Læsetid: 4 min.

Wolfe og de små mumier

Gudskelov er gamle ’Tiny Mummies!’ genopstanden i nyt Wolfe-værk. Hør her hvorfor
2. februar 2001

(2. sektion)

Gudskelov er gamle ’Tiny Mummies!’ genopstanden i nyt Wolfe-værk.
Hør her hvorfor

Essays
Egentlig lidt desværre er den allerbedste, mest spiddende, mest ætsende satiriske og mest knaldhårde, velturnerede tekst i Tom Wolfes nye essaysamling næsten 36 år gammel.
Wolfe, der dengang var almindelig arbejdende reporter (dog med en ph.d i amerikanske studier fra Yale) på det hendøende New York Herald Tribunes søndagstillæg, skrev den legendariske todelte profil Tiny Mummies! The True Story of the Ruler of 43rd Street’s Land of the Walking Dead og Lost in the Whichy Thickets: The New Yorker i anledning af, at det litterære ugemagasin The New Yorker fejrede 40 års jubilæum – og det var ikke et skulderklap af et festskrift, Wolfe havde lavet, nej, tværtimod.
New Yorkers redaktionelle indhold var stagneret og medarbejderne mummificerede, mente Wolfe, og bladets midaldrende redaktør, William Shawn (1952-87), var blevet en tweedklædt søvngængerkustode på det museum, som New Yorker efterhånden var blevet til.
Der skete ikke nogen som helst udvikling, og det var ikke de rigtig store kanoner, der skrev for bladet – J.D. Salinger var dets største navn – til trods for at The New Yorker havde opnået en status som et af de to-tre mest toneangivende magasiner i Amerika. Og målt på antal solgte annoncer var det det kommercielt mest succesfulde blad i landet.

Skimmeljournalistik
Men New Yorker havde ikke publiceret én ordentlig og original artikel siden Lillian Ross’ berømte Portræt af Hemingway i 1950, mente Wolfe. Hendes fluen-på-væggen-portræt, der fik Ernest Hemingway til at fremstå som den aldrende alkoholiserede braldrende bulderbasse, han var, dannede stilmæssigt skole på The New Yorker. Pludselig skrev alle på den måde, men alt for ofte uden Ross’ gefühl for detaljen og øre for dialogen.
Alt det nævnte Tom Wolfe i Tiny Mummies! og forbandt det med redaktør Shawns person, som tilsyneladende ønskede »et permanent lag mug« på bladets artikler ved blandt andet at give de skrivere, der havde arbejdet under den afdøde grundlægger Harold Ross, en slags livstidskontrakter.
Hvilket naturligvis medførte, at unge, aspirerende skribenter ikke kunne komme til.
»Well, han er, som de siger, en meget flink person. Det er én side af ham. Han er en lille, stille mand, og han taler med denne tøvende hvisken. Han synes at bære flere lag tøj, alle mulige slags sweatre, veste, frakker. Han smiler, nikker, nikker, nikker; han kommer med belevne spøgefuldheder. Og hvis – måske er der stillet et askebæger frem på hans skrivebord nu – men hvis der ikke var noget askebæger, ville han selv hente et! Mr. Shawn fra The New Yorker! – og komme tilbage med en Coca-Cola-flaske til brug som askebæger. Letomgængelig!«

En hjælpeløs mand
Sådan fortsætter Tom Wolfe i højt gear over mere end 30 stærkt underholdende sider, så man næsten kan se de små hvide skæl på de preserverede skribenters skuldre. Profilen vakte totalt furore i det intellektuelle establishment... i månedsvis!
I Hooking Up har Wolfe behændigt forfattet et forord og et efterord til Tiny Mummies!, og her fortæller han, hvordan den sære selveksilerede forfatter af Forbandede Ungdom (1951) J.D. Salinger efter offentliggørelsen som den første sendte et vredt, offentligt klagebrev til selve ejeren af The Tribune (her skal holdes for øje, at Salinger, i sin umedgørlige privathed ellers aldrig lod eller lader høre fra sig i offentlige sammenhænge, og at han siden det klagebrev i 1965 har forholdt sig indesluttet og tavs – også da hans datter sidste år skrev en Anette Engell-lignende bog om sin onde far og triste opvækst).

Absurde dimensioner
Fire andre regelmæssige bidragydere til New Yorker sendte ligeledes klager, hvori de sammenlignede Tom Wolfe med senator McCarthy. Han var, skrev én, ligesom en rytter, der sad højt på sin hest og trak en lille, hjælpeløs mand efter sig for enden af et reb.
Men den lille, hjælpeløse mand – William Shawn – var altså en af de mest magtfulde skikkelser i den amerikanske bladverden.
Sagen fik absurde dimensioner, da selveste Walter Lippmann (1889-1974), en af verdens til dato mest respekterede politiske kommentatorer, blandede sig og kaldte Tom Wolfe »en inkompetent røv« i et interview. Som Wolfe skriver i Hooking Ups efterord: »På det tidspunkt i 1965 var Berlin-Muren oppe, russerne havde brintbomben og missilerne til at fyre den afsted, Mellemøsten var ved at koge over, Kina var en rastløs kæmpe – men Walter Lippmann havde tid til at blive interviewet om et søndagstillæg og mig.«
Alt dette overgearede postyr var med til at sikre Tiny Mummies! en plads i historien, og med Hooking Up er det første gang, artiklen genoptrykkes i antologiform. The New Yorker lever i bedste velgående den dag i dag.
Og det andet...
Der er andre eminente essays i antologien, blandt andet et langt svar på tiltale til arvefjenderne Norman Mailer, John Irving og John Updike – en rigtig god gammeldags og underholdende ufrugtbar litterær fejde. Det er bare om at komme i gang. For han skriver jo... godt. Ikke sandt?

*Tom Wolfe: Hooking Up. 293 s. 25 USD. Farrar, Straus & Giroux

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her