Læsetid: 5 min.

B-film og blodhævn

Vi fortæller her om den amerikanske B-filminstruktør Larry Cohen, Hong Kong-instruktøren Johnnie To og den japanske gysertrilogi ’Ring’, der kan opleves på årets NatFilm Festival, som begynder i aften
30. marts 2001

(2. sektion)

Filmfestival
Videobånd, der slår ihjel, stilfulde gangsterfilm og morderiske mutantbabyer – ja, mulighederne er mange og varierede, overvejer man at lade sig forlyste med et par af de 150 filmtilbud på årets NatFilm Festival, der begynder i dag.
Der er film for snart sagt enhver smag, og mange af dem kunne fortjene at få et par ord med på vejen, men jeg vil her tillade mig at fokusere på tre filmserier, jeg personligt har fået stor fornøjelse ud af.
Da jeg var ung og vild og gik i gymnasiet, fik jeg min tid til at gå med at se splatter- og gyserfilm – pr. postordre købte jeg ucensurerede, italienske horrorfilm fra Holland og Tyskland, og jeg læste bøger og magasiner som Gorezone og Fangoria.
En af de instruktører, jeg ofte stødte på, var amerikanske Larry Cohen, der var berømt og berygtet for film som It’s Alive, Q – the Winged Serpent og A Return to Salem’s Lot. Effektive genrefilm, som fik mig til at rubricere Cohen som gyserinstruktør af de bedre.
Siden er mit billede af manden dog blevet revideret, og med den serie på syv af Cohens film, som NatFilm kan præsentere, kan man kun håbe, at han vil finde sig et fortjent, større publikum også i Danmark.

Filmene
For Larry Cohen er meget andet og mere end instruktør af billige og underholdende genrefilm. Cohen er også en politisk engageret auteur, som altid har en bagtanke med sine film – uden at det dog bliver hverken påtrængende eller frelst. Det sørger en god portion humor, selvironi og stilsikkerhed for.
Ud over Cohens It’s Alive (’74), Q (’82) og A Return to Salem’s Lot (’87) byder festivalen på God Told Me To (’76), Special Effects (’84), The Private Files of J. Edgar Hoover (’77), der portrætterer den mangeårige FBI-direktør som seksuelt frustreret og magtliderlig, og endelig en af Cohens seneste film, blaxploitation-pastichen Original Gangstas (’97), der griber tilbage til Cohens start i filmbranchen med filmene Hell up in Harlem og Black Cesar, begge fra ’73.
Alle Cohens film er lavet i yderkanten af den etablerede, amerikanske filmbranche, og han har altid formået at bevare den kunstneriske kontrol med film, der er ganske opfindsomme i både form og indhold – Q og It’s Alive blander scifi og horror med krimi længe før, X-Files så dagens lys.
Det er blevet sagt om Cohen, at han med sine film har taget snart sagt alle væsentlige problemstillinger i det amerikanske samfund i løbet af de seneste 30 år under behandling. Og når man ser Hollywood-satiren Special Effects, den syrede religionskommentar God Told Me To, og dén sønderlemmende kritik, It’s Alive leverer af medicinalvareindustrien, samtidig med, at den diskuterer den vanskelige forælderrolle, ja, så er man tilbøjelig til at give iagttagerne ret.
Under alle omstædigheder bør man unde sig selv at stifte bekendtskab med Larry Cohen, der nok har sit udgangspunkt i et suspekt B-filmunivers, men som ikke lider af B-filmmiljøets alt for dillettantiske arbejdsmetoder, og som tilmed er så engageret i sin samtid.

