Læsetid: 4 min.

Athos, Porthos, Aramis og Superstærk Piratos

Gladsaxe Teaters anti-musical over De Tre Musketerer har masser af farver og fest, men savner noget så elementært som en bærende hensigt
20. marts 2001

Teater
Det er i en mærkelig tilstand, af gennemironiseret forvirring og gennemimmuniseret totalbombarderethed, man forlader Gladsaxe Teaters musical over Alexandre Dumas den Ældres klassiker De Tre Musketerer, og det bliver kun takket være opbydelsen af sine sidste kræfter, man overvinder væmmelsen ved dette orgie af publikumsleflende smagløshed og sætter sig ned for at anmelde det, havnet som man jo er i kulturredaktionens omvendte uge, hvor alle har lov til at skrive om ting de ikke har mindste begreb skabt om.
James og Adam Price har i beretningen om Athos, Porthos, Aramis og Super Stærk Piratos set et evigt tema, nemlig den idealistiske helts forvandling til lusket kyniker. En purung gascogner, d’Artagnan, ankommer på et afpillet øg til Paris for at gøre sin lykke, og inden førstedagen er omme, har han meldt sig hos musketerforstanderen de Treville, mødt sine tre store idoler, kæmpet med kardinalens folk og forelsket sig i sin værts underskønne hustru.
Siden hen bliver det ham alene, der når igennem til England og fremskaffer kopier af de to juveler som dronningen ellers havde foræret sin britiske elsker, og ham, der højt glidende på en talje når frem til hoffet og redder festen. I anden del er det ham alene, der holder fanen højt og husker sine venner på parolen ’En for alle, alle for en’, men til allersidst er han blevet som de. Det påstår i hvert fald forestillingen uden dog at få det artikuleret, endsige aktualiseret og dermed gjort vedkommende.
Forfatteren og iscenesætter kunne have valgt at tro på deres spinkle fortolkning og i det mindste forsøge at give den troværdighed. I stedet har de gjort udenværkerne til hovedsagen og kastet sig i ud en respektløs omgang med forlægget i form af en art anti-musical, der i et bevidst forhold til genren går utraditionelle, ekstreme veje.

Show for enhver pris
Historien fortælles med den brede, mangefarvede pensel og med mobilisering af alle musikteatrets virkemidler. Der er næppe den stil- eller toneart, der lades uprøvet ved dette retningsløse opbud af populistiske påhit: Barok og rock, spaghettiwestern, gejl sportsreportage, farce, forloren romantik, grove gags og puerile påfund. ’Show’ kort sagt, og det for enhver, og til enhver tænkelig pris
Musicalens scenografi, lagt til rette af Louise Beck, har i teaterrummets ene ende en forhøjning, der fungerer som musketerpalæ, kongelig salon, tronsal og bistro. På den venstre side flankeres podiet af en balkon til konge og dronning, til den anden side af kardinal Richelieus gemak. I rummets modsatte ende ses anbragt en sceneport, oven på hvilken balkonen skiftevis bruges som sovekammer, kloster og Buckingham-palæ. Tilskuerne sidder så langs med den rektangulære scene, Gladsaxe Teaters massegrav for halvhjertede indfald.

Gardister som fascister
Stærkest i forestillingen står, hvad kraftpræstationer angår, Søs Egelinds rå, energiske Mylady, som optræder i skiftende outfits som mandeæder i læder, som haremsdame i mørkerødt, som cabaretpige og som nonne. Anders G. Kochs d’Artagnan får knap nok ét af sine tre ben til jorden dér. I rollerne som Athos, Porthos og Aramis ses den drevne Jess Ingerslev, den overspillende Steen Springborg og en ganske effektiv sødt slikken Kristian Boland. Svenske Philip Zandén forsøger at give kardinal Richelieu en form for fascistisk farlighed, og Ditte Højgaard Andersen prøver at give en yndig Constance Bonacieux, delvis i trods mod forestillingens gennemgående greb, som er at tage ingenting alvorligt og lægge ironisk distance til alt.
Som eksempler på den babyloniske stilforvirring kan nævnes, at Richelieu i en fælt postuleret duet med Mylady (»Onde tider er her igen«) udstyres med Hitlerskæg, eller at d’Artagnan og Constance i den romantiske sødsuppe-scene på balkonen vikles ind i et satinlagen på tre gange fire meter, næppe Jysk Sengetøjslager.
Da kardinalen spørger Mylady, hvorfra hun har lært at tale så prægtigt skånsk (en metafiktiv henvisning til Zandéns egen herkomst), svarer hun rapt, på svensk, at hun har boet ved en landevej hele sit liv. Højdepunktet af timing nåedes, da der tre pladser fra hvor vi sad ringede en mobiltelefon i samme øjeblik som d’Artagnan af-slørede brændemærket i Madame de Winthers nakke.

Aramis: en parfume
Helt nyt i forhold til tradi-tionen er endvidere, at Aramis under sit ophold i klosteret konverterer til homoseksualismen (dette afsløres i sangnummeret »Han er ho, han er bø«, hinsides enhver beskrivelse grufuldt…), samt at ædedolken Porthos får lov at brække sig i en spand omgivet af to barmfagre skønheder, et arrangement, der over for publikum skal sandsynliggøre en sammenhæng mellem madglæde og impotens.
Denne scene falder i forestillingens anden halvdel, hvor idémagerteamet bag De tre Musketerer ellers var på nippet til at tage historien alvorligt. Resultatet er en skinger skurren. Scenen, hvor d’Artagnan holder Constances afsjælede legeme i sine arme, afløses således uden overgang af lagkage-apoteosen hvor han udnævnes til musketer.
Price-brødrene og teatrets leder Flemming Enevold har lavet en fræk forestilling hvis eneste princip synes at have været det, at alt skulle være tilladt.
Derfor keder man sig bestemt heller ikke, der er hele tiden noget at se på og lytte lettere adspredt til. Mest af alt påminder showet om en fødselsdagskringle fyldt med snæv og dekoreret med Matador Mix, pepperoni og rucola
Det store spørgsmål må imidlertid blive: hvorfor og for hvem dette totalopbud? Man savner en bærende vilje og ender behørigt underholdt, men gennemironiseret konfus.
En musketer er en soldat udstyret med en musket. Men Gladsaxe Teaters gevær kan kun skyde med spredehagl. Forestillingen savner en overordnet kunstnerisk hensigt, med mindre man da vil kalde det en kunstnerisk hensigt at prøve på at få lokket så mange og så forskellige mennesker som muligt i teater på samme tid.

*De Tre Musketerer. Gladsaxe Teater. Tekst: Adam Price. Musik: James Price. Iscenesættelse: Flemming Enevold. Scenografi: Louise Beck. Medvirkende bl.a.: Anders G. Koch, Jess Ingerslev, Steen Springborg, Kristian Boland, Søs Egelind, Philip Zandén og Ditte Højgaard Andersen.

*Erik Skyum-Nielsen skriver til dagligt om litteratur

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu