Læsetid: 3 min.

Den vulkanske færing

Maleren Ingálvur av Reyni er blevet portrætteret i en smuk monografi, der fremhæver maleriets ulmende kraft
2. februar 2001

(2. sektion)

Kunstbog
Der findes endnu kunstnere i Norden, der er vokset op i et næsten billedløst samfund. En af dem er den færøske maler Ingálvur av Reyni, som netop har fået en fascinerende monografi.
Da han var dreng, havde faren en boghandel i Tórshavns Niels Finsensgade, og Ingálvur blev dybt fascineret, når de danske og svenske julehæfter kom med deres reproduktioner og illustrationer. Sidenhen udgav man også færøske julehefter, og her blev der trykt gengivelser af Mikines’ alvorsfulde kunst. Denne malers separatudstilling i Afholdshuset hører også til den purunge boghandlersøns inspirerende oplevelser. Senere blev horisonten videre, Paolo Uccellos slagscener og Rembrandts blyantsskitser fik hjertet til at banke i den færøske malers bryst.

Lærdom fra det franske
Men først skulle han som 14-årig igennem et år på havet og en læretid hos en bogbinder, før han med sin far i november 1938 drog til København for at gå på malerskole hos Bizzie Høyer. Det var en myndig og dygtig lærer(inde), som selv havde suget lærdommene til sig fra den franske kunst. I 1943 kom Ingálvur av Reyni (det færøske navn havde faren købt i 1910 for at vise sit nationale sindelag) på Kunstakademiet. En farveskala, der anvendte kontrastfarver, lærte han sig hos Kræsten Iversen, mens hans sociale engagement og tegnefærdighed fik opmuntring hos Aksel Jørgensen.
Ingálvur av Reyni kom tilbage til Færøerne efter Anden Verdenskrig, og glæden udmøntedes i bogen Tann deiliga Havn (Dejlige Tórshavn), som han udgav sammen med William Heinesen.
De træfsikre tegninger af landsmænd og frænder er også strøet med let hånd igennem den nye monografi, afvekslende med fine farvegengivelser af Reynis malerier. Men der gik halvandet år efter hjemkomsten, før han fik solgt det første maleri. Lykkeligvis har maleren den smukke overbevisning, at det er et faresignal, hvis salget går for godt. Farven er grundlaget for hans billeder, lige fra de lyse, tindrende landskaber og interiører fra 1937 og fremefter til den mørke, vulkanske periode fra 1960’erne og 70’erne, hvor det ulmer af hvidt, rødt og skifergråt. Det er af mindre betydning, om et maleri er figurativt eller helt abstrakt, livets ånde vedbliver at være intakt i de forskellige udtryksformer.

Spadsereturen
Ingálvur av Heyni, som ofte har udstillet i København og på danske kunstmuseer, er blevet filmportrætteret. Jógvan Isaksen citerer i bogens forord hans enkle, men fornemme redegørelse for et maleris skæbne under kunstnerens hænder: Det at male er som at gå en tur. Man har tænkt sig at gå et bestemt sted hen, men undervejs finder man noget, der optager en mere, og så skifter man kurs. »Det forekommer ofte, at jeg går så langt ud, at jeg ikke kan bunde, men netop da er jeg ofte glad bagefter, for så har jeg i hvert fald vovet at gå veje, som jeg ikke tidligere har betrådt.«
Det kunstneriske fællesskab mellem Danmark og Færøerne er endnu en realitet – mens Island og Danmark forlængst følger vidt forskellige baner, hvor en kunstner som Erró opholder sig i Kina i lange perioder. For Akademiets lærere, som Søren Hjorth Nielsen, var den færøske forbindelse livgivende: Mon der findes en elev på Det Kongelige Danske Kunstakademi i dag, der føler, at rigsfællesskabet er en kunstnerisk berigelse?

*Gunnar Hoydal m.fl.: Ingálvur av Reyni. 183 s. ill. i sort-hvid og farver, kr. 380. Kan bestilles hos Mentunargrunnur Studentafelagsins. E-mail:
jogvan-isaksen@post.tele.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her