Gyseligt
Er man til et mere stilfærdigt, men ikke mindre hårrejsende gys end Larry Cohens It’s Alive, så er der virkelig noget at komme efter i den japanske og episk-tragiske gysertrilogi Ring, der med små virkemidler og en spændende handling får nakkehårene til at rejse sig.
Hideo Nakata har instrueret de to første film, der følger en journalist, en universitetsprofessor og en universitetsstudine, mens de forsøger at opklare, hvorfor en række unge mennesker er døde præcis en uge efter at have set et mystisk videobånd med nogle meget besynderlige optrin.
I den første film finder de langsomt ud af, at det har at gøre med en synsk dame, som 40 år tidligere smed sig i en vulkan og efterlod datteren Sadako, der et par år senere blev slået ihjel af sin far og nu hævner sig fra det hinsides. I den anden og bedste film er kun studinen og journalisten tilbage, og de må sande, at Sadeko ikke er sådan at bide skeer med.
Den tredje og sidste film i trilogien, Ring 0: The Birthday, foregår, som titlen antyder, på et tidspunkt før handlingen i de to første film. Det er en såkaldt prequel, som beretter om de tragiske begivenheder, der gik forud for Sadakos død, og som er skyld i, at hun så blodigt hjemsøger nutidens Japan. Ring 0, der er instrueret af Norio Tsuruta og samtidig den visuelt og plotmæssigt mest energiske film i trilogien, runder fint beretningen om Sadako af – og så rummer den adskillige overraskelser, også selvom vi fra Ring 1 og 2 godt ved, hvad der skete med pigen.
Ring-trilogien er åbenlyst inspireret af amerikanske teenagegysere, men adskiller sig markant fra sine kulørte kusiner ved ikke at lade chokeffekterne dominere. Tværtimod opbygges en fortættet stemning med et intelligent, veldrejet plot, der tager det bedste fra den afdæmpede, vestlige gysertradition – ala Exorcisten og Rosemarys baby – og fermt blander det med japansk folklore.

Kinetisk kinesisk
I et noget andet gear end Ring-trilogien kører Hong Kong-instruktøren Johnnie To.
Han har lavet film siden begyndelsen af 80’erne, men det er først i slutningen af 90’erne, at han for alvor er begyndt at slå igennem som en instruktør af betydning. Samtidig har han med sit filmselskab, Milkyway Image, været med til at give en – efter den kinesiske magtovertagelse – skrantende Hong Kong-filmindustri troen på sig selv tilbage.
På NatFilm Festivalen er det muligt at opleve en håndfuld af Tos seneste og bedste film, der oven i købet demonstrerer alsidigheden i hans produktion. Et par energiske, romantiske komedier, Needing You (sidste års største biosucces i Hong Kong) og Where a Good Man Goes (’99), demonstrerer Tos sans for at vende genrer på hovedet og få dem til at fremstå friske og originale.
I modsætning til mange af sine Hong Kong-kolleger, der har det med at forfalde til krukket overspil og følelsesfulde manerer, formår To at skabe en sund balance mellem det hysteriske og det sentimentale i sine film.
Således også i de kinetiske og stilskabende action- og gangsterfilm, som instruktøren er blevet berømmet mest for. Personligt faldt jeg pladask for den supercool The Mission om fem triadefolk, der skal beskytte deres øverste chef mod ivrige attentatmænd.
I ånden fra Godfather, Seijun Suzuki, Jean-Pierre Melville og John Woo har Johnnie To skabt en fascinerende historie om venskab på trods af eller i overensstemmelse med triadernes strenge æreskodeks. Nok skydes der med skarpt, men To sørger i rigt mål for også at tegne nogle solide og gennemtænkte personer, man gider interessere sig for.

FAKTA
NatFilm
*Årets NatFilm Festival er den 12. i rækken, og programmet byder på 150 forskellige film fra hele verden i løbet af de næste ti dage i København. Fra den 11.-15. april foregår det øst for Storebælt.
*Udover film af Johnnie To, Larry Cohen og Claire Denis, som er beskrevet på disse sider, er der mulighed for at komme til forpremiere på en del af forårets kommende biograffilm. Desuden sættes der i de enkelte filmserier fokus på så forskellige emner som Iran, Korea, Kina, krig, musik, Romuald Kamakar og ikke mindst coverstjernen Anna Karina, som vi bringer et interview med her i avisen i morgen.
*Hent en programavis i en af festivalbiograferne eller besøg festivalens hjemmeside på www.natfilm.dk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu