Læsetid: 11 min.

Altid i opposition

En borgerlig regering vil gøre en forskel alene i kraft af en ny politisk kultur. Der skal mere politik, mere ægte folkestyre ind på Christiansborg. Og det skal være slut med måneskinsforlig uden om Folketinget, siger Venstres Birthe Rønn Hornbech
3. marts 2001

Wa will Wenstre?
For Venstres retsordfører, Birthe Rønn Hornbech, ligger folkestyrets arbejdsplads ikke kun på Christiansborg, men i mindst lige så høj grad i de foreninger og folkelige forsamlinger, hvor hun med stor energi og lyst holder foredrag, diskuterer politik, drikker kaffe og spiller lidt på klaveret. Et af de erindringsforedrag, hun diverterer med, hedder Præstens uartige datter.
Præstedatter er hun. Og jurist og vicepolitimester på en tredjedel tid hos Rigspolitichefen. Men damet er vel nok det rigtige ord, hvis man skuer hende på det ydre antræk. Nydelig rød blazer, sort nederdel, sorte strømper og sko – og et dyrt silketørklæde om halsen. Et stort, ungdommeligt, bølgende hår – og så, ganske vist, en udstråling som et mindre atomkraftværk, et glimt i øjet, en bestemthed i replikken, et ego, der gør det forståeligt, at der ikke kun står respekt om hende i Venstres folketingsgruppe, men også, efter sigende, nu og da skrækblandet respekt.
Den 57-årige Birthe Rønn Hornbech er støbt i ét stykke og præget af overbevisninger, som hun ikke giver køb på af parti-taktiske hensyn. Hun har stemt nej til særlove, uanset om de handlede om sager, der havde Venstres sympati.
Hun gik åbenlyst mod partiets flertal i Tamilsagen og krævede en rigsretssag mod den konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen. Hun har stærke retspolitiske holdninger og tør handle efter det. Hun har meget skarpe holdninger, når det gælder udlændingepolitikken, meninger f. eks. om at asyl kun skal kunne søges fra EU-finansierede flygtningelejre.
Hun har lige på Venstres vegne fremlagt et udlændingeforslag, det hun selv kalder et kasseeftersyn af regeringens politik, og lægger ikke skjul på, at hun opfatter den udlændingepolitik, der føres i dag, som fuldstændig tåbelig.
»Som det er nu, kan vi ikke styre det. Vi har indvandrer-stop, men trods dét kommer der masser af spontane asylansøgere, hvoraf mange er svindlere og bedragere og overhovedet ikke har noget opholdsgrundlag. Så er der dem, der virkelig er forfulgte, men de er ikke til at skelne mellem hinanden. Familiesammenføringen bliver bare brugt til at omgå indvandrerstoppet, tyrkisk familiesammenføring i tredje, fjerde generation, de kan ikke integreres, det skaber kvindeundertrykkelse – og så videre.«
»Det er den måde, vi har udlændingepolitik på. Men de veluddannede, som kan gøre en indsats i Danmark, de kommer ikke ind, fordi vi har indvandrer-stop. Det skal laves om. Vi skal have de der flygtningelejre og stille betingelser til dem, der kommer til Danmark,« mener Birthe Rønn Hornbech.
Den slags hårdt optrukne synspunkter får kritikere til at opfatte hende som en ubarmhjertig jernlady på området. Men hun er også den retfærdige sjæl, der griber til orde mod diskrimination mod de udlændinge, som arbejder og lever her i landet, f.eks. i forbindelse med taxa-lovgivningen.
»Polariseringen i udlændingedebatten er utrolig trist og farlig. Man har ført en politik på området, som det danske folk aldrig har accepteret, og derfor er man tilbøjelig til at lukke sig inde – for at forsvare sig selv.«
»Jeg føler, man skyder mig nogle motiver i skoene, som jeg ikke har. Jeg tager faktisk det enkelte menneske alvorligt. Men jeg vil også have lov at sige til en pige, der insisterer på at gå med tørklæde, og til en dansk præst, der ikke vil acceptere kvindelige præster, at de skal have lov til at gøre, hvad de vil, og mene, hvad de vil. Men de må også acceptere, at der er nogle job, de ikke får, uden at det skal kaldes diskrimination.«
»Det er jo dem, der ønsker en separering og at lægge en afstand. Det skal de have lov til, men de må så finde sig i, at andre synes, de udsender nogle signaler, de ikke bryder sig om.«

Måske har Birthe Rønn Hornbechs åbne udmeldinger sammenhæng med, at et andet af hendes foredragsemner hedder Kampen mod tolerancedjævelen. Den lille djævel, som hele tiden hvisker om, at man ikke må have nogen holdning, og opløser enhver sag, så der ikke kan træffes beslutninger. Hun har ikke selv opfundet ham, men hugget ham fra en biskoppelig ordinationstale, henvendt til to præster, som fik at vide, at man ikke må være så bange for at sige det forkerte, at man aldrig kommer til at sige det rigtige.
»For mig er tolerance holdningsløshed,« siger hun. »Frisind er, at man står fast på sine egne meninger og respekterer, at andre har samme ret. Og jeg vil kæmpe for at slå fast, at folketingsgruppen ikke er noget efterretningskontor.«
Den opfattelse kan nu og da være besværlig for partiets ledelse. Som den socialdemokratiske Ole Løvig Simonsen sagde til hende, da Venstre for en halv snes år siden kom i opposition:
»Det bliver ikke nogen stor forandring for dig Birthe – for det har du jo altid været.«
Selv siger hun lige ud, at hun er temmelig vild og anarkistisk, og at Venstre med sit frihedsbegreb og åbne debat af samme grund er det eneste parti, hun føler sig hjemme i.
»Men det er klart, at i det øjeblik, der dannes en ny borgerlig regering, og vi er statsminister-partiet, er der også nogle forpligtelser.«
– Og så skal du rette ind på nogle områder?
»Det gør jeg jo i forvejen. Mine ord ville få mindre vægt, hvis jeg altid var imod. Jeg kan heller ikke overkomme at sætte mig ind i alt. Når det gælder økonomi, hører jeg efter, hvad der bliver sagt, og deltager i diskussionen i gruppen – men det kan næsten aldrig blive samvittighedsspørgsmål.«
– Hvad vil du personligt gøre en indsats for at få lavet om på under en Venstre-ledet regerings første 100 dage?
»Lige præcis de ting, jeg gør nu, for jeg skal ikke være minister. Jeg vil være den, der bider regeringen i benet og holder den fast på de løfter, der er givet. Og jeg vil i de første 100 dage holde den fast på, at vi skal have en helt ny kultur i Folketinget og i ministerkontorerne. En større åbenhed. Og så mener jeg altså, at vi i meget højere grad skal væk fra at lave måneskinsforlig i ministerierne. Det sidste har jeg ikke talt med Anders (Fogh, red.) om, men hvis ikke han er enig, må han sige det i Information.«
»Disse måneskinsforlig er ikke blot betænkelige ud fra folkestyrets ide, men det er fuldstændig sindssygt, hvis en liberal regering starter med at slå af på sine egne forhåbninger. En liberal regering må starte med at lægge det, man synes er den rigtige politik frem i Folketinget – og tage forhandlingerne bagefter. Selv en mindretalsregering skal ikke være nervøs for at konstatere, at noget af det, man ville, altså ikke gik. Det vigtigste er, at vælgerne kan se forskel og se, hvad der foregår.«
– Reformen af efterlønnen blev jo strikket sammen i hemmelighed af Lykketoft og Anders Fogh Rasmussen, fremgår det af en ny bog?
»Vi er det parti, der kæmpede for parlamentarismen, som er 100 år gammel i år – og det er både jeg og Anders Fogh og Ivar Hansen meget bevidste om. Men det er vigtigt, at man som regering kan opfatte signaler fra de andre partier, hvis man skal have noget igennem. Og når det med efterlønnen er gået igennem, er det, fordi Anders og Lykketoft har kendt hinanden efter mange års forhandlinger.«
»Selvfølgelig må man kunne snakke sammen uden for pressens søgelys. Der er tale om en enorm balance, men jeg tror, tingene kan kombineres på en anden måde end i dag med et andet parlamentarisk udgangspunkt og en anden politisk dagsorden.«

