Læsetid: 6 min.

Brød og roser

Den engelske instruktør Ken Loach har med sine kompromisløse tv-dramaer, dokumentarfilm og spillefilm leveret indtrængende hverdagshistorier om mennesker på kanten af industrisamfundet
9. marts 2001

(2. sektion)

Portræt
Cathy Come Home (1966) var den film, der for alvor etablerede Ken Loach som et navn i britisk film. Den er en gribende historie om Cathy og Reg, der synker ned af den sociale rangstige og ender som hjemløse. Den fiktive fortælling ledsages af dokumentaroptagelser, speakerkommentarer og statistikker om boligforhold og hjemløshed i England.
Filmen satte gang i et større hjælpeprogram for hjemløse, men også i en ophedet debat om, hvad tv-drama er. Loach blev beskyldt for at vildlede publikum ved at blande fakta og fiktion – en kritik som har fulgt Loach i hele hans karriere frem til Ladybird, ladybird (1994).
Det har været karakteristisk for Loach, at han på en gang har forsøgt at udnytte fiktionens nuancerede indsigt i personlige forhold og erfaringer, samtidig med at han dokumentarisk placerer sine fortællinger i en konkret, ’virkelig’ sammenhæng.

En ny realisme
I sine første film eksperimenterede Loach med tv-mediet og skubbede i alle mulige retninger i et forsøg på at udvikle en ny form for realisme. Som f. eks. i debutspillefilmen, Poor Cow (1967), der handler om en ung kvinde og hendes kamp for at klare sig alene med sin lille søn, da først hendes mand og senere hendes nye kæreste havner bag tremmer. Nogle af stilelementerne i Poor Cow – de lange indstillinger, mellemtekster a la Godard og en noget påtrængende Donovan på lydsporet – virker lidt søgte og påklistrede i dag, men Carol White og Terence Stamp er overbevisende i hovedrollerne. Steven Soderbergh brugte klip fra Poor Cow som flashbacks i The Limey (1999), der også har Terence Stamp i en hovedrolle.
Kes (1969) markerede Ken Loachs gennembrud som spillefilminstruktør og et skift i form og fortællestil. Det er en enkel, poetisk og dybt bevægende historie om drengen Billy, der bor i en trøstesløs mineby i Yorkshire og bliver kanøflet i hjem og skole, men får selvrespekt og værdighed gennem at træne en tårnfalk. Kes var inspireret af hverdags-skildringerne i de tjekkiske nybølgefilm, og ligesom i de tjekkiske film er kameraet registrerende og billederne funktionelle på grænsen til det anonyme.
Family Life (1971) – vel hans mest berømte film – handler om en pige fra en ’respektabel’ familie, der bliver psykisk syg, fordi en dominerende mor og behandlingssystemet forhindrer hende i at udvikle sin egen identitet.
Loachs mesterværk, der var det første filmiske indlæg i antipsykiatri-debatten, virker stadig lige provokerende og tidssvarende. Family Life blev en kultfilm i flere lande, men ikke i England, hvor den fik en elendig markedsføring og distribution. Derfor blev det derfor i en periode svært for Loach at rejse penge til spillefilm.

Politisk censur
Loach’ næste spillefilm, den ret upåagtede The Gamekeeper (1980), er et fint registrerende, udramatisk portræt af en ung herregårdsskytte, der ikke selv er klar over, at han bliver udnyttet af sine arbejdsgivere. En film, som Ken Loach selv betragter som en af sine bedste. Året efter kom Looks and Smiles, der handler om ungdomsarbejdsløshed og splittede familier. De unge medvirkende, som alle er amatører, er særdeles overbevisende, og filmen er dramatisk fotograferet i skarp sort/hvid, som stemmer fint overens med tema og miljø.
Men 1980’erne var generelt en frustrerende periode for Ken Loach som filmkunstner og som modstander af Thatcher-regeringens fabriks- og minelukninger og angreb på fagbevægelsen. Loach brugte i denne periode mere tid på at forsvare sine film end på at producere dem. Flere af de dokumentarfilm, han lavede i denne periode, blev udsat for indirekte politisk censur, f.eks. A Question of Leadership (1980) og Which Side Are You On (1984). Sidstnævnte blev optaget på fire dage og er en gribende dokumentarfilm om den store minearbejderstrejke i 1984 og de mange sange og digte, der blev produceret under strejken. Den sidste del af filmen viser optagelser, hvor engelske politifolk tæver løs på strejkende arbejdere.
Da Loach viste filmen til de tv-folk, som havde bestilt den, forlangte de dette
afsnit klippet ud. Det nægtede
Loach med det resultat, at filmen aldrig blev programsat på den landsdækkende tv-station, som havde bestilt den. Cinemateket viser den originale version.
Den spændende politiske thriller Hidden Agenda (1990) med Frances McDormand modtog Juryens specialpris i Cannes Film Festival og genetablerede Ken Loach som spillefilminstruktør. Hidden Agenda omhandler den påståede engelske shoot-to-kill politik i Norirland og dirty tricks, begået af det engelske efterretningsvæsen. En engelsk politiofficer sendes til Nordirland for at undersøge mordene på en IRA-sympatisør og en amerikansk advokat. Hans undersøgelser bremses, da de fører til afsløringer af, at den britiske efterretningstjeneste og fremtrædende forretningsfolk har forsøgt at underminere Wilson- og Heath-regeringerne med det formål at bringe en ultra-konservativ (Thatcher) regering til magten.
Hidden Agenda har ikke været biografvist herhjemme og skabte voldsom debat i England, hvor flere parlamentsmedlemmer fordømte den som en ’IRA-film’. En række engelske biografer ville ikke vise filmen på grund af dens kontroversielle indhold. Hidden Agenda er suverænt spillet, men vil nok for meget ved både at sætte fokus på både engelske dødspatruljer i Nordirland og på anti-demokratisk konservativ konspiration mellem efterretningsvæsen, erhvervsfolk og konservative politikere.

Menneskeligt nærvær
Med Riff-Raff (1991), Raining Stones (1993), Ladybird, Ladybird (1994) og My Name is Joe (1998) vendte Loach tilbage til sine socialrealistiske rødder. Alle fire film har vundet hovedpriser ved de store festivaler og er præget af solidaritet med de svageste i samfundet.
Med stort menneskeligt nærvær og ofte med sort humor sætter de fokus på mennesker, der må mønstre al deres styrke og energi for at skaffe sig de mest elementære fornødenheder og bevare en smule værdighed.Disse fire film er henlagt til England.
I Land and Freedom (1995), Carla’s Song (1996) og Bread and Roses forsøger Loach at internationalisere de temaer, som han bliver ved med at vende tilbage til. Og stærkest står Land and Freedom om den unge, arbejdsløse David, som i 1936 drager fra Liverpool til Spanien med sin kommunistiske partibog i lommen for at bekæmpe Francos fascister, men må opleve, at hans milits bliver forrådt af de spanske kommunister.

Håb og forræderi
Loach har i næsten alle sine film anvendt ukendte skuespillere. De skaber en levende, spontan tone. Loach insisterer på, at de ikke skal kende forløbet i sin helhed, så de ser på verden med samme øjne som personerne i filmen og går igennem begivenhederne på samme niveau som dem. Alligevel har hans film lidt for mange ’foredragsholdere’. Hans film fungerer bedst, når de politiske budskaber er vævet ind i handlingen, som det sker i Land and Freedom.
Det fremtrædende tema hos Loach er det, at almindelige mennesker bliver forrådt af magthaverne. I de film, der fokuserer på familien (Cathy Come Home, Family Life, Ladybird, Ladybird) forrådes hovedpersonerne af de sociale myndigheder. I dokumentarfilmene om arbejdskampe (A Question of Leadership, The Flickering Flame, Which Side Are You On) bliver de strejkende arbejdere forrådt af deres egne ledere. Arbejderne skal ikke blot kæmpe for bedre løn og arbejdsforhold, men også mod deres egne fagforeninger, der går arbejdsgivernes ærinde.
Men mange af personerne i Loachs film kæmper dog videre for at skabe forandringer. Som David siger i Land and Freedom: »Had we succeeded here – and we
could have done – we would have changed the world.«

*Jesper Andersen er programredaktør på Det Danske Filminstitut

KAVALKADE
16 Loach-film i København
*Cinemateket i Filmhuset i København præsenterer fra den 9.-27. marts 16 Ken
Loach-film, hvoraf flere ikke tidligere har været vist i Danmark. I serien indgår
også Loachs seneste spillefilm Bread and Roses, som var i konkurrence ved sidste års Cannes Film Festival og som hermed får Danmarks-premiere.
Følgende film af Ken Loach vises i Cinemateket fra den 9.-27. marts:
Cathy Come Home (1966),
Poor Cow (1967)
Kes (1969)
Family Life (1971)
The Gamekeeper (1980)
Looks and Smiles (1981)
Which Side Are You On (1984)
Hidden Agenda (1990)
Riff-Raff (1991)
Raining Stones (1993)
Ladybird,Ladybird (1994)
Land and Freedom (1995)
The Flickering Flame (1996)
Carla’s Song (1996)
My Name is Joe (1998)
Bread and Roses (2000)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her