Nu er den så gal igen i England. Og det er ikke køer eller får, deres klove eller munde, det her handler om. Men en kunstudstilling såmænd, der har vakt bestyrtelse i den stivnakkede engelske politistyrke, som åbenbart har et vågent øje på samtidskunsten. Som beskrevet på side 7 i dagens avis drejer postyret sig om den i London bosatte amerikanske kunstner Tierney Gearon. To af hendes billeder er mistænkeliggjort af politiet for at udsende pornografiske signaler. Billederne (det ene bragt i gårsdagens Information) viser fotografens egne børn, på fire og syv år, i fuld nøgenhed kun iført masker med voksenansigter. På fotografierne ser man børnene legende posere i vandkanten, sådan som de kunne optræde i ethvert forældrepars fotoalbum. Men her er der gået mediepression i sagen, idet tabloidavisen News of the World har blæst til forargelsen. Så reagerede politiet, som nu bare venter på en tilladelse til at kunne få magt, som de har agt de to fotografier skal bag lås og slå, for børneporno og pædofili skal jo tages i opløbet! Det er dog ikke første gang en fotograf udstiller billeder af nøgne, legende børn. I Amerika har f.eks. Sally Mann vakt opsigt med fotografier af sine egne børn, der solbrændte boltrede sig i smukke flodomgivelser.
Der er to principielt vigtige aspekter i disse sager. På den ene side handler de ikke om kunst endsige om pornografi. De handler om en overhysterisk medieneurose, som de seneste års børneporno- og pædofilisager har afstedkommet. På den anden side handler sagerne om en angst, der grænser sig til det menneskeligt indsnævrede, nemlig angsten, der er forbundet med at børn faktisk også er seksuelle væsener. Det er 100 år siden Freud første gang forargede verden med sine udforskninger af, at børn ikke lever i en uskyldig kønsløs tilstand, men allerede tidligt udvikler en form for seksualitet. Denne seksualitet er naturligvis ikke rettet mod voksenverdenens, men er en slags tidligt udviklet bevidsthed om kønnet, om den så kun kommer til udtryk i den obligatoriske lege-doktor-leg. Børn er nysgerrige og kan blive pirrede, men det foregår vel at mærke kun inden for deres eget univers. Når Gearons fotos tilsyneladende vækker anstød, er det snarere fordi fotos og kunst som sådan jo ikke er noget i sig-selv-hvilende, men netop får mening i kraft af beskuerens egne associationer og fortolkningsevner. Gearon siger selv rammende: »Det kan kun være en person, der allerede havde den slags tendenser (pædofile, red.), som ville være i stand til at se den karakter i disse fotos.« Også herhjemme har vi set eksempler på den paranoia, der knytter sig til pædofili og børneporno, f.eks. hvor forældrer f.eks. kvier sig ved en nøgen kontakt med børn, det skulle jo nødig hedde sig...
I takt med at vi tror vores samfund friere og friere i menneskesyn- og forståelse oplever vi faktisk ofte eksempler på det modsatte. Overalt hører man psykologer og terapeuter udtale sig om ting, der før ville have hørt hjemme i common knowledge-afdelingen. Der findes ikke det dameblad som ikke har en brevkasse, hvor der opfordres til at mærke efter. Hvorfor er det blevet så svært at mærke noget? Fordi vi lever i en paradoksal kropsløs tid, der hele tiden må dyrke kroppen i forhåbning om, at få fornemmelsen af den tilbage. Mediernes eksponering af perfekte kroppe fører på en sær måde til, at forestillingen om en egen krop bestandig er truet af den perfekte anden (medie)krop, som forekommer mere egentlig end det egne, velkendte korpus. Ikke kun er den uideale egne krop forkert på det ydre plan, den er også bolig for forkerte følelser og fornemmelser, hvorfor disse hele tiden må korrigeres og analyseres af den formodede sagvidenskab. Sigende er det også at det netop er kunsten, som i det engelske eksempel er blevet synderen, for foran værket er det jo netop, at man er henvist til sine egne fornemmelser og impulser. I kunsten har man mulighed for at justere sin omverdensforbindelse eller problematiske forhold til samme og det er også dér de seismografiske rørelser registreres. Man behøver blot tænke på Nazi-tidens fordømmelser af entartete kunst for at befæste indsigten i, at kunsten altid er farlig for de magter, der har et skummelt projekt, som skal kontrolleres. Gearons billeder, hvis selvbiografiske tematik f.eks. også ligger i forlængelse af fotografen Richard Billinghams, er på ingen måder skumle, naturligvis, men de viser os hvor lille springet er mellem banaliteter og sprængfarlig dæmoni. Hvis Bobbyerne for alvor rykker ud og ender med kunstværker i salatfadet er det selvfølgelig en tåbelig fejltagelse. For det de fragter afsted i bilen er jo ikke kunsten, men det åndelige problem, som denne gang blot plantes hos en misforstået Gearon. Men den frustrerede tankeforslyngning er jo ikke afhjulpet. Blot udstillet i det vindue til en anden verden, som kunsten udgør, og hvad vi så ser i dette spejl vil tilsyneladende altid skræmme en eller anden.
