, men også og måske snarere som en tænker, der har formået at strække sine filosofiske kundskaber over et særdeles bredt felt. Dette felt spænder således over områder som hermeneutik, etik, teologi, retsfilosofi, fænomenologi, strukturel videnskab, retorik med mere.

Filosofiens Herkules
Da forfatterskabet endvidere ikke er samlet i noget filosofisk system, stiller det derfor betydelige krav til belæsthed og overblik at ville give en samlet introduktion til Ricoeurs filosofi. Opgaven er derfor heller ikke helt lykkedes for Jacob Dahl Rendtorffs bog Paul Ricoeurs filosofi. Bogen fungerer ganske vist nogenlunde som et referat af forfatterskabet, hvor man kan læse om, hvilke emner de enkelte bøger behandler, men vinklen kan næppe kaldes kritisk.
Problemet er, at Ricoeur ufrivilligt fremstilles som en anden Herkules, der bevæger sig rundt i det filosofiske landskab og med nærmest guddommeligt held overvinder sine modstandere, om end gerne ved blot at løse deres filosofiske problemer. Dette skyldes, at alting forklares og analyseres alene ud fra Ricoeurs synsvinkel uden at møde modstand fra de læste tekster. Således refererer samtlige bogens 165 litteraturhenvisninger til Ricoeurs eget forfatterskab (på nær fire der henviser til en biografi om ham), mens modstandernes synspunkter kun optræder i referat. Men måske Ricoeur ikke selv er uden skyld i denne ensidighed. I hvert fald er han fra forskelligt hold blevet beskyldt for at fejlfortolke forfatterskaber i sit forsøg på at forene dem til fordel for sit eget synspunkt.
Den ret ensidige fremstilling medfører hos Rendtorff i hvert fald tre problemer af henholdsvis historisk, begrebslig og argumentativ art. For det første bliver den (filosofi-)historiske og biografiske fremstilling ret flad, når diverse fænomener først dukker op, da Ricoeur støder på dem. Det religiøst eksistentielle miljø, han færdedes i gennem årene før og efter krigen, og som på den anden side af Rhinen blev spiddet i Adornos Jargon der Eigentlichkeit, fremstilles underligt ukritisk, ligesom der ikke redegøres særlig grundigt historisk for det ungdomsoprør, der fik Ricoeur til at emigrere til USA.
Dernæst det begrebslige, som måske nok er en petitesse: Flere ikke-franske begreber oversættes over det franske og så til dansk. Således Heideggers Sorge, fransk souci, der kaldes »bekymret omgang med væren«, men snarere burde kaldes optagethed af det værende. Samme psykologisering gør Spinozas conatus til ’drift’ i stedet for stræben og Ricoeurs eget cogito brisé til det ’sårede’ fremfor blot det bristede cogito.

Prügelknaben Heidegger
Mest problematisk er det imidlertid i selve argumentationen, hvor nærmest kun Ricoeur konsekvent får det sidste ord. Dette går navnlig ud over prügelknaben Heidegger. Således hedder det f.eks. »Heidegger fremhæver menneskets væren-til-døden og endelighed og glemmer helt, at mennesket også tager del i det uendelige« (s. 49), mens det på siden forinden fortælles, at »Som et kropsligt naturvæsen er mennesket endeligt og samtidigt uendeligt, eftersom det er i stand til som erkendende, handlende og følende væsen at overskride denne væren og forholde sig til den.« Hvor hævder Heidegger, at det skulle forholde sig anderledes?
For nu at blive ved eksemplet Heidegger tilskrives Ricoeur begrebet om fødthed (den ekstatiske glæde ved at være født) som modpol til den heideggerske væren-til-døden, mens dette begreb oprindeligt hidrører fra Hannah Arendt. Tilsvarende kommer Ricoeur (måske uden at det er forfatterens intention) flere gange til at fremstå som ophavsmand til begreber og debatter, han har lånt fra andre.
Det er synd, at denne metodefejl ødelægger så meget af bogens kritiske brod. For Rendtorff skriver klart og kan fremlægge problemer, så de bliver overskuelige. Dette får man blik for i bogens sidste del, og især ved gennemgangen af storværket Temps et récit I-III fra begyndelsen af firserne. Dette værk er groft sagt et stort litteraturfilosofisk livtag med tidsbegrebet, som det formuleres hos Aristoteles, Augustin, Husserl, Heidegger. Tydeligvis er Rendtorff bedst, hvor han giver sig selv plads til at komme mere i dybden med de bøger og problemer, han skriver om.

*Jacog Dahl Rendtorff: Paul Ricoeurs filosofi. 182 s., 198 kr. Hans Reitzels forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her