Der bliver ingen fredsaftale i Chiapas i denne omgang. Det var det klare budskab fra de zapatistiske oprøreres ledende talsmand, den piberygende subcomandante Marcos, på et pressemøde i den sydmexicanske jungle i torsdags. Anledningen var den karavane ledet af 24 zapatistiske kommandanter, der drog afsted fra Chiapas søndag og efter at have rejst gennem af landets 32 delstater forventes at ankomme til Mexico By den 11. marts.
Karavanen det vil sige en lang række busser og andre køretøjer er den indianske oprørsbevægelses seneste træk for at skaffe sig opmærksomhed og støtte for sine politiske krav. Marcos understregede, at karavanen ikke ankommer til Mexico By for at forhandle fred, men for at indgå en dialog med Forbundskongressen med henblik på at sikre, at landets mellem 12 og 15 millioner indianere fordelt på 54 forskellige folkeslag »opnår forfatningsmæssig anerkendelse af deres rettigheder som indfødte folk og kulturer«.
Ordene faldt på pressemødet som svar på, at Mexicos konservative præsident Vicente Fox i den senere tid har omtalt karavanen i positive vendinger og lagt op til, at dens ophold i hovedstaden kunne bruges til at genoptage fredsforhandlingerne mellem regeringen og zapatisterne. Marcos svarer hertil, at opholdet kan bruges til at rydde nogle af hindringerne for en fredsdialog af vejen. Han og de øvrige komman-danter var som sædvanlig iført sorte elefanthuer.
Nej til Røde Kors
På grund af en velbegrundet frygt for de 24 komman-danters sikkerhed undervejs havde zapatisterne (opkaldt efter den mexicanske bonde- og revolutionshelt Emiliano Zapata) anmodet Det Internationale Røde Kors om at ledsage karavanen. Ifølge Marcos gav Røde Kors hovedkvarter i Geneve grønt lys, mens den mexicanske regering sagde nej et afslag mange har undret sig over. Marcos gav på pressemødet direkte udenrigsminister Jorge Castañeda skylden for, at Røde Kors ikke må ledsage karavanen.
Observatører på vejen
For at garantere komman-danternes sikkerhed har alle slags organisationer langs ruten mobiliseret deres medlemmer til at skabe en slags sikkerhedsbælte omkring zapatisterne og hindre soldater, politi og paramilitære grupper i at nå frem til dem. Des-uden vil flere hundrede udlændinge forsøge at være til stede som observatører og fredsvagter ved nogle af de mange møder undervejs.
Frygten for mulige attentater eller provokationer er velbegrundet. Zapatisternes karavane ventes at passere flere områder, hvor der har fundet væbnede sammen-stød sted mellem utilfredse indianere, landarbejdere og bønder på den ene side og hær, politi og paramilitære grupper på den anden. Enkelte steder er mindre, bevæbnede oprørsgrupper aktive.
Præsident Fox har lovet at forbundsregeringen vil stå inde for karavanens sikkerhed, men især venstreoppositionen har i den sidste uges tid kritiseret regeringen for ikke at mene sine forsikringer, om at man ønsker at fremme freden, alvorligt. Især udenrigsminister Ca-stañeda, der tidligere var anerkendt som moderat venstreorienteret politisk kommentator og analytiker, har været skydeskive for kritikken.
På pressemødet beskyldte Marcos præsident Fox for at ville overtage den zapatistiske karavane og gøre den til sin. Han ønsker egentlig ikke fred, mente den maskerede oprørstalsmand.
Samtidig med zapatisternes karavane afholder Verdens Økonomiske Forum (det med det omstridte årsmøde i Davos i Schweiz) sit regionale møde for den vestlige halvkugle i den mexicansk turisby Cancún mandag og tirsdag.
Nøgne med elefanthuer
Modstandere af globaliseringen har bebudet demonstrationer og forsikret, at de ikke ønsker voldelige sammenstød som i Schweiz og andre steder. Alligevel har de mexicanske myndigheder skærpet sikkerhedsforanstaltningerne. En af modstanderorganisationerne opfordrede i sidste uge over Internettet modstanderne af nyliberalismen til at demonstrere »nøgne og med elefanthuer« under mødet i Cancún og frem til den zapatistiske karavane, når Mexico By den 11. marts. Nogle hundrede globaliseringsmodstandere har desuden meldt sig til at ledsage karavanen.
Karavanen har allerede inden den begyndte nået en væsentlig del af sit mål: At skabe fornyet debat om de indianske folk, om fattigdommen i Mexico, om regeringens politik, omglobaliseringen og om zapatisternes oprør. Og derved har zapatisterne med præsident Fox ord ved en indvielse i torsdags vist sig »som mestre i at kommunikere«.