Læsetid: 4 min.

En billetsælgers bekendelser

Halvhjertet søgte Nikolaj Bolko engang 100 ingeniørjob. Så tog han konsekvensen af sin hang til syrede steder og startede helt forfra
9. marts 2001

(2. sektion)

Portræt
Det var måske ikke blaffeturens højdepunkt, da den ældre østrigske mand tilbød Nikolaj Bolko 500 shilling for et håndjob. Midt på motorvejen, med 130 i timen, er det svært at finde en grimasse, der kan passe. Især, når manden har været så flink at give et lift. Diplomatisk »nej tak« og »jeg tror, jeg smutter af her«. Og fucked på motorvejen igen.
Men så er der så meget andet, som den 32-årige Nikolaj Bolko kan blive høj på, når han er i sit rette element – på uplanlagt og uforudsigelig rejse med plads til spontane beslutninger. Det giver han masser af eksempler på under samtalen med Information denne hverdagsaften i en Frederiksberg-café. Hvordan det, at slaske rundt uden tidspres i nogle sjove gader i Kuala Lumpur giver ham et kick. Hvordan indtagelsen af en hesteburger i Ljubljana kan virke som en aha-oplevelse. Hvorfor Minsk ikke pr. definition er ufedt, bare fordi det er ukendt. Fordi der alle steder er interessante ting at observere, når bare man giver sig selv tid til det.
Med geografi i blodet, næsten alle verdens hovedstæder i hovedet og en giga-rejseerfaring i Europa, Asien og Sydamerika på bagen, virker det selvfølgeligt, at manden sælger flybilletter og programmerer systemerne hos tour-operatøren Billetkontoret A/S i København. Han må være født ind i rejsebranchen.
Sådan er det bare ikke.
»Tværtimod syntes folk i branchen, at det var meget, meget mærkeligt, når jeg kom og søgte stillinger hos flyselskaber og rejsebureauer for fire år siden,« fortæller Nikolaj.
»De kunne ikke forstå, hvorfor jeg med min baggrund ville arbejde der. Jeg prøvede at forklare dem, at rejser interesserede mig, men den fes ikke helt ind. De var høflige, men de undrede sig stadig.«
Nikolaj Bolko er uddannet maskiningeniør i Århus. Altså kvalificeret fra en videregående uddannelse til et fag med relativt høj løn, for som ingeniør er man i dag en efterspurgt arbejdskraft på danske virksomheder. Og selv om arbejdsløsheden blandt ingeniører var højere dengang, så var banen i hvert fald kridtet op til karriere og højstatusliv på et eller andet tidspunkt.
»Egentlig kunne jeg mærke allerede halvvejs i studiet, at jeg havde meget svært ved at se mig selv arbejde som ingeniør. Men jeg fortsatte alligevel, det gør man jo, hvis alternativerne ikke står helt klareÇ« fortæller Nikolaj.

Da han var færdig, var det første han tænkte på således alt andet end en ingeniørkarriere. Men at komme ud at rejse, som han gjorde det, så snart han havde chancen. Sammen med sin kæreste Birgitte tog han afsted i fem måneder til Asien. Da han kom tilbage til Århus, meldte hverdagen sig. Pligtskyldigt og for at få ren samvittighed – »når jeg nu var blevet ingeniør, kunne jeg lige så godt bruge det« – sendte han 100 ansøgninger om ingeniørjob afsted. Han kunne selvfølgelig godt bruge et job og penge, ikke mindst så han kunne komme ud at rejse igen.
»Men ansøgningerne blev mere og mere halvhjertede, fordi det stod stadig mere klart for mig, at jeg ikke kunne se mig selv i et ingeniørfirma i Esbjerg eller Varde. Det ville føles forkert. Jeg ville ikke brænde, kunne jeg mærke,« forklarer Nikolaj.
Ansøgningerne gav af samme grund ikke resultat. Han tog den beslutning, der uvægerligt ville være kommet før eller siden: Han tog til København og boede i en plastikpose på værelser og hos venner rundt omkring. Fast besluttet på at starte forfra. Gå efter det, han virkelig ville: At have med rejsebranchen at gøre. Fik sig møvet ind på et kursus i Helsingør, hvor han kunne få det nødvendige basisdiplom på den internationale luftfarts- og turismeuddannelse.
»Nu betyder diplomer og eksaminer intet i den branche. Det er en helt anden verden, hvor det kun er erfaring, der tæller,« siger Nikolaj.
Der gik lang tid med at banke på døre, bag hvilke rejsebranchen undrede sig over ingeniøren og hans hang til fly og syrede rejsemål.
»Men jeg var hele tiden ret sikker på, at det nok skulle komme. Jeg var aldrig pessismistisk, for jeg vidste, at når jeg havde så meget lyst til det, så skulle andre nok få øje på mine fortræffeligheder,« siger Nikolaj.
Da han fik jobbet i Maersk Air i Københavns Lufthavn, havde han en god fornemmelse i maven.
»En lufthavn er det ultimative sted, man kan arbejde. Alle mulige forskellige folk, der er på vej. Et eller andet sted hen. Det er hele præmissen for de menneskelige møder, der bliver korte og tilfældige, og det er vildt fascinerende,« siger han.
Nu er han væk fra lufthavnen, på kontor i City. Men det rykker lige så meget i ham, og det er fedt at være i en situation, hvor det »ikke er surt at gå på arbejde.«
Det kunne det meget nemt være blevet, hvis ikke han var brudt ud af ingeniørvejen. Så ville han kun have levet i ferierne. På rejserne. Som han i øvrigt fortsat dyrker, så snart muligheden er der.

FAKTA
Blå bog
Nikolaj Bolko født 1968 i Næstved. Hans far er fra Slovenien, hans mor fra Møn. Matematisk student i Silkeborg 1987. 1988: Første langtur i verden med rygsæk. Starter i 1989 på Århus Teknikum. 1993-94: Fabriksarbejde for at tjene til endnu en rejse, 1994-95: Søger ingeniørjob på stribe, men beslutter at starte forfra. Flytter til København. 1996: Tager IATA/UFTAA diplomet for den internationale luftfarts- og turismeuddannelse i Helsingør. 1997-2000: Billetagent hos Maersk Air i Københavns Lufthavn. Fra september 2000: Billetsælger og programmør hos Billetkontoret A/S
i København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu