ROM Silvio Berlusconi står som italiensk parlamentsmedlem og europaparlamentariker, leder af oppositionen og som dens statsministerkandidat, midt i en valgkamp. Alligevel vil han nu også overtage tøjlerne i fodboldklubben AC Milan, som han ejer, men hvis ledelse han, som ærespræsident, ikke har taget del i et par år. Nu kan det være nok med dårlig ledelse, rasede han sent tirsdag, efter at have overværet, at hans klub blev elimineret fra mesterholdsturneringen Champions League.
Hånd i hanke
Berlusconi har ikke overværet en af sit holds kampe i fem måneder, men sad i går med sammenbidt ansigtsudtryk på ærestribunen ved siden af Milans direktør Galliani, der har fulgt ham på den lange vej i opbygningen af forretningsimperiet.
Og bagefter sagde Berlusconi til tv-stationen Italia Uno som han selv ejer: »Nu kan det være nok. Nu går jeg selv på banen. Jeg trak mig tilbage for at give plads for direktøren og træneren, men der er truffet valg, som er fuldstændig modsatte af dem, jeg ville have truffet. Og her ser vi resultatet.«
At man midt under valgkampen kommer til at se den måske kommende italienske statsminister herse i træningsdragt med Milans spillere er ikke sandsynligt. Men det er givet, at han vil tage sig selv på ordet og tage hånd i hanke med Milans problemer, og dermed handler han efter et mønster, som han altid har fulgt, når han synes, at de ansatte i hans virksomheder gør det for dårligt. Formelt er ejendomsretten til og lederansvaret for Berlusconis vidtforgrenede forretninger uddelegeret til den nærmeste familie og venner, men for hans modstandere vil hans reaktion på fodboldkampen være endnu et eksempel på det, der er et af deres hovedtemaer: Interessekonflikten mellem politikeren og forretningsmanden Berlusconi. Man vil bruge det som endnu et eksempel på det storhedsvanvid, der forleden fik ham til at sige i fuldt alvor, at han er den bedste i verden.
I fodboldsammenhæng senest udtrykt, da han efter Italiens finalenederlag til Frankrig ved EM sidste år kritiserede landstræner Dino Zoffs dispositioner så ærekrænkende, at Zoff valgte at gå af. Svarende til at Anders Fogh Rasmussen havde magt til at fyre Morten Olsen.
