Læsetid: 3 min.

Min aften i Paradis

Årets Oscarshow var ikke for langt eller så forudsigeligt som frygtet
27. marts 2001

Filmfest
For en filmfan, for hvem uddelingen af de prestigefyldte guldstatuetter er et af filmårets absolutte højdepunkter, var søndagens Oscarshow en festlig og fornøjelig affære, der ikke kun uddelte statuetter til de mest oplagte kandidater.
Komikeren Steve Martin, der har overtaget værtsrollen efter populære Billy Crystal, var et veloplagt og vittigt midtpunkt, og han lagde hårdt ud med det samme. Temaet i hans tirader var en bidsk afklapsning af Hollywoods krukkeri. Ikke decideret ondskabsfuldt, men på kanten og bestemt med både bid og vid.
»At være vært ved Oscaruddelingen,« sagde han bl.a. til at begynde med, »er som at elske med en smuk kvinde – det er noget, jeg kun får lov til, når Billy Crystal er udenbys.«
Enkelte af de store stjerner fik en ekstra kærlig behandling. Ikke mindst den Oscarnominerede Tom Hanks (for Castaway) og hans kone gennem mange år, Rita Wilson: »Det er svært at holde sammen på et forhold i Hollywood – vi går i seng med så mange forskellige mennesker,« sagde Martin og fulgte op med et lille hip til et meget omdiskuteret plot om at kidnappe en anden af de nominerede skuespillere, Russell Crowe.
»De har just offentliggjort navnet på en mistænkt i forbindelse med planen om at kidnappe Russell Crowe. Det eneste, jeg kan sige, er: Tom Hanks, du skulle skamme dig!« Og det gjorde han så, Tom Hanks, spillede med på Martins joke og skammede sig. Russel Crowe, der senere løb med en Oscar for sin rolle i Ridley Scotts Gladiator, var ikke lige så let at slå et smil af. Faktisk så han aftenen igennem meget sammenbidt ud, sikkert pga. nerver, for da han havde vundet, løsnede han lidt op.

Grinegrædeflip
Julia Roberts, som var nomineret og vandt for sin sympatiske rolle i den dobbeltnominerede Steven Soderberghs Erin Brockovich, var derimod storsmilende – ikke mindst når Martin rettede skytset mod hende. Og da hun gik på scenen for at modtage sin Oscar – hendes første – gik hun helt i opløsning i både latter og tårer i en henrevet og lang takketale, meget længere end de 45 sekunder, det amerikanske filmakademi havde sat som øvre grænse. Men tilbage til uddelingen: Aftenens tre hovedkombattanter var Gladiator, Steven Soderberghs Traffic og Ang Lees Tiger på spring, drage i skjul, og ganske mod sædvane blev statuetterne fordelt ligeligt imellem dem. Gladiator fik udover Crowes pris desuden Oscar for Bedste film og lyd, kostumer og visuelle effekter – fem i alt. Traffic fik fire. Én til Soderbergh for instruktion – en overraskelse for de mange, der selvsikkert havde tippet Scott som vinder – Benicio del Toro fik for Bedste mandlige birolle, Stephen Gaghan for Bedste manuskript baseret på tidligere offentliggjort materiale, og sluttelig fik filmen en pris for sit klip. Ang Lees Tiger på spring blev ikke overraskende udråbt som Bedste udenlandske film, ligesom den visuelt bjergtagende film fortjent høstede statuetter for fotografi, musik og scenografi.

De andre
Af andre vigtige prismodtagere kan nævnes Cameron Crowe, der vandt for sit manuskript til sin selvbiografiske Almost Famous, og skuespillerinden Marcia Gay Harden, der fik en Oscar for sin birolle i den meget roste Pollock, om den amerikanske maler Jackson Pollock og med Ed Harris i både titelrolle og instruktørstol. Den festlige aften blev rundet af med et par Specialoscars. Én til den italienske producent Dino de Laurentiis, der i 1930’rne og 40’erne arbejdede sammen med de Sica, Fellini og Rossellini og siden hjalp instruktørerne David Lynch og Michael Mann frem. Senest har han produceret Ridley Scotts Hannibal.
Også den engelske filmfotograf Jack Cardiff og manuskriptforfatteren Ernest Lehman, bl.a. kendt for manuskripter til Sound of Music, West Side Story, Menneskejagt, Sabrina og Sort søndag, fik hver en Oscar for lang og tro tjeneste – man kunne dog godt undre sig over, at den aldrende, affældige Lehman ikke har fået en så fortjent pris noget tidligere. Til Björk, nomineret for sin ’I’ve Seen It All’ fra Dancer in the Dark, var der ingen Oscar – den gik i stedet, sympatisk, men lidt fantasiløst, til Bob Dylans ’Things Have Changed’ fra Curtis Hansons ellers sørgeligt forbigåede Wonder Boys.
Og så var det slut for i år, tre og en halv time varede det, i det store hele meget passende.

*Se den samlede liste over årets prisvindere: www.oscar.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu