Læsetid: 3 min.

Blækkets ægteskab

– dets sammensmeltning af vand og himmel – lykkes smukt i Niels Simonsens nye fortællende digte
16. marts 2001

(2. sektion)

Digte
Vil man fortælle en anekdote, behøver man egentlig blot kunne huske en enkelt fyndig replik, eller to. Resten af kunsten er friere og består i at gengive dén situation, i hvilken replikkerne faldt, eller i det mindste kan tænkes at være faldet. Det afgørende bliver da ikke den nøgne sandhedsværdi, men illusionens ægthed, fortællerens sans for her og nu at skabe dén omstændighed under hvilken humor pludselig bryder igennem.
Dette princip har Niels Simonsen brugt i sine nye digte, der alle består af fortalte forløb spidset til i særlig smukke, hyper-poetiske linjer. Noget nogen sagde engang, noget digteren pønsede på at sige, noget der lå i en situation, som var særlig svanger med dyb sødme og sjæl. »Hører du om stjernerne at i dem bor dine søskende,« sagde drengen til en ung pige, »så har du drukket af drømmenes mælk« – således lyder eksempelvis kernelinjerne i et digt med motiv fra forfatterens barndom.

Magien konkret
Stofmæssigt henter Anekdoter replikker og situationer fra visse lokaliteter: Christianshavn og Fanø, Niels Simonsens jyske barndomsland. I tid bevæger han sig fra nutiden tilbage til 1950’erne, og atter frem til i dag, idet han til sidst begraver sin fader. Overalt står i centrum eventyret, omstændigheder, hvorunder virkeligheden brat bliver drømmeagtig, og det almindelige liv opfyldes af poesi og magi.
Umiddelbart kan det lyde luftigt og verdensfjernt, men pointen er lige den modsatte, nemlig, at vor tilværelses inderste under møder vi altid i det konkrete. Sandheden udsiges af et levende menneskes mund, som da digteren siger til glasfabrikanten, at denne bør lytte til fuglenes sange i toner omkring os om julen. Og »er der da grå og jordbrune farver tilovers / så løft dem op i din hånd«.
»Her har du aftenen i dens sang,« siger glasfabrikanten og giver digterjeget den blå time i en ring om halsen på en fugl til at hænge på træet.

Niveauerne skifter
Det er karakteristisk for Niels Simonsens teknik, at digtets sidste fire linjer, de hvori poesien tætnes fyndigt ind, falder som en slags tilføjelse trykt med mindre skriftgrad. Hans fortalte forløb har som regel mindst to niveauer, en over- og undertekst, hvis indbyrdes vægtforhold skifter. Dertil kommer finurlige spil imellem replik og brødtekst, samt mellem rubrik og digt. Nogle gange kan de citerede, tilsyneladende behørigt indlejrede passager udgøre skriftens hele overtekst, andre gange finder man kernen anbragt allerede i titlen. Der vendes op på læserens forventninger om over- og underordning, og vi forvirres i forsøgene på at uddrage det endelige, inderste udsagn. Kompositionen manifesterer en hengivelse til ubestemmeligheden, dels som æstetisk credo, dels som en erkendelse der uddrages af tilværelsen.
I ordføjningsteknikken mærker man sig arkaiske indslag såsom omvendt ordstilling og regelmæssig rytme, til trods for at rim ikke forekommer, og hvad ordvalget angår foretrækker Niels Simonsen et ’oprindeligt’ sprog uden slang eller fremmedord, også uden abstrakter. Der tales fra sangenes land, og fra et barndommens rige. Derfor skal digtene minde om barokkens salmer og lejlighedsdigtning, tunge som disse vers jo var af sanselig metaforik såvel som af en hårdt tilkæmpet verdenserfaring.

Børnesang itu
Skal man sætte en etiket på Niels Simonsens digte, må det blive surrealistisk barok, eller børnesang udsat for dadaistisk-anarkistisk sabotage. Der står fantastiske ting overalt, og de står hver gang langt inde i et kompliceret forløb. Hvad der så må veje tungest: De fyndige linjer eller de omstændigheder, hvorunder de lod sig skrive, kan være lige meget. Hovedsagen er, at det hele er der, med anekdotens tilspidsethed og poesiens sødmefyldte uskyld, i en let skrift der konstant levendegør sin tro, sit indre princip. Der er i blæk et ægteskab imellem vand og himmel, siger Niels Simonsen, og demonstrerer det så på tryk ved at gøre dagligdagen magisk og omvendt gøre underet konkret.
Hvad vil vi mere, står der f.eks. et sted, »end bære håbet omkring med os / og kalde det et menneske der svarer«. Nej, hvad vil vi mere, og hvad behøver man som læser mere? Det »at skrive er en sang / der lyser af sig selv foran dig her«.

*Niels Simonsen: Anekdoter. Digte. 92 s. 175 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her