Læsetid: 6 min.

Bush bøjede sig for lobbyisme

En proteststorm har rejst sig i USA mod præsidentens beslutning om at afstå fra tvungen reduktion af CO2 fra kraftværker.
16. marts 2001

Klimadebat
NEW YORK – Repræsentanter for amerikanske kulkraftværker samt olie- og minebranchen hævdede i går, at deres lobbyarbejde var udslagsgivende for præsident George W. Bush’ brud på sit valgløfte om at begrænse
USA’s udledning af kuldioxid i atmosfæren.
»Topfolk i vores branche har været i konstant forbindelse med topfolk i regeringen,« udtalte en anonym kilde i går til New York Times. »Vi troede ellers, at vi havde tabt slaget.«
Det kom også frem, at én af Bush’ nære venner havde ringet til ham eller vicepræsident Richard Cheney i dagene, inden beslutningen blev taget. Det drejer sig om Tom Kuhn fra brancheforeningen Edison Electric Institute, der i øvrigt har været engageret i en dialog med amerikanske miljøgrupper om indførelsen af en frivillig ordning for reduktion af CO2-udslip.
Til gengæld udtrykte andre dele af amerikansk erhvervsliv misbilligelse.
I sit brev til fire senatorer anførte præsident Bush, at obligatorisk reduktion af CO2-udslip fra kulkraftværker ville fordyre elektricitet og tvinge branchen til at anvende naturgas, hvis spildstoffer ikke bidrager til klimaopvarmning. Dette skift ville være en stor omkostning, som forbrugerne i sidste ende skulle finansiere med højere el-priser, hedder det i Bush’ brev.
Det synspunkt kritiseres af Skip Horvath, formand for naturgasbranchens forening.
»Hvorfor skulle et skift til kraftværker, der bruger naturgas, være et problem? Tværtimod er det løsningen,« sagde han i går.
»Inden for amerikansk erhvervsliv, især blandt store internationale selskaber, er man meget bekymret over, at USA falder bagud på dette spørgsmål. De vil ikke stå alene i verden. De ved, USA bliver nødt til at gøre noget,« siger Nancy Kete fra World Resources Institute. Selv oliehandelsselskaber som Enron Corp. i Houston har rådet præsident Bush til at indføre en obligatorisk ordning, ifølge hvilken kraftværker med ’ren’ teknologi kan bytte udslipskvoter med forurenende kraftværker. Kulkraftværker i USA står for 8 procent af verdens udledning af kuldioxid.
»Det er en meget uheldig beslutning, fordi regeringen nu åbent støtter kul i stedet for at satse på naturgas og andre energikilder,« sagde tidligere energiminister Bill Richardson.

Intensiv lobbyarbejde
Tilsyneladende begyndte kampagnen for tre uger siden, da folk i energibranchen fik nys om, at Bush ville bekræfte sit valgløfte i en tale til Kongressen. I sidste øjeblik fik de ham til at fjerne to sætninger, der bebudede tvungen reduktion af CO2. Herefter begyndte en intern debat i regeringen, hvor miljøminister Christine Todd Whitman stod næsten alene.
Selv økonomiminister Paul O’Neill, kendt som en tilhænger af Kyoto-protokollen, udtrykte frygt for, at en obligatorisk ordning ville skade forbrugerne og økonomien, oplyser Wall Street Journal. Han og udenrigsminister Colin Powell fremførte også, at et indgreb af den type burde integreres i en sammenhængende klimapolitik, som regeringen endnu ikke har haft tid til at formulere.
I alle tilfælde har den højst besynderlige og forhastede beslutningsproces i Det Hvide Hus bidraget til, at undergrave miljøministerens autoritet og prestige. Flere gange i de seneste dage og uger havde Todd Whitman understreget, at regeringen stod fast ved Bush’ valgløfte om at pålægge kulkraftværker en reduktion af CO2-udledning.
»Når hun i fremtiden fremlægger regeringens miljøpolitik, vil folk have deres tvivl, indtil de hører fra præsidenten,« siger Alden Meyer fra Union of Concerned Scientists.
Det åbne spørgsmål er nu, hvilken linje Bush-regeringen vil indtage på den næste opfølgningskonference til Kyoto-protokollen, der skal afholdes i Tyskland til juli.
På den første opfølgningskonference i Haag i november kom USA og Europa tæt på at indgå en bred aftale om, hvordan landene helt konkret skal opfylde målene fastlagt i Kyoto i 1997. Inden 2010 skal udledningen af kuldioxid i atmosfæren være nede på et niveau, der svarer til udslippet i 1990.
I Haag drejede uenigheden mellem den tidligere Clinton-regering og EU-landene sig ikke om det endelige mål. Det var midlerne, man ikke kunne blive enige om. I hvor høj grad skulle USA f.eks. have lov til at bruge handlen med CO2-kvoter landene imellem til at opfylde sin del af Kyoto-protokollen?
EU og USA kom så tæt på en løsning, at den amerikanske miljøbevægelse blev splittet i spørgsmålet om, hvem der bar skylden for sammenbruddet. På den ene side fandt man Friends of Earth, Greenpeace og World Wildlife Fund. De mente, at præsident Bill Clinton burde have udvist mere fleksibilitet og var enige med europæiske miljøgrupper og miljøministre som Sven Auken i, at ingen aftale var bedre end en dårlig aftale. En anden gruppe bestod af organisationer som Natural Resources Defense, National Environmental Trust, Environmental Defense, World Resources Institute og Sierra Club. De mente, at Clinton-regeringen havde strakt sig længere end nogensinde før og var desperat for at indgå en aftale med EU. De frygtede endvidere, at en præsident Bush ville modarbejde en gennemførelse af Kyoto-protokollen.

Stikker hovedet i sandet
Som John Sohn fra Friends of Earth i Washington siger:
»Hvad angår Kyoto, stikker Bush hovedet i sandet. Det er ikke en prioritet for Bush. Den eneste kilde til optimisme er, at hans far underskrev traktaten i Rio de Janeiro i 1992, der banede vej for Kyoto-protokollen.«
Nancy Kete fra World Resources Institute beklager dybt, at Clinton-regeringen og EU opgav i Haag.
»Forskellen mellem de to parter var næsten ubetydelig. Det, der adskilte dem, var 25 mio. ton CO2. Tænk et øjeblik på det! Hvert år bliver der udledt seks mia. ton CO2 i atmosfæren. Det er virkeligt vanvittigt, at man var så tæt på. Det er et utroligt tab for kloden,« siger hun. I Ketes øjne giver det ikke nogen mening at lægge skylden på den ene eller den anden side.
»Efter sammenbruddet plejede miljøministrene deres renommé ved at angribe modparten. Men det afspejlede ikke, hvad der var sket i Haag. De fleste ministre var desperate for at lave en aftale, men tiden løb ud, og hvis det ikke havde været for et magtskifte i Washington, kunne USA og EU blot have startet, hvor de slap.« Præsidentens valgløftebrud har medført en storm af protester fra miljøbevægelsen.
»Bush’ kritik af Kyoto forener os alle trods vores uenighed om udfaldet i Haag,« bemærker John Sohn fra Friends of Earth. Spørgsmålet er nu, hvilket forhandlingsmandat miljø-minister Christine Todd Whitman vil få stukket i hånden af præsidenten, når opfølgningskonferencen starter i Bonn til juli.
»Det er virkeligt for tidligt at sige. Selv i det tilfælde, at Ralph Nader havde vundet valget, tror jeg ikke, at en Nader-regering ville være rede til at formulere en klar linie. Det tager sin tid,« siger Nancy Kete, der var rådgiver i miljøministeriet under præ-sident George H. W. Bush.
Trods den udbredte pessimisme i Europa om amerikansk klimapolitik under Bush er der imidlertid flere omstændigheder, som giver anledning til svag optimisme.
»Man må huske på, at magtbalancen i Senatet er skiftet. Før havde republikanerne et klart flertal. Nu står de to partier lige. Herudover er der en hel masse nye senatorer fra begge partier, som ikke er grundigt orienteret i klimaopvarmning. Vi og andre grupper har derfor til hensigt at uddanne dem,« bebuder Nancy Kete.
»Dernæst har vi bemærket et langsomt, men bemærkelsesværdigt skift blandt konservative republikanske senatorer, der hidtil har været standhaftige modstandere af Kyoto. FN’s videnskabelige arbejde er begyndt øve indflydelse på dem.«
World Resources Institute satser desuden på at få klimaspørgsmålet bygget ind i en national energipolitik.
»En masse virksomheder og miljøgrupper er opsatte på at formulere en politik, der mere end tidligere inddrager effektiv energiudnyttelse, energibevaring og alternative energikilder som vind og sol,« forklarer Nancy Kete.
Ikke desto mindre erkender alle, at præsident Bush’ beslutning i tirsdags vil gøre det sværere at føre Kyoto ud i livet.
»Vi skal virkelig ud og mobilisere græsrødderne,« siger John Sohn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her