Den tidligere borgerlige regerings fejltagelser – hvad har Birthe Rønn Hornbech lært af dem?
»Det har jeg ikke tænkt så meget over. Jeg ved ikke, om der er nogle fejl, der kan komme igen. Det, jeg har tænkt meget over i de snart ti år, vi har været i opposition, er hele folkestyrets principper. Man kan sige, at der er for lidt politik i Folketinget – og for lidt folkestyre.«
»Jeg er meget optaget af at få debatten tilbage til Folketingssalen, få nogle bråvallaslag ud fra grundholdninger i stedet for pjattede enkeltsager. Vi har jo kæmpet for at få den spørgetime om tirsdagen, hvor det var meningen, at man skulle have en politisk dialog med aktuelle ministre om aktuelle spørgsmål. Men Nyrup er ikke til at drive ned i Folketingssalen. Han møder ikke selv op, og de ministre, der møder op, er overhovedet ikke aktuelle og bliver ved at undskylde sig med, at de ikke kan svare på stående fod, selv om man stiller dem rent politiske spørgsmål.«
»På det område, i kravet om en helt anden folkestyre-kultur, vil jeg i hvert fald være med til at bide Anders i benet. Men i øvrigt er han enig i det. Det ligger jo i vores parti – den åbne debat. Der kan være nogle nødvendighedens krav i dagligdagen, men Venstre må aldrig glemme, hvor det er, man vil hen.«
»Det, jeg forventer af en borgerlig regering, som i højere grad kan sætte dagsordenen, er, at debatten på lidt længere sigt ændrer sig, som det skete sidste gang, vi var i regering, og at vi får virkelige personligheder som ministre. At man kommer væk fra den holdning, at alle mennesker opfattes som ofre, som klienter og patienter – og at specielt en masse udlændinge får lov at dalre rundt uden at bruge deres egne ressourcer, mens man fratager dem deres værdighed ved at binde en mængde sociale ydelser i halen på dem i en eller anden misforstået socialdemokratisme.«
Men vil Danmark komme til at se markant anderledes ud efter fire år med en borgerlig regering ved magten?
– Det hævdes jo, at I vil være nødt til stort set at føre samme politik som den nuværende regering?
»Der er for mig ingen tvivl om, at hele forholdet til det enkelte menneske, forholdet mellem stat og borger, vil være fundamentalt anderledes. Der skal være en meget bedre retssikkerhed for borgerne i forhold til myndighederne end i dag. Der går alt for meget i svang hos det, man i politiet kalder ’særmyndigheder’. Og der er en enorm uoverensstemmelse mellem, hvad politiet må, mellem de retsgarantier, en drabsmand har – og de retsgarantier, en skatteborger har over for skattevæsenet. Det må ændres fundamentalt, og det nævner jeg, fordi det optager mig.«
»Men hele den politiske kultur vil blive anderledes – det er blandt andet derfor, det er vigtigt, at vi får regeringsmagten. Hvad vi kan få igennem af lovforslag, afhænger som bekendt af, om vi har 90 mandater for, at de kan komme til 3. behandling. Men mit svar kunne også være, at vi skulle starte med en lovgivningspause. I dag er det et succes-kriterium, at lovmøllen maler uafbrudt. Men jeg er ikke sikker på, at lovgivning er så vigtig. Det vigtigste er, at andre holdninger kommer til at gennemsyre samfundet hele vejen igennem.«
»Vores udgangspunkt er jo ikke socialdemokraternes – at mennesket er et forsøgsobjekt i velfærdssamfundet. Vi tror på, at mennesker bliver lykkeligere, hvis man stiller krav til dem og tror på dem. Man kan ikke tåle at blive pakket ind i vat og bomuld uden at blive et rethaverisk krævemenneske. Det er det naturlige, som Jakob Knudsen talte om. Det unaturlige er at lave alle mulige kunstige beskæftigelsesordninger. Det gavner kun hele behandlervældet, alle de højtråbende interessegrupper, ikke de svage, som skal støttes.«
»Vi kunde godt finde professor Jørgen Dichs bog Den herskende klasse frem fra reolen og støve den af. For vi har kun fået flere ofre ud af hele det omfordelingssystem, vi har.«

Birthe Rønn Hornbechs tilværelse hviler på et solidt kristent grundlag, og hun er stolt af at være medlem af Folketingets kirkeudvalg.
Hendes far var fængsels- og sognepræst. I hjemmet kom der løsladte fanger, som hendes far syntes, det var hyggeligt at snakke med – og også »meget fornøjelige« præster, der førte en livlig debat, som husets to børn deltog i med liv og lyst.
Det var her, hendes sociale engagement blev skabt. Hun ville oprindelig have været teolog, men opgav det, blev også gift som ganske ung med en meget ældre mand, som døde for 15 år siden. Men da hun havde fået sin juridiske embedseksamen, søgte hun udelukkende job, der rummede mulighed for menneskelig og social kontakt. Hos politiet, i børne-og ungdomsforsorgen, i fængselsvæsenet og i – Kulturministeriet. For Birthe Rønn Hornbech er et meget litterært og filosofisk interesseret menneske, som mener, læsning udvider sindet.
»Jeg kunne slet ikke have tænkt mig at søge Finansministeriet, og hvis jeg skal være ærlig, bryder jeg mig ikke om at diskutere økonomi.«
»Kirkeligt var de præster, jeg traf i mit hjem, mere til højre end det, jeg selv er blevet til under påvirkning af alle de gode højskolefolk fra Venstre. Jeg er egentlig typisk by-Venstre, men samtidig et højskolemenneske uden nogen sinde at have været på højskole som ung eller at være kommet i et højskolemiljø.«
– Er et begreb som by- og land-Venstre relevant i dag?
»For mig er det et fuldstændig forældet begreb. Jeg er jo valgt i Køgekredsen og kan se, hvor den er vokset, siden jeg stillede op første gang i 1976 og ikke kunne vælges ved valget i ’77. I dag er det en sikker kreds, og der er snart flere Venstre-vælgere herovre end i Vestdanmark.«
»Men jeg er meget optaget af Grundtvigs tanker om fællesskab og hans tanker om livsoplysning. Og det er ikke blevet mindre vigtigt for dette rodløse og rådvilde folk i en teknologisk tidsalder, hvor alt bliver så fragmenteret, og man får informationer så lynhurtigt.«
»Jeg tror ikke, at globalisering og folkeoplysning er uforenelige størrelser. Inden for vores nationalstat har vi nogle fælles folkelige værdier, som også mange udlændinge, der er moderate muslimer, kan bekende sig til og føle sig identificeret igennem.«
»Jeg mener faktisk, at forudsætningen for globaliseringen er, at man selv er
forankret i et ståsted. Men det har ikke noget med by- og land-Venstre at gøre.«

Samtalen med Birthe Rønn Hornbech er den første i Informations interview-serie med Venstre-folketingsmedlemmer. Vi spørger: Hvad har partiet lært af den tidligere borgerlige regerings fejltagelser? Bliver Danmark markant anderledes efter fire år med en Venstre-ledet regering? Svarene er så forskellige som dem, vi spørger. Venstre er et hus med mange boliger

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her