Affaldsproblem
Rundt om i verden er der ca. 440 atomkraftværker, de fleste i Europa.
Når atombrændslet er brugt og når værkerne er udslidte skal det radioaktive affald skaffes af vejen. Det mest radioaktive og giftige affald skal gemmes på et sikkert sted i op til en kvart million år.
En endelig løsning på dette problem er ikke fundet.
Ifølge Tobias Münchmeyer fra Greenpeace International og P. L. Ølgaard, Risø, er der i dag rundt regnet 200.000 tons brugt atombrændsel, som indeholder mere end 1.000 tons plutonium.
Mellem en femtedel og en fjerdedel af affaldet er oparbejdet, skønner Greenpeace.
Dertil kommer affaldet fra den militære produktion. Tobias Münchmeyer skønner, at der er 255 tons våbenplutonium i verden, heraf 137 tons i Rusland, 100 i USA og resten fordelt hos de øvrige atommagter, Storbritannien, Fran-krig, Kina osv.
Plutonium
Plutonium er det mest frygtede. Det er meget giftigt, kræftfremkaldende selv i ekstremt små mængder. Der skal kun fire til seks kilo til at lave en bombe af det. Ved driften af en atomreaktor på 1.000 Megawatt opstår der 2-300 kilo plutonium mere pr. år.
Når en brændselsstav er brugt op på et atomkraftværk, kan man vælge at betragte den som affald, der skal opbevares på et sikkert sted i tusindvis af år. Sådan gør man i USA, Sverige, Finland og Spanien.
»Da der endnu ikke findes slutdepoter for brugt brændsel, er kasseringen af de udbrændte elementer ensbetydende med, at de må oplagres midlertidigt på eller ved kraftreaktorerne eller i centrale depoter,« skriver C. F. Højerup og P. L. Ølgaard i den seneste udgave af International kernekraftstatus fra Forskningscenter Risø.
Genbrug med høj risiko
»Det er endnu mere farligt at oparbejde det brugte atombrændsel,« siger Tarjei Haaland fra Greenpeace Norden.
England, Frankrig, Rusland og Japan er tilhængere af oparbejdning. Den foregår i la Hague i Frankrig, Sellafield i England og Mayak i Rusland. Det japanske anlæg i Rokamura er ikke taget i brug. Tyskland, Japan, Belgien og andre lande har afleveret brugt brændsel til oparbejdning i la Hague og Sellafield.
Ved oparbejdningen opløser man det brugte brændsel i syre og udskiller indholdet af plutonium og ikke-beriget uran. Resten tørres, smeltes ind i glas og fyldes på en stålbeholder. Det hele omgives af kølesegmenter og en rustsikret støbejernsbeholder. Transporten til Gorleben i Tyskland er en af disse beholdere. Efter planen skal der i de kommende år ankomme 12 beholdere om året fra Frankrig og seks fra Storbri-tannien.
Hver beholder skal opbevares sikkert i 50.000-100.000 år. Salthorsten under Gorleben var oprindelig udset til slutdepot, men har nu kun status som midlertidigt depot.
Radioaktivt spildevand
Fra anlæggene i la Hague og Sellafield er der problemer med udslip af radioaktivt spildevand, men værst er den risiko, der er knyttet til den udvundne plutonium, siger Tarjei Haaland.
Oparbejdningen har, som Risø-rapporten bemærker, kun mening, hvis man bruger den udvundne uran og plutonium igen i »en lukket brændselscyklus hvor energien i vid udstrækning kommer fra spaltning af plutonium«.
Derfor blander man på la Hague og Sellafield uranium og plutonium i brændselsstave (MOX) som sendes til Japan. MOX-brændsel kan bruges i kogende vand-reaktorer. Men energigevinsten er beskeden, og »metoden kan lige så godt ses som en måde at skille sig af med plutonium,« skriver Højerup og Ølgaard i Risø-rapporten.
En alt for farlig måde, siger Greenpeace. Der er risiko for, at plutonium falder i de forkerte hænder så det kan bruges til bomber, der er forhøjet risiko ved de mange verdensomspændende transporter og der er en øget usikkerhed ved
driften af selve reaktorerne, påpeger Tarjei Haaland.
Teknologi i blindgyde
Egentlig var det atomindustriens mening at udnytte plutonium i hurtige formeningsreaktorer. Disse reaktorer er så varme, at de skal afkøles med flydende natrium. Tyskland og Frankrig har opgivet udviklingen af denne teknologi. Verdens største formeringsreaktor, Super-phenix blev lukket i 1996 og beslutningen om at demontere den blev truffet i februar 1998.
I Japan blev Monju-værket lukket i 1995 efter en natriumlækage. En genåbning er politisk besluttet, men ikke sat i værk.
Kazakstan lukkede sin formeringsreaktor i 1999. Rusland har én kørende i Beloyarsk. Fire andre meldes under opføring, men der er næppe penge til at bygge ret meget, siger P. L. Ølgaard.
Ikke i min baghave
Risø-rapporten beskriver de store problemer og konflikter om bortskaffelse af atomaffald, men mener, der er tegn på, at en praktisk løsning rykker nærmere.
Problemet er dog, erkender forfatterne, at »de fleste ønsker, at depotet skal ligge mindst 1.000 kilometer væk fra dem selv«.
Australien sagde i 1999 nej til et internationalt konsor-
tium, der ville indrette et øde sted i det nordvestlige Australien til depot.
I USA er et dybtliggende depot for militært atomaffald taget i brug i Texas.
Men intet slutlager til civilt atomaffald er godkendt noget sted i verden.
