Læsetid: 2 min.

Bogkort

30. marts 2001

(2. sektion)

*Litteraturhus Skal vi have et Litteraturens Hus i København på samme måde som man f.eks. kender det fra Tyskland? Det er der flere, der mener og oven i købet så alvorligt, at man indbyder til konference om sagen. Det er Dansk Litteratur Center, som i samråd med Goethe-Instituttet står bag konferencen d. 7. maj. Her gæster tyske litteraturhus-direktører Møstingshus på Frederiksberg, hvor de vil videregive deres erfaringer. Der er oplæsninger af danske forfattere på dagen og i dagene inden.

*Erotik Forlaget Høst & Søn har netop udgivet Asger
Schnacks to erotiske romaner Jeg og Ham fra 80’erne i en samlet bog med titlen Anelser. Da bøgerne udkom glædede man sig over, at en fin forfatter, Ane Schmidt, havde set dagens lys. Fra Schnack selv kom der nok et stille smil over hvor effektivt pseudonymet virkede.

*Billigbøger Til strømmen af paperbacks og billigbøger vil der snart tilføjes yderligere en sektion af slagsen når Gyldendal til sommer lancerer en ny serie.
SUPERPOCKET vil forlaget udgive ca. 48 af hvert år og prisen bliver mellem 50 og 70 kroner. De supermarkeder, som vel egentlig er i kikkerten med tiltaget, kan jo så selv variere priserne. Blandt de programsatte navne er Aamund, Holst, King med flere.

*Colette I Næste uge udkommer en stor biografi om Colette, skrevet af forfatteren Judith Thurman, som også har biograferet Blixen. Thurman er i den anledning i byen og fredag 6. april kan man møde hende i samtale med Suzanne Brøgger. Et møde hvor »Colettes litterære produktion, hendes opsigtsvækkende liv og hendes placering som en af de første moderne kvinder i det 20. århundrede bl.a. vil blive diskuteret.« Politikens Foredragssal kl. 19-21, Vesterbrogade 28, porten. Billetter via Billetnet.

*Bændelormen – led nr. 34 er titlen på et lille nyt tidsskrift for litteratur »og bevidsthedsudvidende kunst, en reaktion på passiviteten i dansk åndsliv«, som de skriver i pressemeddelelsen. I redaktionen sidder Vagn Remme og Rolf Steensig og i deres mani(sk)fest hylder de galskaben mod jakkesæt og forældede forlæggere. Der er overvejelser over et interview med Morten Søndergaard, prosa og poesi, bl.a. ved redaktørene selv. Prisen er 25 kr. Mere info på
www.baendelormen.subnet.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her