Læsetid: 4 min.

Videonedslag

Den første danske bog om videokunst går i dybden på det unge medie
22. februar 2001

Ny bog
Videokunsten er en mærkelig størrelse. Som kunstnerisk medie synes den at ligge uden for de traditionelle medier, samtidigt med at deres teknikker lystigt anvendes, og endelig svæver videoen et eller andet umærkeligt sted mellem tv-mediet og filmen.
Derfor er det også både glædeligt og timeligt, at vi nu får en større bog om videokunsten og dens historie på dansk. Bogen er forfattet af Lars Movin, som igennem en årrække konsekvent og kontinuerligt har dækket videokunsten gennem artikler og interviews, bl.a. i nærværende dagblad. En række af disse tekster, suppleret med nogle nye, er nu blevet samlet i bogen Videologier 1 – 33 tekster om amerikansk videokunst. Og der er endnu et bind på vej med Movins tekster om europæisk video.
Som artikelsamling har bogen mere præg af punktnedslag i videoens historie og enkelte kunstneres videopraksis end af egentlig historie eller teori. Movin forsøger sig klogeligt nok ikke med nogen definition af, hvad video er, og hvad video ikke er, i stedet gives tid og plads til en række enkelte kunstnere i interviewformen og i oversigtartikler. Og heri ligger naturligvis en vis linje: De fleste af teksterne koncentrerer sig om de såkaldte ’pionerer’ inden for faget, dvs. kunstnere med udgangspunkt i 60’erne og 70’erne. Bogen får således et klart historisk fokus (og der er da også tekster om arkivering og restaurering af videobånd fra denne periode).

Kunst og fjernsyn
Videokunstens historiens historie kan netop dateres til disse år, groft sagt er videokunsten meget direkte et udtryk for teknologiens ændring af vores synsopfattelse: Videokunsten opstår i kølvandet på lanceringen af
SONY’s portapak, verdens første mobile videokamera, i 1965.
Denne mobilitet blev sammen med muligheden for live-transmission – dvs. at noget kan vises samtidigt med at det finder sted – hurtigt grundbestanddele i videoæstetikken og to væsentlige forskelle fra den måde, billedkunstnere før havde anvendt levende billeder på gennem filmmediet.
Netop forskelligheden fra filmmediet og det omvendte slægtskab med tv-mediet har en væsentlig plads i Movins rids af videoens tidlige historie. »Uanset hvordan man vender og drejer det, måtte videokunsten fra starten definere sig i forhold til tv-mediet,« skriver Movin med udgangspunkt i bl.a. David Antins klassiske artikel om video med titlen »Video: The Distinctive Features of the Medium«, hvor videoen som selvstændigt medium sættes i forbindelse med tv-mediets regler og koder i kraft af, at der anvendes den samme materialitet (selve videobåndet) frem for filmen.
Denne linje præger da også bogens gennemgang af kunstnere, hvor tv-kunstneren Nam June Paik konstant fremhæves som den vigtigste figur i historien. Og i flere interviews spores da også en vis melankoli over alt det, man ikke nåede, nemlig det store gennembrud for videokunsten på fjernsynet.
Videokunsten har dog til gengæld opnået et stort gennembrud et andet sted, nemlig i kunstverdenen, og spørgsmålet er, om man ikke kan se konturerne af en anden historie, hvis fokus sættes dér. Her kunne man nævne en anden klassisk tekst end Antins som primærkilde; Rosalind Krauss’ »Video: The Aesthetics of Narcissism« fra samme periode.
Her sættes videokunsten i relation til kunstbegrebet frem for tv-mediet, og ses som et medie, der i forlængelse af kropskunst og performance kan reflektere kunstnerens krop, kunstnermyten og -rollen samt ikke mindst subjektdannelsen som sådan. Videoen er her et pragmatisk medie, som skal kommentere og dekonstruere de traditionelle medier såsom maleri og skulptur, ved at sætte fokus på tidslighed frem for ikke-tid.

Video og film
En anden udvidelse af videokunsten væk fra tv-mediet er naturligvis at diskutere forskellen mellem monitor-æstetikken, som mimer fjernsynet, og dets præg af ’akvarium’, som Vito Acconci siger det, og projektions-metoden, dvs. projiceringen af videobilledet på en væg eller skærm. Hermed opnås en mere filmisk effekt og dialog, og når Movin plæderer for, at man »ikke kan komme uden om Paik« vil jeg nok svare: Jo, det kan man sagtens. Faktisk finder jeg Paik usandsynligt overvurderet, og jeg har svært ved at se, hans skulpturelle interesse for tv-apparatet har nogen væsentlig indflydelse på nyere videokunst.
I stedet kunne man fremhæve f.eks. Warhols film fra 60’erne som et vigtigt udgangspunkt med sine lange, faste indstillinger og undersøgelser af subjektet som repræsentation og persona.
Netop en refleksion over filmsproget har været et væsentligt element i nyere videokunst, som set ved Hitchcock-udstillingen på Brandts sidste år og Movins egen Dreyer-udstilling i Nikolaj forrige år, hvorfor jeg savner en diskussion heraf i Movins bog. Eksempelvis rummer bogen ingen omtale af Stan Douglas, og en af de nyere videokunstnere, som rent faktisk behandles, Matthew Barney, har jo også nu forladt videomediet til fordel for spillefilmen.
Og når vi nu er ved udeladelserne, må jeg sige, at jeg savner artikler om flere væsentlige kvindelige videokunstnere fra 70’erne, især da bogens overordnede fokus er på denne periode. Og da bogen først og fremmest er en interviewbog, havde jeg foretrukket, at bogen udelukkende havde koncentreret sig om denne vigtige periode.
Nu står de få tekster om nyere kunstnere lidt løsrevet. Når dét er sagt, skal bogen dog fremhæves som kildemateriale med sine lange og oftest ganske underholdende interviews med kunstnere fra videoens pionerår. Bogen er ikke en fuldstændig historie og teori over videoen og kunsten, men interessante punktnedslag i dybden, og som sådan et godt sted at starte sin interesse og videre diskussion.

*Lars Movin: Videologier 1 – 33 tekster om amerikansk videokunst. 364 s. ill., 200 kr. Det Kgl. Danske Kunstakademi, København

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her