Læsetid: 3 min.

En bebudet katastrofe

Selv om hjælpe-organisationerne længe har kunnet forudse den afghanske sultkatastrofe, kniber det voldsomt med donormidlerne, og landets indbyggere føler sig nu total glemt af verdenssamfundet
27. marts 2001

Nødhjælp
Den afghanske sultkatastrofe er i høj grad en bebudet katastrofe. Tre års tørke i et land, hvor al infrastruktur er ødelagt og enhver form for central regering fraværende, er en næsten klassisk opskrift på katastrofe.
At fire millioner mennesker i dag er totalt afhængige af nødhjælp, mens andre tolv millioner kommer i farezonen, hvis forårshøsten også slår fejl, har nødhjælpsorganisationerne vidst længe. Alligevel er det mere end almindeligt svært at råbe det internationale samfund op.

Donortræthed
Donortræthed hedder fænomenet, der indtræder, når et land har været på international bistand i 21 år.
Af den samlede appel på knap to milliarder kroner, som nødhjælpsorganisationerne har udsendt for 2001 er der endnu ikke kommet noget ind, og til de langsigtede projekter, som bl.a. den danske organisation for afghanske flygtninge, DACAAR, arbejder med, er mindre end ti procent af de nødvendige midler kommet.
Ifølge DACAAR’s leder, Thomas Thomsen, gør donortrætheden det stort set umuligt at få Afghanistan ud af den fattigdomsspiral, som landet er endt i: »Som situationen er i øjeblikket, kan jeg ikke se, hvordan Afghanistan skal komme på fode igen. De sidste fem år har donorerne stort set ikke prioriteret langsigtede projekter, der jo ellers netop skal sikre fødevareforsyningen i årene fremover,« siger han. I øjeblikket er Danmark, Holland og EU de eneste, der støtter projekter a la DACAAR, der bl.a. har etableret 23.000 brønde over hele landet.

Føler sig glemt
Der er da heller ingen tvivl om, at afghanerne i stigende grad føler sig glemt af omverdenen. Efter den sovjetiske besættelses ophør i 1989 er interessen for det borgerkrigshærgede og opiumsproducerende Afghanistan dalet støt. Og at landet siden 1996 har været regeret af den ekstremt religiøse Taliban-bevægelse, har ikke gjort omverdenens sympati større.
»Det er svært at vide, om donortrætheden skyldes talibanerne eller Afghanistans fortsatte behov for hjælp. Men der er da ingen tvivl om, at de internationale organisationer opfatter Taliban som en meget besværlig størrelse,« siger Thomas Thomsen.
»Det er vores klare indtryk, at de talibanske topledere ikke kærer sig en pind om befolkningens situation.«
Resultatet er, at afghanerne føler sig glemt af stort set alle.
»De almindelige afghanerne, som vi møder ude i landdistrikterne, føler sig fuld-stændig glemt af omverdenen. De har ikke noget håb og er meget opgivende over for fremtiden,« siger Thomas Thomsen.

Tre måneder endnu
Og det pudsige er, at talibanerne ifølge Thomas Thomsen har det på samme måde. De føler sig også ladt i stikken af det internationale samfund. Især fordi ingen har påskønnet, at de har sat en stopper for Afghanistans gigantiske opiumproduktion.
»Talibanerne har intet som helst fået ud af at forbyde opiumproduktionen, og det kan de ikke forstå,« siger Thomsen, der mener, at talibanerne helt klart havde regnet med, at det ville få bistandskronerne til at rulle ind.
»Verden overser helt, hvor galt det står til i Afghanistan. Over halvdelen af landets befolkning er berørt af tørken, og i øjeblikket kæmper vi desperat for at få folk til at blive ude i deres landsbyer. Det eneste, vi kan gøre nu, er at sørge for, at så megen hjælp som overhovedet muligt når frem til de sultende ude på landet. Og at vandforsyningen opretholdes,« siger han.
FN’s fødevareorganisation WFP anslår i øjeblikket, at organisationen har penge nok til at brødføde de sultende afghanere i tre-fire måneder endnu. Men derefter ser det rigtig skidt ud.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her